Thursday, July 30, 2020

Lærerens sommerferie

Ja. Lærerens Verden bør vel - fra et fagligt perspektiv i hvert fald - ikke omhandle hvad hun går og foretager sig i sin ferie. Men nu er det heldigvis sådan med denne blog, at den omhandler det, der fylder i lærerens verden og som læreren derfor føler et behov for at skrive om. Så skulle der sidde nogen læsere derude og blive lidt gnavne over det irrelevante indhold - ja, så står det dem jo heldigvis helt frit for, om de vil læse med eller ej. Denne blog er, og har altid været mest for lærerens egen skyld uanset. Og hvis andre så har lyst til at følge lidt med, er de mere end velkomne til det. Det er fra lærerens side helt forståeligt, hvis man ikke gider at høre om hendes feriebedrifter.

Ikke desto mindre, er hun denne sommer særligt godt tilfreds med hendes sommerprogram - selvom det for første gang længe ikke indeholdt en tur til det store udland (förlåt, udover Sverige).
Ovenpå et underligt og anderledes forår, hvor nogle ting ikke gik som læreren ønskede, kunne hun mærke, at det var nødvendigt at skubbe nogle grænser. Prøve sig selv lidt af. Se hvilke tanker der egentlig dukker op, hvis man fjerner det meste af alt det, der plejer at fylde hovedet. Og kun er i sit eget selskab.
Det hele skulle munde ud i en vandretur på Møn. For at dette skulle blive en god oplevelse, lagde læreren lidt opvarmning ind, der passede sammen med de ting, hun ellers havde planlagt.
For at prøve vandrestøvlerne - og stængerne for den sags skyld af, vandrede hun til Smidstrup på 2 dage. Her har hendes søster og svoger for nyligt købt sommerhus, og hvorfor ikke kombinere et sommerhusbesøg med lidt vandring?
Dag 1 hjemmefra og til Hillerød og dag 2 fra Hillerød og til Smidstrup. Læreren fik som ønsket gjort sig nogle gode erfaringer:

1) Lad være med at gå 34 km på dag 1, hvis du ikke har varmet stænger og fødder yderligere op. Det kan mærkes på dag 2. Skal du gå fra København NV til Hillerød, kan du med fordel tage toget for at komme ud af forstæderne. Så spændende er Emdrup, Vangede og Gentofte heller ikke (Undskyld).
2) Tjek om der er det rigtige antal såler i vandrestøvlerne (Skal der ikke kun være 1 par såler, tænker du måske? Og jo, det skal der, så derfor er det ikke hensigtsmæssigt at gå i 2 dage med 2 såler i hver støvle.)
3) Lyt efter kroppens signaler. Hvis du primært bruger hofterne til at flytte stænger og fødder fremad, kompenserer du for meget. Så er det måske tid til at kapitulere.

Ja, for læreren måtte kapitulere da der var 6-7 km tilbage. Det indså hun - ikke fordi hun lyttede til kroppens signaler - men fordi hun blev overhalet af to søde, pensionerede damer, der var ude at spadsere. "Du ser træt ud", sagde de, da de overhalede den hoftevandrende lærer, og da de hørte, hvor hun skulle hen, udbrød de prompte: "Smidstrup?! Der er langt!" Det kom så prompte, at læreren ikke brød sig om det, men efter en pause og noget vand på den ene dames bænk, begav hun sig afsted igen. Efter et par kilometer, ramte hun en landevej, hvor bilerne kørte så stærkt, at læreren frygtede for sin sikkerhed, da hun virkelig ikke var i stand til at undvige noget som helst med sin ubekvemme hoftegang. Og ved tanken om, at de sidste 6-7 km skulle foregå på den slags vej, sendte hun sms'en afsted, og vupti - så blev hun hentet og fik både cola zero, fodbad og et kryds & tværs-blad. Det var den helt rigtige beslutning.

Alt i alt nogle gode erfaringer. Og læreren fik - udover de lidt grå forstæder også set det meste af kongevejen (den er lang), det meste af Grib skov (sådan føltes det - der var flot!) og masser af smukke marker og hyggelige veje og stier. Ja, og så havde hun tilmed en tiltrængt vandrepause i Hillerød, hvor der blev disket op med både god mad, hindbær fra haven og G&T's. Hvad mere kan man så ønske sig?


 

Næste opvarmningsøvelse blev kombineret med en dameuge i et sommerhus i Sverige. Hvorfor egentlig ikke cykle til Båstad? Læreren er ret begejstret for Tour de France og tænker ofte på, hvordan det egentlig føles at "have ramt muren" og på, hvor meget man egentlig som ganske almindelig uprofessionel cykelrytter kan tilbagelægge på en dag. Samtidig fandt hun et shelter i Helsingør via airbnb (Luksusudgaven med stikkontakt og madras i shelteret og adgang til lille køkken og toilet. Men dog et shelter.). Hun ville gerne prøve hvordan det var et sove i et shelter uden friluftskyndige venner, inden hun skulle prøve det på Møn.
Og ligesom vi i Danmark har en hyggelig kystvej mellem København og Helsingør, ja, så findes der en tilsvarende rute langs den svenske kyst, Kattegattleden. Hvorfor ikke prøve den af? Hun vidste ikke præcist hvor langt der var fra Helsingborg og til sommerhuset lidt udenfor Båstad men regnede sig frem til omkring de 100 km. Max 110.
Også her gjorde læreren sig nogle værdifulde erfaringer:

1) (Nok mere en konstatering) Det går VIRKELIG hurtigt, når man cykler i stedet for at gå.
2) Det er nemt at sove i shelter, når der både er stikkontakt og adgang til køkken, toilet og bad. Det er tilmed meget trygt, når det er i nogens baghave. Fantasien skal dog stadig holdes nede. Hele tiden.
3) Der er 120 km fra Helsingborg og til sommerhuset. Når man har 2 cykeldage, er det ikke nødvendigvis det mest hensigtsmæssige at cykle 45 km den første dag og 120 km den anden dag.
4) Der er noget, der hedder Hallandsåsen. Det er et slags bjerg mellem Ängelholm og Båstad. På Kattegattleden bestiger man det forholdsvis langsomt, og på en sådan måde at det egentlig ikke føles som om man kører opad. Man tror bare, at man "har ramt muren" virkelig mange gange. Når man så er i gang med at konkludere, at man vitterligt ikke kan mere, begynder det så heldigvis at gå meget nedad i meget lang tid. Her bliver det lidt ekstra spændende, hvis man som læreren kun har håndbremser på cyklen. De virkede heldigvis fint. Igen skal fantasien lige kontrolleres.
5) (Nok også mere en konstatering) Det blæser meget ved kysterne. Men der er virkelig flot. Kattegattleden gik også ind i mellem ind i det svenske fine land. Her havde læreren (især på vej op ad Hallandsåsen) flere gange en følelse af, at der var en meget lokal modvind på spil. Hun mærkede den klart og tydeligt, men kiggede hun på markerne, grenene, bladene omkring sig, stod de stille på en faktisk ret provokerende måde?
6) Man får ikke vabler på fødderne af at cykle. Og benene er væsentligt mindre ømme efter 2 dage og 165 km's cykling end efter 2 dage og 62 km's vandring. Vinden og bakkerne er til gengæld væsentligt mindre træls, når man vandrer i forhold til, når man cykler.

Efter den lange cykeltur ventede dejlige damer, G&T's, god vin, god mad og en dejlig uge i det svenske, hvor hyggen heldigvis ikke var bundet op på vejret, men udelukkende på det helt uovertrufne selskab.




(Sidste 2 billeder er fra lærerens avancerede garmin-ur. Den grønne linje er højden og det blå er hastigheden. Bemærk Hallandsåsen - både i højde og hastighed!)

Herefter var læreren ved at være klar til den store prøvelse. Camønoen. Hun glædede sig helt vildt til at gå. Og så var hun helt vildt bange for at skulle sove i shelter. Der var to skrækscenarier. 1) At sheltrene var overfyldt, så der ikke var plads til hende. I tilfælde af dette medbragte læreren en pressenning, nogle teltpløkker og noget snor og en meget begrænset viden om, hvordan det skulle bruges. Hun håbede virkelig ikke, at hun fik brug for det. 2) At sheltrene var helt tomme, så hun skulle tilbringe en nat helt mutters alene. I tilfælde af dette, havde læreren anskaffet sig en peberspray og lagt en flugtplan. Hun håbede virkelig heller ikke at få brug for dette.
Lærerens fantasi er god. I nogle situationer alt for god. Derfor havde hun meget af denne sommer gået og forestillet sig alle de ting, der kunne ske i disse sheltre. Underligt nok, er det aldrig de gode scenarier fantasien stiller op. Hun var ærligt talt temmelig panisk ved tanken om sheltrene. Men hun ville så gerne gå, og derfor nægtede hun at lade fantasi og frygt stå i vejen. Så afsted skulle hun.

I bussen på vej derned besluttede læreren sig for at lade være med at bekymre sig. Det var ikke helt let, men det virkede nogenlunde. Så med lige dele begejstring og angst, begav hun sig ud på den vandretur, hun følte, hun havde varmet op til hele sommeren. 

Dag 1 
(Fra Stege-Nyord / 18,7 km / Overskyet med lidt sol og opklaring sidst på dagen)
Læreren satte god fart, for hun ville så gerne nå at få en plads i et shelter, så hun ikke skulle have presenningen i brug. Møn var flot. Hun havde aldrig været der før. Blev mindet om de svenske marker og cykelturen. Så en vindmølle og tænkte på dengang hun for 15 år siden besøgte nogen i Jylland, som havde en vindmølle, som hun var oppe at sidde på. Ja, vitterligt ovenpå. Det var vildt. Gik på små hyggelige stier og sommerhus-veje. Ankom til fugleøen Nyord. Satte direkte kurs mod sheltrene, hvor hun mødte et kærestepar, der sad og lavede mad. Der var to tomme sheltre og to fyldte. Nervøst spurgte hun parret om de vidste om der var en ledig plads. De vidste kun, at de havde booket shelter 1. Og at alle de andre sheltre også var booket. Men at det jo ikke var sikkert at der kom nogen. Læreren tog mod til sig, og spurgte meget nervøst parret om der mon var en chance for, at hun måtte få en plads i deres shelter, hvis de andre blev optagede. "....Jaaah...", svarede pigen efter en pause, der var længere end læreren brød sig om. Det kunne da godt være, at de kunne finde ud af noget. Men hun syntes lige de skulle vente og se. Læreren fik allernådigst lov at stille sine ting i deres shelter og satte sig så på en bænk lidt væk og vidste ikke helt hvad hun skulle stille op. Hun måtte jo bare vente og se. Hun kunne jo godt forstå at parret ikke syntes det var fedt at dele. Omvendt var de kommet i bil og læreren var på vandretur. Og på hendes camønokort blev sheltrene beskrevet som oplagte steder for vandrere. Det var "god camøno-stil", at rykke sammen, så der var plads til en til, havde hun læst. Det virkede ikke som om, det var noget parret havde læst. Og så alligevel. For efter lidt tid, kom pigen op til læreren og sagde, at de sagtens kunne holde øje med hendes ting, hvis hun ville ud at gå lidt. Og også, at hun gerne måtte sove i deres shelter, hvis de andre viste sig at blive fyldt op. Hun understregede det faktisk så mange gange, at læreren virkelig troede på hende. Nu kunne roen sænke sig og hun gik en tur. På vej tilbage så hun en slange, der lå og nød solen. Den var brun og sort og ret stor og lærerens veninde, der også er miljøkendskabslærer, mener, at det har været en hugorm eller en snog. Endnu sejere! Læreren har længe drømt om at se en slange. Det lykkedes ikke i Afrika, men tænk, det lykkedes på Møn. I forlængelse af lærerens møde med slangen forsvandt dog lysten til at sove under presenningen endnu mere. Ja, den plan blev nok i virkeligheden skrottet lige der.
Læreren kom tilbage og konstaterede at der fortsat var et helt tomt shelter, som hun lagde sig i. Hun tilberedte usikkert en meget simpel færdigret på et tidspunkt, hvor der ikke var andre i nærheden. De skulle jo nødig opdage, at hun stort set aldrig havde brugt et trangiasæt før. Inderst inde vidste læreren nok godt, at det lyste ud af hende, hvor ny hun var i shelterlivet. Men der var ingen grund til at udpensle det yderligere. Senere kom der to piger og spurgte om de måtte låne lærerens tændstikker til deres trangia. Og da læreren henkastet spurgte om de også ville låne hendes læfolie, følte hun sig da også kortvarigt lidt sej, (Læfolie er en slags tyk sølvpapir, der kan sættes op, så det skærmer for vinden, når man tilbereder noget på trangia. Noget læreren udelukkende kendte til og havde anskaffet sig, fordi hendes meget tjekkede svigerinde, havde fortalt hende om det. Men det behøvede de to piger jo ikke at vide.)
Læreren havde en fin nat i shelteret, omend hendes fantasi skulle tales ned mange gange. Flere gange var hun overbevist om, at der pludselig lå en mand i den anden ende af shelteret. Hvad kunne han ikke finde på? Senere vågnede hun op med et sæt, fordi hun troede hun var i gang med at blive overfaldet af en hund eller en ulv eller noget andet stort og ubehageligt. Og sådan føltes natten lidt lang, men hun kom igennem den og sad meget stolt med sin trangialavede morgenkaffe og følte sig klar på en ny dag i det fri.



   


Dag 2
(Fra Nyord-Elmelunde / 26,3 km / REGN! Opklaring efter ankomst)
Vejrudsigten har været lunefuld denne sommer. Så selvom der stod regn det meste af dag 2 i lærerens vejr-app, var hun optimistisk nok til at håbe, at det ikke nødvendigvis passede. Men det gjorde det virkelig. 
I starten var det helt i orden - faktisk lidt hyggeligt. Jo vådere det blev, jo mindre hyggeligt blev det. En ting er at gå i regnvejr - men at holde pause i det - det er bare ikke rart. Og selvom der var bænke at finde flere steder på camøno-ruten, så var bænke i tørvejr ikke lige det, der var flest af. 
Heldigvis havde læreren valgt at booke et værelse på en pension på ruten. (Jaja, mere friluftstype er hun altså heller ikke.) Det skyldtes primært, at hun ikke kunne finde nogle sheltere på ruten i det område, hun gerne vil nå til. Og så var der jo ikke andet for, end at booke en overnatning. Ikke mindst nu, hvor presenning-planen havde tabt til slangen.
Tanken om pensionen fik hende igennem den våde etape. Da hun på et tidspunkt trængte så meget til en pause at hun valgte at sætte sig på en bænk under nogle træer i håbet om, at der var bare lidt tørt (det var der overhovedet ikke.), var hun virkelig træt af det. Hun genkendte følelsen fra Hallandsåsen. Der kunne man dog stå af og trække. Problemet med regnen var, at man ikke kunne få en pause fra den. Efterhånden var lærerens sko blevet drivvåde. Hendes rygsæk var ikke helt så vandtæt, som hun troede og selv regnjakken svigtede på udvalgte steder. Et par dybe indåndinger og tanken om pensionen fik fødderne til at fortsætte. Og endelig var hun fremme. Alt det våde kom i tørrerum, hun ramte sengen og flyttede sig stort set ikke resten af dagen. Solen begyndte at skinne udenfor, men hun skulle ikke mere ud den dag. Hun kunne mærke hun var forarget på vejret. Ved nærmere eftertanke kunne hun også mærke, hvor fjollet det var, så hun bevægede sig modvilligt ud i aftensolen i max 7 minutter, hvorefter hun forkælede sig med en øl fra Møns Bryghus og lidt podcast. 



(Der er ikke mange billeder fra regnvejrsruten. Det giver vel sig selv hvorfor. Bemærk bare selfien fra dengang det var hyggeligt, og selfien fra dengang det virkelig ikke var hyggeligt længere.)

Dag 3
(Fra Elmelunde-Møns Klint / 32,5 km / Sol og dejligt vejr hele dagen)
Læreren var i godt humør. Hun var tør og solen skinnede og i dag ville hun ankomme til klinten. Hun gik med lette skridt og mindede sig selv om, at der pt ikke var noget som helst sted, der gjorde ondt. Det var godt lige at huske. Hun sagde godmorgen til de køer og heste hun passerede og så til sin store begejstring 6 harer indenfor de første 15 minutter af gåturen. Allerede en megagod dag.
Aftenen før havde hun lagt en plan: Hun ville tjekke ledigheden i de 2 sheltre der var efter Møns klint. Var de ikke ledige ville hun gå til Klintholm Havn og tage en bus hjem. Med god samvittighed. Bum. Ingen bekymring - der var jo en plan!
Læreren spurgte tilskyndet af sit gode humør sig selv, hvad det egentlig var, hun gerne ville have ud af denne gåtur. Og sådan fik hun lavet en masse gode aftaler med sig selv, om hvordan hun kunne starte det nye skoleår ud under de bedste forudsætninger. 
Aftalerne hed eksempelvis: 

  • Vær glad eller sørg for at blive glad. 
  • Spil guitar hver dag. Begynd måske at gå til det igen?
  • Lad være med at bekymre dig. Læg det fra dig eller læg en plan.
Og sådan fortsatte hun begejstret med den ene gode aftale efter den anden. Hun kom ud til kysten, og der var helt fantastisk flot. Fandt et sted med nogle flade sten, som nogen havde lavet til en form for stole. Holdt pause der uden overhovedet at trænge til pause. Det var bare for hyggeligt.
Og bedst som hun troede at det ikke kunne blive bedre, kom hun forbi en stendysse fra bronzealderen. (Ja, læreren blev efter at have undervist i historie i 3. klasse for et par år siden virkelig fascineret af bl.a. bronzealderen!) Tænk, for 2800 år siden havde der gået bronzealderfolk rundt lige her og ... hugget i sten. Wow!
Bedst som læreren igen troede, at det ikke kunne blive bedre hørte hun noget bag sig. Hun troede det var en cyklist, men da hun vendte sig og kiggede var der lige landet en påfugl omkring 5-7 meter fra hende. En påfugl!?! Læreren anede ikke at disse fandtes fritgående i Danmark. 
Og så fandt hun klinten. Endnu mere wow! Den var virkelig flot! Efter at have været stort set alene på det meste af ruten, var det mærkeligt pludselig at gå imellem så mange andre folk. Hun mærkede også, at hun efterhånden var virkelig træt. Ruten til klinten var længere end antaget. Hun besluttede sig derfor for, at var der ikke plads i det første shelter, var det ok at hun tog bussen hjem. Det kunne man nemlig i nærheden. Bare ikke senere end 15.58.
Hun havde det godt med denne plan. Efter sidste shelterbesøg, følte hun sig overbevist om, at hun nok skulle kunne få lov at klemme sig ind.
Hun kunne snart ikke gå mere, da hun endelig fandt skiltet mod shelteret. Hjertet bankede noget hurtigere. Nu blev det spændende. Hvem ville hun møde? Hvor mange?
Hun så 4 græstag og undrede sig. En frygt voksede i hende og den blev virkelig, da hun stod midt i mellem de 4 sheltre. De var helt tomme. Ikke. et. eneste. menneske. Der var ikke nogen?
Nå. Det her, havde læreren jo en plan for. Pebersprayen og flugtplanen. Hun var bare slet ikke forberedt på det. Sheltrene var jo bookede? Hvor var de henne, dem, der havde booket? Måske var de ikke kommet endnu? Måske kom de slet ikke?
Klokken var 15.17. Tre kvarter til sidste bus gik ca. 5-700 meter fra sheltrene. Det kunne jo godt være, at der kom nogen lidt senere? Som enten havde plads til læreren eller ikke havde plads til læreren. Presenningen var droppet, så alternativet var Klintholm Havn. Det vidste læreren godt, at hendes bevablede fødder ikke var klar på. Eller også kom der ikke nogen. Så skulle hun jo bare lægge sig til at sove med sin peberspray, sin telefon og sine briller ved hånden og være klar over hvor hendes sko var, så hun kunne spraye, løbe og ringe til politiet. 
Læreren satte sig ned og grublede lidt. Ikke over hvad hun skulle gøre - for det vidste hun desværre godt. Inderst inde havde hun, helt fra hun så at sheltrene var tomme, godt kunnet mærke, at hun ikke kom til at sove alene derude. Hun grublede over, hvad dette gjorde ved alle de gode aftaler, hun tidligere på dagen havde indgået med sig selv. Det er jo meningsløst at lægge planer, hvis man ikke følger planerne? Og dumt. Hun var dum. En dum, bange, naiv og idealistisk lærer, der troede at hun kunne realisere sig selv og skubbe grænser. Det kunne hun bare ikke. Det var jo helt og aldeles meningsløst det hele.






Læreren gik slukøret og skamfuld hen for at finde bussen. Fiasko. 
Som den ene bus efter den anden og derefter et par tog, langsomt bragte hende hjemad begyndte hendes skæbnesvangre beslutning at bundfælde sig. Hun havde jo faktisk fundet ud af, hvor langt hendes grænse kunne skubbes. Og det er vel meget godt at vide? Og det er ok, at der er nogle ting, man ikke tør. Hvis man virkelig ikke tør dem. I forhold til det med at lægge planer, ja, så er læreren stadig bedre tjent med nogle planer, der afhjælper bekymringerne. Der skal bare lige tilføjes, at det kan være nødvendigt at ændre i planerne. Og det er jo sådan set også en fin erfaring at gøre sig. 
Et lettelsens smil bredte sig over lærerens ansigt, da det gik op for hende, at hun slet ikke var så dum. Bange og naiv, måske. Idealistisk, helt sikkert. Sikkert også lidt dum. Men i bund og grund var det ok. Hun var ok.
Hun kiggede ud af vinduet. Fortsat smilende. Tænkte på påfuglen, slangen, stendyssen og den smukke klint. Påfuglen igen. Og på Hallandsåsen, de to gamle damer og Nordsjællands smukke skove. På de flotte kystbyer i Danmark og Sverige og på vindmøllerne, modvinden, regnvejret og hendes første hjemmelavede færdigret over trangia (mums). Påfuglen igen. Miljøkendskabslæreren siger i øvrigt, at der ikke findes fritgående påfugle i Danmark, så den må være stukket af hjemmefra. Måske fra et eksotisk land, hvor den var en prinsesses kæledyr? Måske fra onde kidnappere, der ville have fingre i dens smukke fjer? Måske fra Afrika? I hvert fald var den stukket af. Den ville på eventyr - ligesom læreren.

Sikke en sommer - for både læreren og påfuglen.


Tuesday, April 28, 2020

Lærerens verden vendt op og ned


Det er ikke bare lærerens verden, der er vendt op og ned for tiden. Det er alles verden. Hele verden, faktisk. Men læreren plejer jo primært at berette om sin egen verden. Den har bare været lidt svær at få hold på de seneste par måneder. Ligesom resten af verden.

Hun rejste tilbage til øen i det blå vand i starten af februar og studsede da godt over, at man i flyet skulle udfylde et ark med spørgsmål om, hvorvidt man havde rejst i Kina de seneste tre uger eller om man havde nogen som helst form for sygdomssymptomer? Det var på grund af den der virus. Men læreren var ikke bekymret. Zanzibar ligger langt fra Kina.
Hun nød virkelig at være tilbage på øen og at få lov til at være musiklærer for endnu en flok lovende unge mennesker - 68 styks denne gang. Og hun nød at være tilbage i sandet, under solen i det simple liv tæt på det blå, blå vand.


Som ugerne gik hørte de mere og mere om virussen og selvom den bredte sig til flere og flere lande, var det stadig ikke noget læreren gik og bekymrede sig over.
Hun brugte i stedet tiden på at gå rundt i bare tæer og uden makeup. Uret havde hun lagt fra sig for længst, for på Zanzibar går tiden helt stille og roligt af sig selv, uden at man behøver at holde øje med den i tide og utide. Lærerens dag gik ofte med at spille musik - både med de lovende, unge mennesker og med de lokale, der arbejdede på skolen. De havde faktisk lavet et band sammen, læreren og de lokale på skolen - de planlagte øvere var der ikke mange af, men hvis læreren sad og spillede guitar eller klaver, kom der som regel nogen, der gerne ville være med. Sådan opstod Simbaband, og det vil altid have en helt særlig plads i lærerens hjerte.
Der var også dage, der gik med forskellige slags møder. Ikke den slags online-møder, som læreren går til nu, men møder, hvor man sad sammen - ofte et eller andet udendørs sted, der var overdækket, så solen ikke brændte, men med udsyn til palmer. Der var altid en fane, der kørte i en fast, ujævn, larmende rytme, og som oftest et firben, man kunne betragte, mens man lyttede til dagsordenen. Og jo, den er god nok - læreren er blevet overraskende glad for firbenene. Hun kalder de fleste af dem Misaki Doi efter yndlingstennisspilleren og udover at de er flotte, spiser de edderkopper og andre insekter, hvilket for læreren er en kæmpe kvalitet.

(Det hører til sjældenhederne at læreren på ovenstående vis tager Misaki'erne i hænderne - måske er det derfor, at det blev foreviget denne gang. Og bare rolig - den slags kunne hun selvfølgelig aldrig finde på, imens hun sad til møde.)

Når læreren ikke arbejdede, gik hun ofte tur på stranden. Selvom det for det meste var den samme tur hun gik hver gang, så det altid forskelligt ud på grund af tidevandet og himlen. På gåturene mødte hun altid en masse masaier og andre folk, og de ville altid gerne snakke. Det var, med ganske få undtagelser, altid det samme, man snakkede med dem om. De spurgte hvordan man havde det. Så hvad man hed. Hvor man kom fra. Om man kunne tale swahili. Og så kommenterede de for det meste også lærerens højde og hendes tatoveringer. Den slags samtaler kunne man snildt have en håndfuld af på sådan en gåtur. Det kunne læreren godt lide. 
Ofte gik hun også til yndlingskaffestedet for at få en americano, flankeret af en bitter lemon sodavand. Når hun bestilte americanoen lavede hun altid samme joke - med de samme baristaer. Og de grinede altid lige meget. 

Læreren var også svært glad for en eftermiddagsøl på en af strandens mange barer. I selskab med en eller flere kollegaer. Sidst på eftermiddagen, når solen ikke var helt så varm, blev der altid spillet fodboldkampe på stranden. Der kunne være imponerende mange på hvert hold og målene var altid bittesmå, så det var altid underholdende at se på.


Og ellers kunne man altid kigge på det blå vand og masaiernes jagt på de forbipasserende turister. Eller på manden, der solgte kokosnødder. Hans kokosnøddesang var ikke til at tage fejl af og hørtes på lang afstand: 

"Cooooconuuuut... Coooconuuuut Juiiiiisss..."

  

Ja, og så var der køerne. De kom også spadserende de fleste dage. Hvorfra og hvortil ved læreren ikke. Læreren kunne godt lide at betragte dem. Forestille sig hvor de skulle hen. Grine af alle turisterne, der altid stimlede sammen for at tage billeder af dem.


Alt sammen var blevet en del af lærerens rutiner og det var med til at gøre hendes liv helt perfekt, simpelt. Hun levede sin drøm og sit eventyr og alt var godt.

Og langsomt, mens læreren så godt som intetanende gik rundt og nød det simple liv, arbejdet med kollegerne, de lovende unge mennesker og Simbaband, bredte virussen sig mere og mere. Og med den panikken.
Panikken ramte Danmark væsentligt før, den ramte Zanzibar. Læreren ramte den ikke. 
Det eneste, der ramte læreren, var en frygt for at blive sendt hjem til Danmark før tid. I starten var den lille, men med virussen og panikken, voksede frygten også.
Danmark lukkede ned og lærerens frygt voksede i bølger, og bedst som hun troede at katastrofen var afværget, blev den en realitet. 

Og pludselig sad læreren i karantæne hjemme i sin lejlighed og fattede ingenting. 

Hun vidste godt, at der ikke var noget at gøre. At det ikke bare var hendes verden, der var ramt. Det var hele verden. Det er hele verden.
Fra læreren fik beskeden om, at de skulle hjem og til hun sad i sin lejlighed, gik der lige nøjagtigt tre døgn. Det var nogle uforglemmelige og fantastiske døgn, hvor hvert eneste minut blev udnyttet maksimalt og de mennesker, hun delte dem med, vil nok altid betyde noget særligt for hende. 

Nu er der gået en måned og læreren har fået lov til at komme tilbage til sit arbejde som lærer i 1. klasse. Det er hun helt ubeskriveligt glad for.
Heller ikke i den verden er tingene som de plejer. Læreren har nu en lille gruppe børn, som hun skal lave nødundervisning for. De må være i skole i fire timer og en god del af disse fire timer bruges på at vaske hænder. De holder afstand. Afspritter terninger, centicubes, stikbolde og hvad der ellers er nødvendigt. Leger zoneopdelt på legepladsen i bestemte tidsintervaller. 
Alle de nye tiltag skal man selvfølgelig vænne sig til. Men en af de mange gode ting ved børn er, at de tilpasser sig utrolig hurtigt. Og når de kan, så kan læreren vel også. Hun skal bare bruge lidt længere tid.
Derudover er børn heldigvis børn, virus eller ej. Og børn er, og har altid været nogle af dem, som  læreren har det allerbedst med.
I nødundervisningsdansktimen var en dreng gået helt i stå i opgaven. Han skulle ud fra en historie om et røveri i læsebogen beskrive "den lille røver". Læreren måtte hjælpe ham på vej. Hun viste ham, hvor i teksten, der stod noget om den lille røver, og drengen gik i gang med at skrive. Da han havde skrevet de tre første bogstaver i ordet "røver", kunne læreren ikke dy sig for at spørge ham, om han vidste hvad der stod, hvis han bare stoppede med at skrive der. Han læste ordet og lyste op i stort smil. De havde en lille snak om det sjove i, hvis man nu bare glemte de sidste to bogstaver. Drengen skrev lidt videre, gik i stå en masse gange, men nåede så heldigvis til at skulle beskrive "den store røver". Historien gentog sig, men denne gang var det drengen, der fortalte læreren, hvad der ville stå, hvis man glemte de sidste to bogstaver. De grinede. Og på en eller anden måde, var læreren kortvarigt tilbage på yndlingskaffestedet på stranden, hvor den samme americano-joke kørte om og om igen.


På samme måde kan den danske forårssol en gang i mellem sende læreren tilbage til livet på øen i bare tæer og uden ur. Eller en gåtur ved søerne.


Virussen vendte op og ned på lærerens verden - ligesom den gjorde på alle andres verdener - hele verden, faktisk. 
Ikke fordi læreren har fået virussen (endnu i hvert fald). Men fordi den tvang resten af verden til at tage nogle beslutninger, som vendte op og ned på lærerens verden på det helt forkerte tidspunkt. Lige midt i eventyret. På den måde føles det som om, at virussen er i gang med at vinde en meget uretfærdig kamp over læreren.
- For i øjeblikket kan hun ikke lade være med at ærgre sig over alt det, hun på grund af virussen ikke nåede. Ikke oplevede. Alle de planer, virussen ødelagde.
Men hvis hun tænker sig godt om - som hun ind i mellem drister sig til - kan hun heldigvis heller ikke lade være med at tænke på alt det hun rent faktisk nåede at opleve. Alt det, hun heldigvis i små glimt bliver mindet om ret ofte. Det kan virussen aldrig tage fra hende, og på den måde kan hun måske i sidste ende vinde over virussen alligevel. 

Læreren håber også, at resten af verden kommer sig og vinder over virussen. Hun er klar over, at det for hele verdens vedkommende slet ikke kan stilles så simpelt op, som det kan i lærerens verden. Hun er klar over, at det i den verden handler om økonomi, om sundhedssystemer og sygdomsnetværk og om samfund, som virussen er i gang med at banke helt i bund på alle mulige afgørende parametre. Om ensomhed, hudsult og i sidste ende liv og død. 
Det skal man ikke negligere - det ville være naivt. Og nok er læreren naiv og idealistisk, men med alderen har realismen også meldt sig. Læreren kan godt være realistisk, hvis hun virkelig skal.

Heldigvis har læreren ikke det forkromede ansvar for hele verden. Det har hun primært for sin egen verden, Lærerens verden. Og den får hun ligeså langsom vendt rigtigt igen, blandt andet ved hjælp af de små glimt, de gode minder og glæden over de mange gode oplevelser, som hun nåede at have med kollegerne, de lovende unge mennesker og Simbaband. Dem står virussen magtesløs overfor, og det fryder læreren sig over.
I dagens nødmatematikundervisning skulle der spilles et spil. I et makkerpar vandt en dreng over en pige, og han begyndte straks at hovere. Læreren måtte derfor spørge om han huskede, hvordan man var en god vinder. Drengen tænkte sig længe om, men svarede så, at man jo kunne sige "god kamp" til sin modstander og tilføjede efter yderligere betænkningstid med et anerkendende blik mod pigen: "..Det var faktisk også en ret tæt kamp". 
For det meste, er det ikke så godt at fryde sig og være hoverende, når man vinder over nogen. Men i tilfælde af at kampen er mod en virus, så må man gerne fryde sig og være hoverende. Og det gør læreren ved at skyde med fantastiske, uforglemmelige minder og oplevelser imod virussen - i tykke stråler og med spredehagl!
Det simple liv. Dykkerturene. Americano-jokes. Simbaband. Kollegerne. De lovende, unge mennesker. Gåturene. Dans under palmerne i bare tæer. Alle Misaki'erne. Moon-rise, stjerner og stjerneskud i tusindvis. Solopgang af vandet og solnedgang i palmesilhouetterne. 
Det blå vand i alle dets uendelige afskygninger. 


Virussen skal nok komme godt og grundigt ned med nakken i lærerens verden. Og så håber læreren, at dem, der har det forkromede ansvar for den rigtige verden formår at finde de rigtige skyts frem, så virussen også i virkeligheden kommer ned med nakken og bliver spillet helt og aldeles ud af banen. 

Og så må der ellers hoveres.