Lærerens sommerferie

Ja. Lærerens Verden bør vel - fra et fagligt perspektiv i hvert fald - ikke omhandle hvad hun går og foretager sig i sin ferie. Men nu er det heldigvis sådan med denne blog, at den omhandler det, der fylder i lærerens verden og som læreren derfor føler et behov for at skrive om. Så skulle der sidde nogen læsere derude og blive lidt gnavne over det irrelevante indhold - ja, så står det dem jo heldigvis helt frit for, om de vil læse med eller ej. Denne blog er, og har altid været mest for lærerens egen skyld uanset. Og hvis andre så har lyst til at følge lidt med, er de mere end velkomne til det. Det er fra lærerens side helt forståeligt, hvis man ikke gider at høre om hendes feriebedrifter.

Ikke desto mindre, er hun denne sommer særligt godt tilfreds med hendes sommerprogram - selvom det for første gang længe ikke indeholdt en tur til det store udland (förlåt, udover Sverige).

Ovenpå et underligt og anderledes forår, hvor nogle ting ikke gik som læreren ønskede, kunne hun mærke, at det var nødvendigt at skubbe nogle grænser. Prøve sig selv lidt af. Se hvilke tanker der egentlig dukker op, hvis man fjerner det meste af alt det, der plejer at fylde hovedet. Og kun er i sit eget selskab.

Det hele skulle munde ud i en vandretur på Møn. For at dette skulle blive en god oplevelse, lagde læreren lidt opvarmning ind, der passede sammen med de ting, hun ellers havde planlagt.

For at prøve vandrestøvlerne - og stængerne for den sags skyld af, vandrede hun til Smidstrup på 2 dage. Her har hendes søster og svoger for nyligt købt sommerhus, og hvorfor ikke kombinere et sommerhusbesøg med lidt vandring?

Dag 1 hjemmefra og til Hillerød og dag 2 fra Hillerød og til Smidstrup. Læreren fik som ønsket gjort sig nogle gode erfaringer:

1) Lad være med at gå 34 km på dag 1, hvis du ikke har varmet stænger og fødder yderligere op. Det kan mærkes på dag 2. Skal du gå fra København NV til Hillerød, kan du med fordel tage toget for at komme ud af forstæderne. Så spændende er Emdrup, Vangede og Gentofte heller ikke (Undskyld).

2) Tjek om der er det rigtige antal såler i vandrestøvlerne (Skal der ikke kun være 1 par såler, tænker du måske? Og jo, det skal der, så derfor er det ikke hensigtsmæssigt at gå i 2 dage med 2 såler i hver støvle.)

3) Lyt efter kroppens signaler. Hvis du primært bruger hofterne til at flytte stænger og fødder fremad, kompenserer du for meget. Så er det måske tid til at kapitulere.

Ja, for læreren måtte kapitulere da der var 6-7 km tilbage. Det indså hun - ikke fordi hun lyttede til kroppens signaler - men fordi hun blev overhalet af to søde, pensionerede damer, der var ude at spadsere. "Du ser træt ud", sagde de, da de overhalede den hoftevandrende lærer, og da de hørte, hvor hun skulle hen, udbrød de prompte: "Smidstrup?! Der er langt!" Det kom så prompte, at læreren ikke brød sig om det, men efter en pause og noget vand på den ene dames bænk, begav hun sig afsted igen. Efter et par kilometer, ramte hun en landevej, hvor bilerne kørte så stærkt, at læreren frygtede for sin sikkerhed, da hun virkelig ikke var i stand til at undvige noget som helst med sin ubekvemme hoftegang. Og ved tanken om, at de sidste 6-7 km skulle foregå på den slags vej, sendte hun sms'en afsted, og vupti - så blev hun hentet og fik både cola zero, fodbad og et kryds & tværs-blad. Det var den helt rigtige beslutning.

Alt i alt nogle gode erfaringer. Og læreren fik - udover de lidt grå forstæder også set det meste af kongevejen (den er lang), det meste af Grib skov (sådan føltes det - der var flot!) og masser af smukke marker og hyggelige veje og stier. Ja, og så havde hun tilmed en tiltrængt vandrepause i Hillerød, hvor der blev disket op med både god mad, hindbær fra haven og G&T's. Hvad mere kan man så ønske sig?

 

Næste opvarmningsøvelse blev kombineret med en dameuge i et sommerhus i Sverige. Hvorfor egentlig ikke cykle til Båstad? Læreren er ret begejstret for Tour de France og tænker ofte på, hvordan det egentlig føles at "have ramt muren" og på, hvor meget man egentlig som ganske almindelig uprofessionel cykelrytter kan tilbagelægge på en dag. Samtidig fandt hun et shelter i Helsingør via airbnb (Luksusudgaven med stikkontakt og madras i shelteret og adgang til lille køkken og toilet. Men dog et shelter.). Hun ville gerne prøve hvordan det var et sove i et shelter uden friluftskyndige venner, inden hun skulle prøve det på Møn.

Og ligesom vi i Danmark har en hyggelig kystvej mellem København og Helsingør, ja, så findes der en tilsvarende rute langs den svenske kyst, Kattegattleden. Hvorfor ikke prøve den af? Hun vidste ikke præcist hvor langt der var fra Helsingborg og til sommerhuset lidt udenfor Båstad men regnede sig frem til omkring de 100 km. Max 110.

Også her gjorde læreren sig nogle værdifulde erfaringer:

1) (Nok mere en konstatering) Det går VIRKELIG hurtigt, når man cykler i stedet for at gå.

2) Det er nemt at sove i shelter, når der både er stikkontakt og adgang til køkken, toilet og bad. Det er tilmed meget trygt, når det er i nogens baghave. Fantasien skal dog stadig holdes nede. Hele tiden.

3) Der er 120 km fra Helsingborg og til sommerhuset. Når man har 2 cykeldage, er det ikke nødvendigvis det mest hensigtsmæssige at cykle 45 km den første dag og 120 km den anden dag.

4) Der er noget, der hedder Hallandsåsen. Det er et slags bjerg mellem Ängelholm og Båstad. På Kattegattleden bestiger man det forholdsvis langsomt, og på en sådan måde at det egentlig ikke føles som om man kører opad. Man tror bare, at man "har ramt muren" virkelig mange gange. Når man så er i gang med at konkludere, at man vitterligt ikke kan mere, begynder det så heldigvis at gå meget nedad i meget lang tid. Her bliver det lidt ekstra spændende, hvis man som læreren kun har håndbremser på cyklen. De virkede heldigvis fint. Igen skal fantasien lige kontrolleres.

5) (Nok også mere en konstatering) Det blæser meget ved kysterne. Men der er virkelig flot. Kattegattleden gik også ind i mellem ind i det svenske fine land. Her havde læreren (især på vej op ad Hallandsåsen) flere gange en følelse af, at der var en meget lokal modvind på spil. Hun mærkede den klart og tydeligt, men kiggede hun på markerne, grenene, bladene omkring sig, stod de stille på en faktisk ret provokerende måde?

6) Man får ikke vabler på fødderne af at cykle. Og benene er væsentligt mindre ømme efter 2 dage og 165 km's cykling end efter 2 dage og 62 km's vandring. Vinden og bakkerne er til gengæld væsentligt mindre træls, når man vandrer i forhold til, når man cykler.

Efter den lange cykeltur ventede dejlige damer, G&T's, god vin, god mad og en dejlig uge i det svenske, hvor hyggen heldigvis ikke var bundet op på vejret, men udelukkende på det helt uovertrufne selskab.

(Sidste 2 billeder er fra lærerens avancerede garmin-ur. Den grønne linje er højden og det blå er hastigheden. Bemærk Hallandsåsen - både i højde og hastighed!)

Herefter var læreren ved at være klar til den store prøvelse. Camønoen. Hun glædede sig helt vildt til at gå. Og så var hun helt vildt bange for at skulle sove i shelter. Der var to skrækscenarier. 1) At sheltrene var overfyldt, så der ikke var plads til hende. I tilfælde af dette medbragte læreren en pressenning, nogle teltpløkker og noget snor og en meget begrænset viden om, hvordan det skulle bruges. Hun håbede virkelig ikke, at hun fik brug for det. 2) At sheltrene var helt tomme, så hun skulle tilbringe en nat helt mutters alene. I tilfælde af dette, havde læreren anskaffet sig en peberspray og lagt en flugtplan. Hun håbede virkelig heller ikke at få brug for dette.

Lærerens fantasi er god. I nogle situationer alt for god. Derfor havde hun meget af denne sommer gået og forestillet sig alle de ting, der kunne ske i disse sheltre. Underligt nok, er det aldrig de gode scenarier fantasien stiller op. Hun var ærligt talt temmelig panisk ved tanken om sheltrene. Men hun ville så gerne gå, og derfor nægtede hun at lade fantasi og frygt stå i vejen. Så afsted skulle hun.

I bussen på vej derned besluttede læreren sig for at lade være med at bekymre sig. Det var ikke helt let, men det virkede nogenlunde. Så med lige dele begejstring og angst, begav hun sig ud på den vandretur, hun følte, hun havde varmet op til hele sommeren. 

Dag 1 
(Fra Stege-Nyord / 18,7 km / Overskyet med lidt sol og opklaring sidst på dagen)

Læreren satte god fart, for hun ville så gerne nå at få en plads i et shelter, så hun ikke skulle have presenningen i brug. Møn var flot. Hun havde aldrig været der før. Blev mindet om de svenske marker og cykelturen. Så en vindmølle og tænkte på dengang hun for 15 år siden besøgte nogen i Jylland, som havde en vindmølle, som hun var oppe at sidde på. Ja, vitterligt ovenpå. Det var vildt. Gik på små hyggelige stier og sommerhus-veje. Ankom til fugleøen Nyord. Satte direkte kurs mod sheltrene, hvor hun mødte et kærestepar, der sad og lavede mad. Der var to tomme sheltre og to fyldte. Nervøst spurgte hun parret om de vidste om der var en ledig plads. De vidste kun, at de havde booket shelter 1. Og at alle de andre sheltre også var booket. Men at det jo ikke var sikkert at der kom nogen. Læreren tog mod til sig, og spurgte meget nervøst parret om der mon var en chance for, at hun måtte få en plads i deres shelter, hvis de andre blev optagede. "....Jaaah...", svarede pigen efter en pause, der var længere end læreren brød sig om. Det kunne da godt være, at de kunne finde ud af noget. Men hun syntes lige de skulle vente og se. Læreren fik allernådigst lov at stille sine ting i deres shelter og satte sig så på en bænk lidt væk og vidste ikke helt hvad hun skulle stille op. Hun måtte jo bare vente og se. Hun kunne jo godt forstå at parret ikke syntes det var fedt at dele. Omvendt var de kommet i bil og læreren var på vandretur. Og på hendes camønokort blev sheltrene beskrevet som oplagte steder for vandrere. Det var "god camøno-stil", at rykke sammen, så der var plads til en til, havde hun læst. Det virkede ikke som om, det var noget parret havde læst. Og så alligevel. For efter lidt tid, kom pigen op til læreren og sagde, at de sagtens kunne holde øje med hendes ting, hvis hun ville ud at gå lidt. Og også, at hun gerne måtte sove i deres shelter, hvis de andre viste sig at blive fyldt op. Hun understregede det faktisk så mange gange, at læreren virkelig troede på hende. Nu kunne roen sænke sig og hun gik en tur. På vej tilbage så hun en slange, der lå og nød solen. Den var brun og sort og ret stor og lærerens veninde, der også er miljøkendskabslærer, mener, at det har været en hugorm eller en snog. Endnu sejere! Læreren har længe drømt om at se en slange. Det lykkedes ikke i Afrika, men tænk, det lykkedes på Møn. I forlængelse af lærerens møde med slangen forsvandt dog lysten til at sove under presenningen endnu mere. Ja, den plan blev nok i virkeligheden skrottet lige der.

Læreren kom tilbage og konstaterede at der fortsat var et helt tomt shelter, som hun lagde sig i. Hun tilberedte usikkert en meget simpel færdigret på et tidspunkt, hvor der ikke var andre i nærheden. De skulle jo nødig opdage, at hun stort set aldrig havde brugt et trangiasæt før. Inderst inde vidste læreren nok godt, at det lyste ud af hende, hvor ny hun var i shelterlivet. Men der var ingen grund til at udpensle det yderligere. Senere kom der to piger og spurgte om de måtte låne lærerens tændstikker til deres trangia. Og da læreren henkastet spurgte om de også ville låne hendes læfolie, følte hun sig da også kortvarigt lidt sej, (Læfolie er en slags tyk sølvpapir, der kan sættes op, så det skærmer for vinden, når man tilbereder noget på trangia. Noget læreren udelukkende kendte til og havde anskaffet sig, fordi hendes meget tjekkede svigerinde, havde fortalt hende om det. Men det behøvede de to piger jo ikke at vide.)

Læreren havde en fin nat i shelteret, omend hendes fantasi skulle tales ned mange gange. Flere gange var hun overbevist om, at der pludselig lå en mand i den anden ende af shelteret. Hvad kunne han ikke finde på? Senere vågnede hun op med et sæt, fordi hun troede hun var i gang med at blive overfaldet af en hund eller en ulv eller noget andet stort og ubehageligt. Og sådan føltes natten lidt lang, men hun kom igennem den og sad meget stolt med sin trangialavede morgenkaffe og følte sig klar på en ny dag i det fri.

   

Dag 2
(Fra Nyord-Elmelunde / 26,3 km / REGN! Opklaring efter ankomst)
Vejrudsigten har været lunefuld denne sommer. Så selvom der stod regn det meste af dag 2 i lærerens vejr-app, var hun optimistisk nok til at håbe, at det ikke nødvendigvis passede. Men det gjorde det virkelig. 
I starten var det helt i orden - faktisk lidt hyggeligt. Jo vådere det blev, jo mindre hyggeligt blev det. En ting er at gå i regnvejr - men at holde pause i det - det er bare ikke rart. Og selvom der var bænke at finde flere steder på camøno-ruten, så var bænke i tørvejr ikke lige det, der var flest af. 
Heldigvis havde læreren valgt at booke et værelse på en pension på ruten. (Jaja, mere friluftstype er hun altså heller ikke.) Det skyldtes primært, at hun ikke kunne finde nogle sheltere på ruten i det område, hun gerne vil nå til. Og så var der jo ikke andet for, end at booke en overnatning. Ikke mindst nu, hvor presenning-planen havde tabt til slangen.
Tanken om pensionen fik hende igennem den våde etape. Da hun på et tidspunkt trængte så meget til en pause at hun valgte at sætte sig på en bænk under nogle træer i håbet om, at der var bare lidt tørt (det var der overhovedet ikke.), var hun virkelig træt af det. Hun genkendte følelsen fra Hallandsåsen. Der kunne man dog stå af og trække. Problemet med regnen var, at man ikke kunne få en pause fra den. Efterhånden var lærerens sko blevet drivvåde. Hendes rygsæk var ikke helt så vandtæt, som hun troede og selv regnjakken svigtede på udvalgte steder. Et par dybe indåndinger og tanken om pensionen fik fødderne til at fortsætte. Og endelig var hun fremme. Alt det våde kom i tørrerum, hun ramte sengen og flyttede sig stort set ikke resten af dagen. Solen begyndte at skinne udenfor, men hun skulle ikke mere ud den dag. Hun kunne mærke hun var forarget på vejret. Ved nærmere eftertanke kunne hun også mærke, hvor fjollet det var, så hun bevægede sig modvilligt ud i aftensolen i max 7 minutter, hvorefter hun forkælede sig med en øl fra Møns Bryghus og lidt podcast. 

(Der er ikke mange billeder fra regnvejrsruten. Det giver vel sig selv hvorfor. Bemærk bare selfien fra dengang det var hyggeligt, og selfien fra dengang det virkelig ikke var hyggeligt længere.)

Dag 3
(Fra Elmelunde-Møns Klint / 32,5 km / Sol og dejligt vejr hele dagen)
Læreren var i godt humør. Hun var tør og solen skinnede og i dag ville hun ankomme til klinten. Hun gik med lette skridt og mindede sig selv om, at der pt ikke var noget som helst sted, der gjorde ondt. Det var godt lige at huske. Hun sagde godmorgen til de køer og heste hun passerede og så til sin store begejstring 6 harer indenfor de første 15 minutter af gåturen. Allerede en megagod dag.
Aftenen før havde hun lagt en plan: Hun ville tjekke ledigheden i de 2 sheltre der var efter Møns klint. Var de ikke ledige ville hun gå til Klintholm Havn og tage en bus hjem. Med god samvittighed. Bum. Ingen bekymring - der var jo en plan!
Læreren spurgte tilskyndet af sit gode humør sig selv, hvad det egentlig var, hun gerne ville have ud af denne gåtur. Og sådan fik hun lavet en masse gode aftaler med sig selv, om hvordan hun kunne starte det nye skoleår ud under de bedste forudsætninger. 
Aftalerne hed eksempelvis: 

• Vær glad eller sørg for at blive glad. 
• Spil guitar hver dag. Begynd måske at gå til det igen?
• Lad være med at bekymre dig. Læg det fra dig eller læg en plan.

Og sådan fortsatte hun begejstret med den ene gode aftale efter den anden. Hun kom ud til kysten, og der var helt fantastisk flot. Fandt et sted med nogle flade sten, som nogen havde lavet til en form for stole. Holdt pause der uden overhovedet at trænge til pause. Det var bare for hyggeligt.

Og bedst som hun troede at det ikke kunne blive bedre, kom hun forbi en stendysse fra bronzealderen. (Ja, læreren blev efter at have undervist i historie i 3. klasse for et par år siden virkelig fascineret af bl.a. bronzealderen!) Tænk, for 2800 år siden havde der gået bronzealderfolk rundt lige her og ... hugget i sten. Wow!

Bedst som læreren igen troede, at det ikke kunne blive bedre hørte hun noget bag sig. Hun troede det var en cyklist, men da hun vendte sig og kiggede var der lige landet en påfugl omkring 5-7 meter fra hende. En påfugl!?! Læreren anede ikke at disse fandtes fritgående i Danmark. 

Og så fandt hun klinten. Endnu mere wow! Den var virkelig flot! Efter at have været stort set alene på det meste af ruten, var det mærkeligt pludselig at gå imellem så mange andre folk. Hun mærkede også, at hun efterhånden var virkelig træt. Ruten til klinten var længere end antaget. Hun besluttede sig derfor for, at var der ikke plads i det første shelter, var det ok at hun tog bussen hjem. Det kunne man nemlig i nærheden. Bare ikke senere end 15.58.

Hun havde det godt med denne plan. Efter sidste shelterbesøg, følte hun sig overbevist om, at hun nok skulle kunne få lov at klemme sig ind.

Hun kunne snart ikke gå mere, da hun endelig fandt skiltet mod shelteret. Hjertet bankede noget hurtigere. Nu blev det spændende. Hvem ville hun møde? Hvor mange?

Hun så 4 græstag og undrede sig. En frygt voksede i hende og den blev virkelig, da hun stod midt i mellem de 4 sheltre. De var helt tomme. Ikke. et. eneste. menneske. Der var ikke nogen?

Nå. Det her, havde læreren jo en plan for. Pebersprayen og flugtplanen. Hun var bare slet ikke forberedt på det. Sheltrene var jo bookede? Hvor var de henne, dem, der havde booket? Måske var de ikke kommet endnu? Måske kom de slet ikke?

Klokken var 15.17. Tre kvarter til sidste bus gik ca. 5-700 meter fra sheltrene. Det kunne jo godt være, at der kom nogen lidt senere? Som enten havde plads til læreren eller ikke havde plads til læreren. Presenningen var droppet, så alternativet var Klintholm Havn. Det vidste læreren godt, at hendes bevablede fødder ikke var klar på. Eller også kom der ikke nogen. Så skulle hun jo bare lægge sig til at sove med sin peberspray, sin telefon og sine briller ved hånden og være klar over hvor hendes sko var, så hun kunne spraye, løbe og ringe til politiet. 

Læreren satte sig ned og grublede lidt. Ikke over hvad hun skulle gøre - for det vidste hun desværre godt. Inderst inde havde hun, helt fra hun så at sheltrene var tomme, godt kunnet mærke, at hun ikke kom til at sove alene derude. Hun grublede over, hvad dette gjorde ved alle de gode aftaler, hun tidligere på dagen havde indgået med sig selv. Det er jo meningsløst at lægge planer, hvis man ikke følger planerne? Og dumt. Hun var dum. En dum, bange, naiv og idealistisk lærer, der troede at hun kunne realisere sig selv og skubbe grænser. Det kunne hun bare ikke. Det var jo helt og aldeles meningsløst det hele.

Læreren gik slukøret og skamfuld hen for at finde bussen. Fiasko. 

Som den ene bus efter den anden og derefter et par tog, langsomt bragte hende hjemad begyndte hendes skæbnesvangre beslutning at bundfælde sig. Hun havde jo faktisk fundet ud af, hvor langt hendes grænse kunne skubbes. Og det er vel meget godt at vide? Og det er ok, at der er nogle ting, man ikke tør. Hvis man virkelig ikke tør dem. I forhold til det med at lægge planer, ja, så er læreren stadig bedre tjent med nogle planer, der afhjælper bekymringerne. Der skal bare lige tilføjes, at det kan være nødvendigt at ændre i planerne. Og det er jo sådan set også en fin erfaring at gøre sig. 

Et lettelsens smil bredte sig over lærerens ansigt, da det gik op for hende, at hun slet ikke var så dum. Bange og naiv, måske. Idealistisk, helt sikkert. Sikkert også lidt dum. Men i bund og grund var det ok. Hun var ok.

Hun kiggede ud af vinduet. Fortsat smilende. Tænkte på påfuglen, slangen, stendyssen og den smukke klint. Påfuglen igen. Og på Hallandsåsen, de to gamle damer og Nordsjællands smukke skove. På de flotte kystbyer i Danmark og Sverige og på vindmøllerne, modvinden, regnvejret og hendes første hjemmelavede færdigret over trangia (mums). Påfuglen igen. Miljøkendskabslæreren siger i øvrigt, at der ikke findes fritgående påfugle i Danmark, så den må være stukket af hjemmefra. Måske fra et eksotisk land, hvor den var en prinsesses kæledyr? Måske fra onde kidnappere, der ville have fingre i dens smukke fjer? Måske fra Afrika? I hvert fald var den stukket af. Den ville på eventyr - ligesom læreren.

Sikke en sommer - for både læreren og påfuglen.