Lærerens verden vendt op og ned

Det er ikke bare lærerens verden, der er vendt op og ned for tiden. Det er alles verden. Hele verden, faktisk. Men læreren plejer jo primært at berette om sin egen verden. Den har bare været lidt svær at få hold på de seneste par måneder. Ligesom resten af verden.

Hun rejste tilbage til øen i det blå vand i starten af februar og studsede da godt over, at man i flyet skulle udfylde et ark med spørgsmål om, hvorvidt man havde rejst i Kina de seneste tre uger eller om man havde nogen som helst form for sygdomssymptomer? Det var på grund af den der virus. Men læreren var ikke bekymret. Zanzibar ligger langt fra Kina.
Hun nød virkelig at være tilbage på øen og at få lov til at være musiklærer for endnu en flok lovende unge mennesker - 68 styks denne gang. Og hun nød at være tilbage i sandet, under solen i det simple liv tæt på det blå, blå vand.

Som ugerne gik hørte de mere og mere om virussen og selvom den bredte sig til flere og flere lande, var det stadig ikke noget læreren gik og bekymrede sig over.

Hun brugte i stedet tiden på at gå rundt i bare tæer og uden makeup. Uret havde hun lagt fra sig for længst, for på Zanzibar går tiden helt stille og roligt af sig selv, uden at man behøver at holde øje med den i tide og utide. Lærerens dag gik ofte med at spille musik - både med de lovende, unge mennesker og med de lokale, der arbejdede på skolen. De havde faktisk lavet et band sammen, læreren og de lokale på skolen - de planlagte øvere var der ikke mange af, men hvis læreren sad og spillede guitar eller klaver, kom der som regel nogen, der gerne ville være med. Sådan opstod Simbaband, og det vil altid have en helt særlig plads i lærerens hjerte.

Der var også dage, der gik med forskellige slags møder. Ikke den slags online-møder, som læreren går til nu, men møder, hvor man sad sammen - ofte et eller andet udendørs sted, der var overdækket, så solen ikke brændte, men med udsyn til palmer. Der var altid en fane, der kørte i en fast, ujævn, larmende rytme, og som oftest et firben, man kunne betragte, mens man lyttede til dagsordenen. Og jo, den er god nok - læreren er blevet overraskende glad for firbenene. Hun kalder de fleste af dem Misaki Doi efter yndlingstennisspilleren og udover at de er flotte, spiser de edderkopper og andre insekter, hvilket for læreren er en kæmpe kvalitet.

(Det hører til sjældenhederne at læreren på ovenstående vis tager Misaki'erne i hænderne - måske er det derfor, at det blev foreviget denne gang. Og bare rolig - den slags kunne hun selvfølgelig aldrig finde på, imens hun sad til møde.)

Når læreren ikke arbejdede, gik hun ofte tur på stranden. Selvom det for det meste var den samme tur hun gik hver gang, så det altid forskelligt ud på grund af tidevandet og himlen. På gåturene mødte hun altid en masse masaier og andre folk, og de ville altid gerne snakke. Det var, med ganske få undtagelser, altid det samme, man snakkede med dem om. De spurgte hvordan man havde det. Så hvad man hed. Hvor man kom fra. Om man kunne tale swahili. Og så kommenterede de for det meste også lærerens højde og hendes tatoveringer. Den slags samtaler kunne man snildt have en håndfuld af på sådan en gåtur. Det kunne læreren godt lide. 

Ofte gik hun også til yndlingskaffestedet for at få en americano, flankeret af en bitter lemon sodavand. Når hun bestilte americanoen lavede hun altid samme joke - med de samme baristaer. Og de grinede altid lige meget. 

Læreren var også svært glad for en eftermiddagsøl på en af strandens mange barer. I selskab med en eller flere kollegaer. Sidst på eftermiddagen, når solen ikke var helt så varm, blev der altid spillet fodboldkampe på stranden. Der kunne være imponerende mange på hvert hold og målene var altid bittesmå, så det var altid underholdende at se på.

Og ellers kunne man altid kigge på det blå vand og masaiernes jagt på de forbipasserende turister. Eller på manden, der solgte kokosnødder. Hans kokosnøddesang var ikke til at tage fejl af og hørtes på lang afstand: 

"Cooooconuuuut... Coooconuuuut Juiiiiisss..."

  

Ja, og så var der køerne. De kom også spadserende de fleste dage. Hvorfra og hvortil ved læreren ikke. Læreren kunne godt lide at betragte dem. Forestille sig hvor de skulle hen. Grine af alle turisterne, der altid stimlede sammen for at tage billeder af dem.

Alt sammen var blevet en del af lærerens rutiner og det var med til at gøre hendes liv helt perfekt, simpelt. Hun levede sin drøm og sit eventyr og alt var godt.

Og langsomt, mens læreren så godt som intetanende gik rundt og nød det simple liv, arbejdet med kollegerne, de lovende unge mennesker og Simbaband, bredte virussen sig mere og mere. Og med den panikken.

Panikken ramte Danmark væsentligt før, den ramte Zanzibar. Læreren ramte den ikke. 

Det eneste, der ramte læreren, var en frygt for at blive sendt hjem til Danmark før tid. I starten var den lille, men med virussen og panikken, voksede frygten også.

Danmark lukkede ned og lærerens frygt voksede i bølger, og bedst som hun troede at katastrofen var afværget, blev den en realitet. 

Og pludselig sad læreren i karantæne hjemme i sin lejlighed og fattede ingenting. 

Hun vidste godt, at der ikke var noget at gøre. At det ikke bare var hendes verden, der var ramt. Det var hele verden. Det er hele verden.

Fra læreren fik beskeden om, at de skulle hjem og til hun sad i sin lejlighed, gik der lige nøjagtigt tre døgn. Det var nogle uforglemmelige og fantastiske døgn, hvor hvert eneste minut blev udnyttet maksimalt og de mennesker, hun delte dem med, vil nok altid betyde noget særligt for hende. 

Nu er der gået en måned og læreren har fået lov til at komme tilbage til sit arbejde som lærer i 1. klasse. Det er hun helt ubeskriveligt glad for.

Heller ikke i den verden er tingene som de plejer. Læreren har nu en lille gruppe børn, som hun skal lave nødundervisning for. De må være i skole i fire timer og en god del af disse fire timer bruges på at vaske hænder. De holder afstand. Afspritter terninger, centicubes, stikbolde og hvad der ellers er nødvendigt. Leger zoneopdelt på legepladsen i bestemte tidsintervaller. 

Alle de nye tiltag skal man selvfølgelig vænne sig til. Men en af de mange gode ting ved børn er, at de tilpasser sig utrolig hurtigt. Og når de kan, så kan læreren vel også. Hun skal bare bruge lidt længere tid.
Derudover er børn heldigvis børn, virus eller ej. Og børn er, og har altid været nogle af dem, som  læreren har det allerbedst med.

I nødundervisningsdansktimen var en dreng gået helt i stå i opgaven. Han skulle ud fra en historie om et røveri i læsebogen beskrive "den lille røver". Læreren måtte hjælpe ham på vej. Hun viste ham, hvor i teksten, der stod noget om den lille røver, og drengen gik i gang med at skrive. Da han havde skrevet de tre første bogstaver i ordet "røver", kunne læreren ikke dy sig for at spørge ham, om han vidste hvad der stod, hvis han bare stoppede med at skrive der. Han læste ordet og lyste op i stort smil. De havde en lille snak om det sjove i, hvis man nu bare glemte de sidste to bogstaver. Drengen skrev lidt videre, gik i stå en masse gange, men nåede så heldigvis til at skulle beskrive "den store røver". Historien gentog sig, men denne gang var det drengen, der fortalte læreren, hvad der ville stå, hvis man glemte de sidste to bogstaver. De grinede. Og på en eller anden måde, var læreren kortvarigt tilbage på yndlingskaffestedet på stranden, hvor den samme americano-joke kørte om og om igen.

På samme måde kan den danske forårssol en gang i mellem sende læreren tilbage til livet på øen i bare tæer og uden ur. Eller en gåtur ved søerne.

Virussen vendte op og ned på lærerens verden - ligesom den gjorde på alle andres verdener - hele verden, faktisk. 

Ikke fordi læreren har fået virussen (endnu i hvert fald). Men fordi den tvang resten af verden til at tage nogle beslutninger, som vendte op og ned på lærerens verden på det helt forkerte tidspunkt. Lige midt i eventyret. På den måde føles det som om, at virussen er i gang med at vinde en meget uretfærdig kamp over læreren.

- For i øjeblikket kan hun ikke lade være med at ærgre sig over alt det, hun på grund af virussen ikke nåede. Ikke oplevede. Alle de planer, virussen ødelagde.

Men hvis hun tænker sig godt om - som hun ind i mellem drister sig til - kan hun heldigvis heller ikke lade være med at tænke på alt det hun rent faktisk nåede at opleve. Alt det, hun heldigvis i små glimt bliver mindet om ret ofte. Det kan virussen aldrig tage fra hende, og på den måde kan hun måske i sidste ende vinde over virussen alligevel. 

Læreren håber også, at resten af verden kommer sig og vinder over virussen. Hun er klar over, at det for hele verdens vedkommende slet ikke kan stilles så simpelt op, som det kan i lærerens verden. Hun er klar over, at det i den verden handler om økonomi, om sundhedssystemer og sygdomsnetværk og om samfund, som virussen er i gang med at banke helt i bund på alle mulige afgørende parametre. Om ensomhed, hudsult og i sidste ende liv og død. 

Det skal man ikke negligere - det ville være naivt. Og nok er læreren naiv og idealistisk, men med alderen har realismen også meldt sig. Læreren kan godt være realistisk, hvis hun virkelig skal.

Heldigvis har læreren ikke det forkromede ansvar for hele verden. Det har hun primært for sin egen verden, Lærerens verden. Og den får hun ligeså langsom vendt rigtigt igen, blandt andet ved hjælp af de små glimt, de gode minder og glæden over de mange gode oplevelser, som hun nåede at have med kollegerne, de lovende unge mennesker og Simbaband. Dem står virussen magtesløs overfor, og det fryder læreren sig over.

I dagens nødmatematikundervisning skulle der spilles et spil. I et makkerpar vandt en dreng over en pige, og han begyndte straks at hovere. Læreren måtte derfor spørge om han huskede, hvordan man var en god vinder. Drengen tænkte sig længe om, men svarede så, at man jo kunne sige "god kamp" til sin modstander og tilføjede efter yderligere betænkningstid med et anerkendende blik mod pigen: "..Det var faktisk også en ret tæt kamp". 

For det meste, er det ikke så godt at fryde sig og være hoverende, når man vinder over nogen. Men i tilfælde af at kampen er mod en virus, så må man gerne fryde sig og være hoverende. Og det gør læreren ved at skyde med fantastiske, uforglemmelige minder og oplevelser imod virussen - i tykke stråler og med spredehagl!

Det simple liv. Dykkerturene. Americano-jokes. Simbaband. Kollegerne. De lovende, unge mennesker. Gåturene. Dans under palmerne i bare tæer. Alle Misaki'erne. Moon-rise, stjerner og stjerneskud i tusindvis. Solopgang af vandet og solnedgang i palmesilhouetterne. 

Det blå vand i alle dets uendelige afskygninger. 

Virussen skal nok komme godt og grundigt ned med nakken i lærerens verden. Og så håber læreren, at dem, der har det forkromede ansvar for den rigtige verden formår at finde de rigtige skyts frem, så virussen også i virkeligheden kommer ned med nakken og bliver spillet helt og aldeles ud af banen. 

Og så må der ellers hoveres.