Læreren på eventyr 2

August 2019. Læreren flyttede til Zanzibar og blev højskolelærer. En drøm gennem mange år blev virkelig.

September 2019. Hverdagen på Zanzibar var for alvor i gang. Læreren ELSKEDE det.

Oktober 2019. Læreren begyndte at mærke suget i maven ved tanken om, at eventyret allerede sluttede til Januar. Hun var IKKE færdig.

November 2019. Læreren satte alt ind på at få lov til at forlænge opholdet på Zanzibar. Der var MANGE ting, der skulle gå op i en højere enhed.

December 2019. Fortsat MANGE ting, der skulle gå op i en højere enhed, men drømmen levede.

Læreren holdt derudover jul og nytår på Zanzibar, stoppede med at være stresset under vandet, når hun dykkede og dansede rundt i bare tæer i sandet - alt sammen med den dejligste veninde.

Januar 2020. Fortsat MANGE ting, der skulle gå op i en højere enhed, men drømmen levede. 

Læreren kom hjem til Danmark og havde aftaler i lange baner med skønne, dejlige, savnede mennesker. 

Læreren frøs.

Februar 2020. De sidste ting gik endelig op i enheden og læreren fik lov til at tage afsted igen! DET LYKKEDES! 

Læreren er meget taknemlig - for hendes arbejdsgivere i Danmark, der forlængede hendes orlov. For hendes arbejdsgivere på Zanzibar, der forlængede hendes arbejde på Højskolen. For de nye lejere, der sørger for at holde hendes lejlighed varm, mens hun er væk. For hjælp til diverse praktiske ting og for de mange glædelige gensyn januar bød på. Og for, at de bedste kollegaer, man kan forestille sig, både findes i Søborg og på Zanzibar!

Men nu skal hun afsted igen. Og hun kunne hun ikke være mere klar. Taskerne er pakket. Lejligheden er klar til overlevering, køleskabet er så godt som tømt og alt vintertøjet er lagt på loftet.

Og det er godt. For Zanzibar har kaldt på hende, siden hun tog derfra den 10. januar. Det blå vand, det hvide sand, den særlige duft og varmen, der rammer på den der måde som er alt for svær at genkalde, når man står hjemme i kulden. Tanken om alle de gode mennesker, der venter på hende dernede. Tanken om at prøve det hele en gang til - bare uden at være helt så ny. Læreren glæder sig til at være den, der ved hvor man kan printe. Den, der kan fortælle om rutinerne og forklare hvordan og hvorledes med opvask og måltider. Den der kan vise vej til stranden og fortælle hvor det bedste sted at købe kaffe er. Måske endda smide rundt med et par swahiligloser. 

Det er ikke fordi det er nemt at sige farvel til alle de gode mennesker hjemme i Danmark. 

Men det gode er, at de heldigvis stadig er der til sommer, når læreren vender hjem igen. 

Der er dog nogle børn, der har en særlig plads i lærerens hjerte, og som det derfor er ekstra svært at sige farvel til. 

En på 7 måneder. Hun kan måske gå, når læreren er hjemme igen? To på 2,5 år, der kan sige alle mulige ord, og som garanteret begynder at snakke helt vildt meget i løbet af de næste 5 måneder. En på 5 år, der kommer til at være startet i skole, når læreren er tilbage! Og så en lille trold på 4 måneder, der jo kommer til at være mere end dobbelt så gammel næste gang læreren ser ham. Lige præcis de børn, kommer læreren til at savne på en anden måde end de voksne. På dem er det tydeligt på en anden måde, at tiden går. De er der heldigvis også, når hun kommer tilbage, og så skal der leges for alle pengene. I mellemtiden har børnenes forældre heldigvis lovet at sende billeder. Og i virkeligheden er det jo rart at savne nogen, selvom det ikke føles rart - for det betyder jo på en eller anden måde, at man har lukket nogen så langt ind, at de har fået en vigtig plads et sted indvendig. Læreren synes, det er en god ting, at der er nogen - faktisk mange, der fylder de vigtige pladser ud.

Tilbage til Zanzibar. Den lille ø syd for ækvator udfylder også en vigtig plads indeni læreren. Det er over 10 år siden, hun var der første gang. Og det er nærmest lige så lang tid siden, at hun begyndte at drømme om at bo der. Og nu bor hun der. Hun har en hverdag på Zanzibar. Et arbejde - endda et rigtig blæret et af slagsen. (Som en fyr på stranden sagde til hende, da hun fortalte, at hun var musiklærer: "Oh my god, you're so cool!" Cool er måske lige til den gode side - men læreren er bestemt stolt af sit job.)

Hun har et sted, hun altid går hen og bestiller kaffe. En americano. Og hver gang, hun bestiller den, beder hun om at få den med et flot mønster, ligesom når baristaerne laver hjerter i en cappuccino. Og hver gang griner alle baristaerne lige meget, for man kan jo ikke lave mønstre i en americano. 

Læreren har vist nævnt et par gange, at hun bor 3 minutter fra stranden. Har hun mon også sagt, at hun kan se solen stå op af havet hver morgen (hvis hun står tidligt op) og se den synke ned i palmerne hver aften? Hun kan bade i det blå vand, nyde solen og gå rundt i bare tæer i sandet. Og snakke med folk. For på Zanzibar har man altid tid til at snakke. Hvis det er på swahili, er det ret simple samtaler, læreren fører. Men det gør hende ikke noget. Det er faktisk en af de ting, hun sætter stor pris på. 

Simple samtaler, livet på stranden, hverdagen syd for ækvator. Det blå vand - som ja, er så blåt, at man har det som om, at det er første gang, man ser det, hver gang man ser det. Også selvom det er hver dag, man ser det.