Det er præcis 8 år siden i dag. Fredag d. 28. december 2001, kl. 11. Jeg var blevet sendt til lægen af min mor. Hun troede jeg havde mundherbes. Jeg var 17 år og 1 måned, og syntes, det var pinligt.
Lægen kiggede skarpt på mig, da jeg kom ind. Han har senere fortalt mig, at han troede, at jeg havde anoreksi, fordi jeg var blevet så tynd.
Han kiggede mig i munden. Stillede mig nogle spørgsmål, og så meget alvorlig ud. Så fandt han en maskine frem, der målte blodsukker, og tog bagefter en urinprøve.
Jeg fattede ikke mistanke til noget som helst, før han pludselig sagde til mig, at jeg højst sandsynligt havde sukkersyge. Mit blodsukker var så højt, at hans maskine ikke kunne måle det, og der var også en masse andre symptomer, der passede.
Jeg fik en lidt underlig fornemmelse i maven, men fattede stadig ikke så meget. Så sagde han, at jeg skulle på hospitalet, og jeg sagde ok, men spurgte hvor lang tid det tog, for jeg havde en aftale kl. 13. Så blev mavefornemmelsen ubehagelig: "Ane, du har sukkersyge, du skal indlægges med det samme!"
Han ringede efter en taxi, og derefter til hospitalet og meldte min ankomst. "Om det er akut?", hørte jeg ham sige, "det er en livsfarlig sygdom, hun skal behandles med det samme, ellers kan hun dø af det".
Jeg blev bange, ville ikke græde men gjorde det lidt alligevel. Han gav mig et akavet kram, der skulle trøste, men det trøstede ikke.
På hospitalet mødte jeg en masse forskellige fagfolk. Drop i hånden, stik i armen, hvidt tøj på. "Dit blodsukker er 43,4" fortalte de søde damer mig. Det sagde mig ingenting, men jeg kunne forstå på deres øjne, at det var meget. Jeg smilede høfligt. Min vægt var 55 kg, og med de 1,81 m de var fordelt på, kan jeg godt forstå, min læge tænkte på anoreksi... Min viden om sukkersyge var 0.
Da min far kom med de bekymrede, løftede øjenbryn på, begyndte jeg at græde lidt. Ellers var det hele egentlig også lidt spændende. Jeg havde aldrig så meget som brækket min arm, og har altid gerne villet prøve at være indlagt.
Idag er min viden om sukkersyge ret stor, blodsukkeret er ikke så højt, mens vægten er noget højere. Højden er den samme.
Jeg mindes fredag d. 28. december 2001 med et smil og en lille underlig følelse i maven... Den vil nok altid være der. Smilet har ikke altid været der, og får mig lige nu til at føle mig meget voksen og fornuftig. Og gammel.
Alligevel var jeg så optaget af at skrive dette her, at der brændte en hel sløjfe og en god del gran af min adventskrans bag mig, før jeg opdagede noget...
Helt voksen og fornuftig er jeg heldigvis ikke endnu.
Jeg undrer mig over mange ting. Noget af det, jeg undrer mig allermest over startede den dag - fredag d. 28. december 2001.
Monday, December 28, 2009
Tuesday, August 25, 2009
Mine kunder
Jeg tror, at min yndlingskunde er hende, den meget nøjsomme, som altid enten skal have en solita appelsinjuice, et glas hvidvin eller en cappucino. Hun bruger aldrig specielt lang tid hos os, men sidder altid bare og kigger frem for sig. På en måde med et rart udtryk, men alligevel også lidt ensomt. Når hun betaler, har hun altid lige penge og skal have kvitteringen.
Det, jeg elsker, er de små samtaler vi har. "Nå, så har vi fået godt vejr igen?", siger jeg, og bliver næsten afbrudt med et "JA" og et stort smil. Smilet er lidt afventende, så jeg skynder mig at sige noget mere: "Du kan ellers tro det blæste heroppe igår. Man kunne næsten ikke sidde udenfor". "Nej, det kan jeg forestille mig", siger hun meget korrekt og nærmest helt stolt. Ja, hun er faktisk lidt stolt over alt, hvad hun siger, og det er det, der gør de små, ens samtaler vi har så vigtige for mig, og måske også for hende.
Engang var der en masse franskmænd, der arbejdede i nærheden, og derfor altid kom til frokost. Nogle gange 2, andre gange 10 og ind i mellem helt op til 20 franskmænd. De betalte hver for sig, de fleste drak vand uden is og bestilte hver især altid det samme. Det var ind i mellem en udfordring at betjene dem, fordi de kom dryssende i små grupper, men satte sig sammen, og bestilte meget forskelligt, nogle gange lidt avanceret i forhold til, hvad jeg umiddelbart kunne få kokkene til at forstå. Deres engelsk var også svært at forstå.
En af dem, var især vanskelig. Han var lidt ældre og større end de andre, og sådan lidt fin på den. Han ville meget gerne have særbehandling og var ofte utilfreds med maden. Der var et tegn, han altid gjorde til mig, der betød at han skulle have en espresso. Der skulle ikke sukker til, men to af de små chokolader, og de skulle vel at mærke være mørk chokolade. Til gengæld gav han altid 1 krone i drikkepenge.
Alle de andre var dog meget venlige og især en var smilende og snakkesalig. Engang, da jeg kom tilbage fra ferie, og spurgte om det var gået godt mens jeg var væk, kiggede han på mig med himmelvendte øjne, og forklarede hvor svært det havde været at blive betjent af mine afløsere. "No one does it like you", understregede han.
Jeg blev glad for, at han sagde det, for det måtte betyde, at de fornemmede mit ønske om at servicere dem godt, selvom nogle af rutineønskerne kunne misforstås i køkkenet, jeg kunne have svært ved at holde styr på alle bestillingerne og desuden ikke talte fransk ligesom en af de andre dagstjenere.
Ham her, skulle altid have en Vesuvio pizza, med kun lidt skinke, en lille pommes frites uden ketchup, en lille cola uden is og et stort glas vand, også uden is. Han ønskede mig altid en god dag, inden de gik og fortalte mig dagen i forvejen, hvis der var noget der gjorde, at de ikke kom.
Jeg er selv glad for vaner, ritualer og rutiner og kan derfor også godt lide når kunderne har sådanne. Jeg kan især godt lide den lille mand med stokken, hvor der sidder små elastikker i mange farver hele vejen ned. Han har en mærkelig frisure og så går han lange, lange ture hver dag. Når han så kommer ind til os, skal han altid have en kop kaffe med fløde, ikke noget sukker eller chokolade, en danskvand med citrus og en omgang pandekager med is. Dette bliver i alt 73,- kr., og dem har han klar i præcise mønter, når jeg kommer med drikkevarerne. Han bruger næsten en time på at spise pandekagerne. Engang fortalte han mig, at før cafeen var kommet, havde hans ven haft en møbelpostrer forretning. Jeg forestiller mig derfor, at han også lidt besøger ham, hver gang han er inde hos os.
Der er også flere, der har spurgt om mit navn, og nu ynder at bruge det flittigt, når de skal bestille. Det kan være en anelse irriterende, for egentlig har de jo ikke mere ret til at bestille end alle de andre kunder, men når de siger mit navn, bliver det pludselig personligt, og jeg må skynde mig hen til dem. Men det er også lidt hyggeligt, for så kan de føle sig lidt specielle og det synes jeg kun er godt. Det er jo faktisk det, der er meningen. Måske de alle burde kende mit navn. Men så ville jeg også have deres at vide, og det ville måske blive uoverskueligt i længden.
Der er også det flinke, dejlige par, der kommer flere gange om ugen og drikker fadøl. Jeg elsker at se dem snakke sammen, hygge sig og være i godt humør. De spørger også altid interesseret til mig, og følger med i hvor langt jeg er i studiet, og bliver så glade når jeg fortæller, at jeg er glad for at læse.
Der er noget i det, de har sammen, der er helt specielt. Jeg kan ikke lade være med at blive helt varm inden i, når jeg betragter dem.
En dag kom de efter en lang pause, og i en sidebemærkning fortalte de, at hun havde været syg. Først da jeg en del eftermiddage senere komplimenterede hendes hår, hviskede hun til mig, at der var en paryk. "Jeg er jo syg", fortsatte hun, og det gik op for mig, at den sygdom hun havde haft i den periode de ikke kom, ikke var en af dem, der forsvinder igen.
Jeg bliver stadig varm om hjertet, når jeg ser dem, men også meget ked af det. Jeg kender dem jo egentlig slet ikke, ved ikke engang hvad de hedder. Men jeg holder sådan af dem.
Det er det, der er, med mit arbejde. Jeg holder sådan af kunderne, selvom jeg ikke kender dem. I hvert fald ikke sådan som man kender mennesker i almindelighed. Det er så dejligt, når jeg kan gøre dem glade. Det er noget særligt med dem, der kommer ofte, som genkender mig. Men der er noget ved dem alle sammen, der rører mig.
For man kan faktisk godt se, hvordan de har det, selvom man ikke kender dem. Man kan bare ikke gøre noget ved det udover at betjene dem så godt, som muligt.
Nogle gange tror jeg også det hjælper.
Ind i mellem kan jeg i hvert fald føle, at min rolle overfor kunderne, er af yderste vigtighed. Dog kun ligeså meget, som deres rolle er det overfor mig.
De kan måske også se, hvordan jeg har det?
Det, jeg elsker, er de små samtaler vi har. "Nå, så har vi fået godt vejr igen?", siger jeg, og bliver næsten afbrudt med et "JA" og et stort smil. Smilet er lidt afventende, så jeg skynder mig at sige noget mere: "Du kan ellers tro det blæste heroppe igår. Man kunne næsten ikke sidde udenfor". "Nej, det kan jeg forestille mig", siger hun meget korrekt og nærmest helt stolt. Ja, hun er faktisk lidt stolt over alt, hvad hun siger, og det er det, der gør de små, ens samtaler vi har så vigtige for mig, og måske også for hende.
Engang var der en masse franskmænd, der arbejdede i nærheden, og derfor altid kom til frokost. Nogle gange 2, andre gange 10 og ind i mellem helt op til 20 franskmænd. De betalte hver for sig, de fleste drak vand uden is og bestilte hver især altid det samme. Det var ind i mellem en udfordring at betjene dem, fordi de kom dryssende i små grupper, men satte sig sammen, og bestilte meget forskelligt, nogle gange lidt avanceret i forhold til, hvad jeg umiddelbart kunne få kokkene til at forstå. Deres engelsk var også svært at forstå.
En af dem, var især vanskelig. Han var lidt ældre og større end de andre, og sådan lidt fin på den. Han ville meget gerne have særbehandling og var ofte utilfreds med maden. Der var et tegn, han altid gjorde til mig, der betød at han skulle have en espresso. Der skulle ikke sukker til, men to af de små chokolader, og de skulle vel at mærke være mørk chokolade. Til gengæld gav han altid 1 krone i drikkepenge.
Alle de andre var dog meget venlige og især en var smilende og snakkesalig. Engang, da jeg kom tilbage fra ferie, og spurgte om det var gået godt mens jeg var væk, kiggede han på mig med himmelvendte øjne, og forklarede hvor svært det havde været at blive betjent af mine afløsere. "No one does it like you", understregede han.
Jeg blev glad for, at han sagde det, for det måtte betyde, at de fornemmede mit ønske om at servicere dem godt, selvom nogle af rutineønskerne kunne misforstås i køkkenet, jeg kunne have svært ved at holde styr på alle bestillingerne og desuden ikke talte fransk ligesom en af de andre dagstjenere.
Ham her, skulle altid have en Vesuvio pizza, med kun lidt skinke, en lille pommes frites uden ketchup, en lille cola uden is og et stort glas vand, også uden is. Han ønskede mig altid en god dag, inden de gik og fortalte mig dagen i forvejen, hvis der var noget der gjorde, at de ikke kom.
Jeg er selv glad for vaner, ritualer og rutiner og kan derfor også godt lide når kunderne har sådanne. Jeg kan især godt lide den lille mand med stokken, hvor der sidder små elastikker i mange farver hele vejen ned. Han har en mærkelig frisure og så går han lange, lange ture hver dag. Når han så kommer ind til os, skal han altid have en kop kaffe med fløde, ikke noget sukker eller chokolade, en danskvand med citrus og en omgang pandekager med is. Dette bliver i alt 73,- kr., og dem har han klar i præcise mønter, når jeg kommer med drikkevarerne. Han bruger næsten en time på at spise pandekagerne. Engang fortalte han mig, at før cafeen var kommet, havde hans ven haft en møbelpostrer forretning. Jeg forestiller mig derfor, at han også lidt besøger ham, hver gang han er inde hos os.
Der er også flere, der har spurgt om mit navn, og nu ynder at bruge det flittigt, når de skal bestille. Det kan være en anelse irriterende, for egentlig har de jo ikke mere ret til at bestille end alle de andre kunder, men når de siger mit navn, bliver det pludselig personligt, og jeg må skynde mig hen til dem. Men det er også lidt hyggeligt, for så kan de føle sig lidt specielle og det synes jeg kun er godt. Det er jo faktisk det, der er meningen. Måske de alle burde kende mit navn. Men så ville jeg også have deres at vide, og det ville måske blive uoverskueligt i længden.
Der er også det flinke, dejlige par, der kommer flere gange om ugen og drikker fadøl. Jeg elsker at se dem snakke sammen, hygge sig og være i godt humør. De spørger også altid interesseret til mig, og følger med i hvor langt jeg er i studiet, og bliver så glade når jeg fortæller, at jeg er glad for at læse.
Der er noget i det, de har sammen, der er helt specielt. Jeg kan ikke lade være med at blive helt varm inden i, når jeg betragter dem.
En dag kom de efter en lang pause, og i en sidebemærkning fortalte de, at hun havde været syg. Først da jeg en del eftermiddage senere komplimenterede hendes hår, hviskede hun til mig, at der var en paryk. "Jeg er jo syg", fortsatte hun, og det gik op for mig, at den sygdom hun havde haft i den periode de ikke kom, ikke var en af dem, der forsvinder igen.
Jeg bliver stadig varm om hjertet, når jeg ser dem, men også meget ked af det. Jeg kender dem jo egentlig slet ikke, ved ikke engang hvad de hedder. Men jeg holder sådan af dem.
Det er det, der er, med mit arbejde. Jeg holder sådan af kunderne, selvom jeg ikke kender dem. I hvert fald ikke sådan som man kender mennesker i almindelighed. Det er så dejligt, når jeg kan gøre dem glade. Det er noget særligt med dem, der kommer ofte, som genkender mig. Men der er noget ved dem alle sammen, der rører mig.
For man kan faktisk godt se, hvordan de har det, selvom man ikke kender dem. Man kan bare ikke gøre noget ved det udover at betjene dem så godt, som muligt.
Nogle gange tror jeg også det hjælper.
Ind i mellem kan jeg i hvert fald føle, at min rolle overfor kunderne, er af yderste vigtighed. Dog kun ligeså meget, som deres rolle er det overfor mig.
De kan måske også se, hvordan jeg har det?
Wednesday, June 10, 2009
What's on your mind...
Der er nogle ting, man tænker over i visse perioder. Der er også ting, man måske holder op med at tænke over, eller man kan komme til at tænke en hel masse lige pludselig, og andre gange tænker man næsten ikke.
Og så er der nogle ting, man bare sådan tænker lidt over altid. Det er ikke så vigtigt, men alligevel kan man ikke lade være med at tænke over det. Bare ikke så meget, så man får gjort noget ved det, og altså bliver man ved med at tænke over det.
Sådan har jeg det i hvert fald.
Det kan være ord. Hvorfor kalder man lige præcis en sky for en sky? Og hvorfor kalder man også det der lidt ulækre ovenpå mad for sky, når det slet ikke minder om en sky?
Det kan også være mennesker. Hvorfor er de lige præcis som de er? Hvorfor ser de ud som de gør? Hvorfor gør de som de gør?
Ikke nødvendigvis mennesker, jeg kender, men mere dem ved siden af mig i bussen eller dem, der lige går forbi mig. Hvorfor går de fleste mennesker fx altid bare og kigger lige ud i luften? Ind i mellem når jeg går forbi nogen, kigger jeg på dem, bare fordi det er lidt mere interessant end at kigge lige ud - eller måske bare fordi jeg kommer til det. Og så ser de tilbage på mig, som om jeg gør noget helt forkert. Som om man ikke skal kigge. Men hvorfor skal man ikke det?
Jeg kan i øvrigt også huske, at min Tante engang sagde til mig, at jeg ikke måtte pege af dronningen. Jeg pegede sådan set bare på hende, fordi jeg havde fået øje på hende. Det var for mig meget naturligt, i det vi var taget ned et sted netop for at se hende. Siden har jeg så været lidt i tvivl om, hvem man overhovedet må pege på. Men hvorfor må man dog ikke pege? Eller er det kun dronningen og sådan nogen, det gælder for?
Eller må man mon godt pege nu?
Jeg tror, det er sundt nok at tænke lidt over nogle af disse ting hele tiden... Så har man lidt at fylde hovedet med, hvis det er alt for tomt, eller man kan aflaste et lidt for tungt og fyldt hovede med noget lidt lettere...
Og så er der nogle ting, man bare sådan tænker lidt over altid. Det er ikke så vigtigt, men alligevel kan man ikke lade være med at tænke over det. Bare ikke så meget, så man får gjort noget ved det, og altså bliver man ved med at tænke over det.
Sådan har jeg det i hvert fald.
Det kan være ord. Hvorfor kalder man lige præcis en sky for en sky? Og hvorfor kalder man også det der lidt ulækre ovenpå mad for sky, når det slet ikke minder om en sky?
Det kan også være mennesker. Hvorfor er de lige præcis som de er? Hvorfor ser de ud som de gør? Hvorfor gør de som de gør?
Ikke nødvendigvis mennesker, jeg kender, men mere dem ved siden af mig i bussen eller dem, der lige går forbi mig. Hvorfor går de fleste mennesker fx altid bare og kigger lige ud i luften? Ind i mellem når jeg går forbi nogen, kigger jeg på dem, bare fordi det er lidt mere interessant end at kigge lige ud - eller måske bare fordi jeg kommer til det. Og så ser de tilbage på mig, som om jeg gør noget helt forkert. Som om man ikke skal kigge. Men hvorfor skal man ikke det?
Jeg kan i øvrigt også huske, at min Tante engang sagde til mig, at jeg ikke måtte pege af dronningen. Jeg pegede sådan set bare på hende, fordi jeg havde fået øje på hende. Det var for mig meget naturligt, i det vi var taget ned et sted netop for at se hende. Siden har jeg så været lidt i tvivl om, hvem man overhovedet må pege på. Men hvorfor må man dog ikke pege? Eller er det kun dronningen og sådan nogen, det gælder for?
Eller må man mon godt pege nu?
Jeg tror, det er sundt nok at tænke lidt over nogle af disse ting hele tiden... Så har man lidt at fylde hovedet med, hvis det er alt for tomt, eller man kan aflaste et lidt for tungt og fyldt hovede med noget lidt lettere...
Sunday, May 17, 2009
En sang om vigtige årstal og folk
(mel. Jutlandia)
Ane, 2810, maj 2009
1. Ham filosoffen Sokrates blev født i 469
I Grækenland, før vor tid
Han gik rundt og gav de gamle polissamfund stress
med nye ideer i sin samtid
"Jeg ved, at jeg ingenting ved"
Det sagde han, og folket slog ham ned
Hey ho – for årstal og folk
Og deres betydning for tiden
Det ka’ vær’ svært at huske de årstal og folk
For det er så længe siden
2. Det var i året 33 eller ca. deromkring
At Jesus gik på vandet
"Elsk din næste som dig selv & elsk også din Gud"
Det sagde han - blandt andet
Så blev han dræbt, men han blev levende igen
Og tog så hjemad til Gud og Himmelen
3. Det var i 1517 at ham Luther gav den gas
Lige midt i Renæssancen
Han smed rundt med teser, Paven måtte melde pas
Da Luther han tog chancen
Han lavede reformation
Og gjorde op med kirkens frelsesmonopol
4. I 1783 der blev den folkekære Grundtvig født
Han har os meget givet
Hans salmer og ham selv gjord’ indtryk på dem han har mødt
Han sagde: ”Elsk dog livet.
Mennesket er ingen abekat min ven,
Se det som et guddommeligt eksperiment.”
Hey ho – for årstal og folk
Og deres betydning for tiden
Det ka’ vær’ svært at huske de årstal og folk
For det er så længe siden
5. Det var i 1789 at Frankrigs bønder sagde stop
Og ville kongen fælde
Derfor slog de sig sammen og så gik de helt amok.
Der røg den enevælde
Sådan var den franske revolution
Og den var ikke til diskussion
6. Det var i 1849, faktisk lige året der
At Danmarks Grundlov blev gangbar
Gav frihed til at ytre sig og ret og meget mer’
Som for vort samfund er kostbart
FN’s menneskerettighedserklæring kom
I 1948, og den er der noget om
Hey ho – for årstal og folk
Og deres betydning for tiden
Det ka’ vær’ svært at huske de årstal og folk
For det er så længe siden
(mel. Jutlandia)
Ane, 2810, maj 2009
1. Ham filosoffen Sokrates blev født i 469
I Grækenland, før vor tid
Han gik rundt og gav de gamle polissamfund stress
med nye ideer i sin samtid
"Jeg ved, at jeg ingenting ved"
Det sagde han, og folket slog ham ned
Hey ho – for årstal og folk
Og deres betydning for tiden
Det ka’ vær’ svært at huske de årstal og folk
For det er så længe siden
2. Det var i året 33 eller ca. deromkring
At Jesus gik på vandet
"Elsk din næste som dig selv & elsk også din Gud"
Det sagde han - blandt andet
Så blev han dræbt, men han blev levende igen
Og tog så hjemad til Gud og Himmelen
3. Det var i 1517 at ham Luther gav den gas
Lige midt i Renæssancen
Han smed rundt med teser, Paven måtte melde pas
Da Luther han tog chancen
Han lavede reformation
Og gjorde op med kirkens frelsesmonopol
4. I 1783 der blev den folkekære Grundtvig født
Han har os meget givet
Hans salmer og ham selv gjord’ indtryk på dem han har mødt
Han sagde: ”Elsk dog livet.
Mennesket er ingen abekat min ven,
Se det som et guddommeligt eksperiment.”
Hey ho – for årstal og folk
Og deres betydning for tiden
Det ka’ vær’ svært at huske de årstal og folk
For det er så længe siden
5. Det var i 1789 at Frankrigs bønder sagde stop
Og ville kongen fælde
Derfor slog de sig sammen og så gik de helt amok.
Der røg den enevælde
Sådan var den franske revolution
Og den var ikke til diskussion
6. Det var i 1849, faktisk lige året der
At Danmarks Grundlov blev gangbar
Gav frihed til at ytre sig og ret og meget mer’
Som for vort samfund er kostbart
FN’s menneskerettighedserklæring kom
I 1948, og den er der noget om
Hey ho – for årstal og folk
Og deres betydning for tiden
Det ka’ vær’ svært at huske de årstal og folk
For det er så længe siden
Monday, May 11, 2009
Et statement
Jeg er på det seneste blevet opmærksom på, hvor meget jeg rent faktisk synger når jeg cykler eller går rundt i det offentlige. Det har jeg tænkt lidt over, og følgende er gået op for mig:
Jeg synger eller taler med mig selv, stort set hver gang jeg cykler eller færdes alene i det offentlige. Det er lidt som om, at jeg vil provokere andre cyklister, fodgængere og bilister, fordi jeg tror, at alle hører musik, og derfor alligevel ikke kan høre mig.
Jeg siger ikke, at de skal lade være, bare, at de måske snyder sig selv for en god oplevelse...
Det er ikke nødvendigvis mig.
Jeg synger eller taler med mig selv, stort set hver gang jeg cykler eller færdes alene i det offentlige. Det er lidt som om, at jeg vil provokere andre cyklister, fodgængere og bilister, fordi jeg tror, at alle hører musik, og derfor alligevel ikke kan høre mig.
Jeg siger ikke, at de skal lade være, bare, at de måske snyder sig selv for en god oplevelse...
Det er ikke nødvendigvis mig.
Saturday, May 2, 2009
Små lege
Jeg går ind i mellem og tænker over oplevelser fra min barndom. Lege man legede, personer, situationer.
Fx legede min søster og jeg altid en leg med nogle store puder, vi havde. De var, på daværende tidspunkt,næsten lige så høje som os.
Legen gik ud på, at man stod oprejst og holdt puden foran sig, sådan ind til kroppen. Man skulle så lade sig falde mod gulvet men med puden som "bouncer" mens man skulle nå at sige sætningen: "Mor, det begynder at regne", inden man nåede gulvet.
Hensigten, oprindelsen, udbyttet af denne leg har jeg ingen forklaring på eller erindring om overhovedet.
Men ligegyldigt hvor hurtigt man sagde sætningen, nåede man, og jeg understreger, aldrig at sige længere end: "Mor, det begynder at re..."
Jeg havde også en gang i mellem en leg med mig selv, når jeg kørte i bus. Jeg sad og kiggede på mennesker og forestillede mig, hvad de tænkte. Det bemærkelsesværdige ved denne leg, som jeg nok ikke rigtig tænkte over dengang, er, at jeg typisk kiggede så indgående på de personer, hvis tanker jeg gengav inde i mit hovede, at de begyndte og kigge mærkeligt på mig. Det indgik selvfølgelig i de tanker jeg lod dem have, og på den måde blev jeg ofte selv en central genstand for det tankespind jeg gav dem. Måske også i virkeligheden.
Jeg havde også en leg, jeg brugte, når jeg sad til kedelige møder eller gudstjenester. Så tog jeg et blad eller en bog og forsøgte at læse lodret i stedet for vandret. Det vil sige 1. bogstav i hver linje var et ord, 2. bogstav i hver linje, osv. Det gav oftest ikke mening overhovedet, men det "sjove" var så, hvis der dannede sig et ord. Legen var utrolig kedelig, men jeg håbede nok lidt, at jeg pludselig fandt en eller anden hemmelig kode eller besked. Og det kunne da have været sjovt!
Åh ja, det var nu tider... Lad mig aldrig glemme disse lege. Måske jeg hellere skulle begynde at lege dem igen?
Fx legede min søster og jeg altid en leg med nogle store puder, vi havde. De var, på daværende tidspunkt,næsten lige så høje som os.
Legen gik ud på, at man stod oprejst og holdt puden foran sig, sådan ind til kroppen. Man skulle så lade sig falde mod gulvet men med puden som "bouncer" mens man skulle nå at sige sætningen: "Mor, det begynder at regne", inden man nåede gulvet.
Hensigten, oprindelsen, udbyttet af denne leg har jeg ingen forklaring på eller erindring om overhovedet.
Men ligegyldigt hvor hurtigt man sagde sætningen, nåede man, og jeg understreger, aldrig at sige længere end: "Mor, det begynder at re..."
Jeg havde også en gang i mellem en leg med mig selv, når jeg kørte i bus. Jeg sad og kiggede på mennesker og forestillede mig, hvad de tænkte. Det bemærkelsesværdige ved denne leg, som jeg nok ikke rigtig tænkte over dengang, er, at jeg typisk kiggede så indgående på de personer, hvis tanker jeg gengav inde i mit hovede, at de begyndte og kigge mærkeligt på mig. Det indgik selvfølgelig i de tanker jeg lod dem have, og på den måde blev jeg ofte selv en central genstand for det tankespind jeg gav dem. Måske også i virkeligheden.
Jeg havde også en leg, jeg brugte, når jeg sad til kedelige møder eller gudstjenester. Så tog jeg et blad eller en bog og forsøgte at læse lodret i stedet for vandret. Det vil sige 1. bogstav i hver linje var et ord, 2. bogstav i hver linje, osv. Det gav oftest ikke mening overhovedet, men det "sjove" var så, hvis der dannede sig et ord. Legen var utrolig kedelig, men jeg håbede nok lidt, at jeg pludselig fandt en eller anden hemmelig kode eller besked. Og det kunne da have været sjovt!
Åh ja, det var nu tider... Lad mig aldrig glemme disse lege. Måske jeg hellere skulle begynde at lege dem igen?
Monday, April 6, 2009
Forår
Når det er forår, må man godt være lidt simpel. Man må nærmest alt når det er forår.
Solen blændede mig idag, igennem mine solbriller, så meget, at noget af min makeup røg af. Den skulle lige vise hvad den kan, nu den har været væk så længe. Jeg cyklede, og når jeg holdt stille kunne jeg mærke, at den varmede.
Gad vide hvordan verden ville være, hvis det altid var forår? Ville alle så altid være lidt gladere? Lidt mere forelskede? Lidt mere nydende?
Færre ville gå ned med stress, have brug for terapi og psykologhjælp? Flere ville blive kærester? Alle ville gå rundt og nynne og småsynge hele tiden - (Eller det er måske bare mig? - i sidste uge cyklede jeg syngende forbi en dame, der hyldede mig stort for min sang. Nogle dage senere nærmest skrålede jeg(måske tilskyndet af damen), i det jeg kørte forbi en gruppe teenagepiger, der højlydt fnisede en ekstra omgang på min bekostning. Ellers kigger folk bare lidt, men nu har jeg også dæmpet mig lidt igen).
Eller ville man blive træt af foråret og solen? Blive forårsdepressiv? Slå op med hinanden? Og ville man så blive gladere igen hvis det alligevel blev vinter? Kan man blive træt af anemoner? Er der mon nogen, der er træt af forår?
Det tror jeg faktisk ikke... Gad vide om der findes et land, hvor det altid er forår?
Hvis der er, finder jeg det en dag.
(Med mindre nogen piller den idealistiske forårskuller af mig... Men det synes jeg nu ikke man skal... Men gad vide om man kan?)
Solen blændede mig idag, igennem mine solbriller, så meget, at noget af min makeup røg af. Den skulle lige vise hvad den kan, nu den har været væk så længe. Jeg cyklede, og når jeg holdt stille kunne jeg mærke, at den varmede.
Gad vide hvordan verden ville være, hvis det altid var forår? Ville alle så altid være lidt gladere? Lidt mere forelskede? Lidt mere nydende?
Færre ville gå ned med stress, have brug for terapi og psykologhjælp? Flere ville blive kærester? Alle ville gå rundt og nynne og småsynge hele tiden - (Eller det er måske bare mig? - i sidste uge cyklede jeg syngende forbi en dame, der hyldede mig stort for min sang. Nogle dage senere nærmest skrålede jeg(måske tilskyndet af damen), i det jeg kørte forbi en gruppe teenagepiger, der højlydt fnisede en ekstra omgang på min bekostning. Ellers kigger folk bare lidt, men nu har jeg også dæmpet mig lidt igen).
Eller ville man blive træt af foråret og solen? Blive forårsdepressiv? Slå op med hinanden? Og ville man så blive gladere igen hvis det alligevel blev vinter? Kan man blive træt af anemoner? Er der mon nogen, der er træt af forår?
Det tror jeg faktisk ikke... Gad vide om der findes et land, hvor det altid er forår?
Hvis der er, finder jeg det en dag.
(Med mindre nogen piller den idealistiske forårskuller af mig... Men det synes jeg nu ikke man skal... Men gad vide om man kan?)
Monday, March 23, 2009
Det lille møde
Jeg gik på en gang på et plejehjem. Jeg skulle til fødselsdag hos en ven, en ung fyr, der boede ovenpå. Der var helt tomt på gangen, bortset fra en mand, der langsomt trissede afsted et stykke foran mig. Han hældte lidt til den ene side når han gik og tøflerne slæbte henad gulvet. Han nåede enden af gangen og vendte om og i det vi krydsede hinanden, stoppede han et øjeblik, kiggede på mig og sagde: "Nå, er du også ude at gå din eftermiddagstur?"
"Ja", svarede jeg. Jeg vidste ikke hvad jeg ellers skulle sige, men jeg smiler altid lidt, når jeg tænker tilbage på det.
Jeg var engang på arbejde på en bar. Han var en af de fire gæster, og han var kommet fordi han den aften havde valgt at tage 18'eren hjem fra billardaften, og den stoppede lige rundt om hjørnet. Han havde en gammel bolsjedåse, som han havde fyldt med mønter, tiere og tyvere, som han brugte, når han spillede billard. Han brugte dem også til at betale sine øller. Tuborg Classic på flaske. I toppen af dåsen havde han lagt halvdelen af en gammel gul karklud. Den var lidt beskidt, men foldet sirligt sammen mange gange. "Så rasler mønterne ikke, når jeg går med dem", sagde han med et stort smil. Hver gang han havde købt en øl, lagde han pænt karkluden ned igen, lukkede låget og kiggede selvtilfreds på den smarte løsning.
Jeg var punkteret for anden gang samme dag, alt for langt væk hjemmefra, var forsinket til flere aftaler, og det var en af januars koldeste dage. I den tro, at S-togsstationen var tæt på, havde jeg gået i næsten 40 minutter, humøret havde nået bunden forlængst og stationen var ingen steder. "Hvis jeg så i det mindste bare kunne praje en taxa", gik jeg og tænkte i noget tid, rasende over ikke at kunne se nogen taxa. Jeg havde raset over mange ting den dag.
Jeg sukkede sammenbidt og opgivende og kiggede op. "Taxa Hvidovre, hovedkontor" stod der ovenover et telefonnummer.
Jeg var i et øjeblik i tvivl om hvordan jeg skulle reagere, fordi noget for en gangs skyld den dag ikke var til at rase over. Jeg ringede, snakkede med en mand, der pludselig stak hovedet ud af døren under taxaskiltet og viste mig om bagved. Her stod en ældre mand og nynnede mens han pudsede sidespejlene på sin taxa. Han lignede lidt en god gammel mand fra en film, og var lidt svær at være rasende på, men han havde dog ikke travlt, og det havde jeg, så jeg forblev lidt rasende. Jeg var ikke snaksalig. Han fortalte mig, hvor smart det er, at have punkterfri dæk på sin cykel. Og at han selv havde en sammenklappelig cykel. Den kunne være i en nettopose og var utrolig nem at have med i toget, fx til jylland. Og så var det simpelthen så smart at have en cykel med sig rundt i landet. Sådan en har jeg aldrig før eller siden hørt om.
Jeg var lidt mindre rasende da jeg stod ud af hans taxa. Sidenhen har jeg fået punkterfri dæk på min cykel.
"Ja", svarede jeg. Jeg vidste ikke hvad jeg ellers skulle sige, men jeg smiler altid lidt, når jeg tænker tilbage på det.
Jeg var engang på arbejde på en bar. Han var en af de fire gæster, og han var kommet fordi han den aften havde valgt at tage 18'eren hjem fra billardaften, og den stoppede lige rundt om hjørnet. Han havde en gammel bolsjedåse, som han havde fyldt med mønter, tiere og tyvere, som han brugte, når han spillede billard. Han brugte dem også til at betale sine øller. Tuborg Classic på flaske. I toppen af dåsen havde han lagt halvdelen af en gammel gul karklud. Den var lidt beskidt, men foldet sirligt sammen mange gange. "Så rasler mønterne ikke, når jeg går med dem", sagde han med et stort smil. Hver gang han havde købt en øl, lagde han pænt karkluden ned igen, lukkede låget og kiggede selvtilfreds på den smarte løsning.
Jeg var punkteret for anden gang samme dag, alt for langt væk hjemmefra, var forsinket til flere aftaler, og det var en af januars koldeste dage. I den tro, at S-togsstationen var tæt på, havde jeg gået i næsten 40 minutter, humøret havde nået bunden forlængst og stationen var ingen steder. "Hvis jeg så i det mindste bare kunne praje en taxa", gik jeg og tænkte i noget tid, rasende over ikke at kunne se nogen taxa. Jeg havde raset over mange ting den dag.
Jeg sukkede sammenbidt og opgivende og kiggede op. "Taxa Hvidovre, hovedkontor" stod der ovenover et telefonnummer.
Jeg var i et øjeblik i tvivl om hvordan jeg skulle reagere, fordi noget for en gangs skyld den dag ikke var til at rase over. Jeg ringede, snakkede med en mand, der pludselig stak hovedet ud af døren under taxaskiltet og viste mig om bagved. Her stod en ældre mand og nynnede mens han pudsede sidespejlene på sin taxa. Han lignede lidt en god gammel mand fra en film, og var lidt svær at være rasende på, men han havde dog ikke travlt, og det havde jeg, så jeg forblev lidt rasende. Jeg var ikke snaksalig. Han fortalte mig, hvor smart det er, at have punkterfri dæk på sin cykel. Og at han selv havde en sammenklappelig cykel. Den kunne være i en nettopose og var utrolig nem at have med i toget, fx til jylland. Og så var det simpelthen så smart at have en cykel med sig rundt i landet. Sådan en har jeg aldrig før eller siden hørt om.
Jeg var lidt mindre rasende da jeg stod ud af hans taxa. Sidenhen har jeg fået punkterfri dæk på min cykel.
Friday, February 20, 2009
Min allerførste praktik
Her er en lang en. Det er egentlig en artikel til en avis, men prøver den lige herinde. Men der er mange undrende tanker, som også snart kommer. Kan snart ikke holde dem inde længere, men de vil kun komme ud, når jeg ikke er stresset. Så kan jeg lære det.
Jeg er iøvrigt meget stolt af mine to faste læsere. Sikke et ansvar.
Mandag morgen. Ingen vej tilbage.
6. klasse har klasselokale på 3. sal. Der er langt op. Vi går sammen med vikaren, der virker rimelig rolig, men også lidt beklemt. Vi er noget mere anspændte. Skoletasker og råb fra en masse larmende elever flyver omkring os i et kaos, og jeg forsøger at overbevise mig selv om, at det bliver fedt, at jeg glæder mig, og at det er nu, jeg rigtigt skal ud og erfare, afprøve og lære en hel masse. Det er det her, der er min egentlig uddannelse. Det bliver bare så godt?
Som vi bevæger os opad, bliver der mere øde og på en eller anden måde mere dystert. Nervøsiteten tilspidser. Der er skrevet flere steder på væggen. Mest iøjnefaldende er det blå ”motherfuckers”, og det sorte s, der er tilføjet i slutningen gør, at det nærmest skriger efter os. Jeg ser en masse 6.klasse elever for mig, sige det, igen og igen, grinende med deres seje, men afslappede, halvdovne attitude, samtidig med at jeg bilder mig ind, at jeg ikke er nervøs. Det skal nok gå?
Vi møder deres blikke med en meget usikker sikkerhed. Alle piger, på nær én mangler – de kommer langsomt dryssende, og først 14 minutter inde i timen, har de sidste fundet deres plads. Vi lader som om det ikke rører os.
Inde i mit hoved lyder en linje fra en sang, jeg egentlig ikke kender så godt. Men den lyder igen og igen. Den skriger nærmest: The show must go on!
Den paniske rolighed, jeg har indhyllet mig i, er fuldstændig falsk, men jeg anstrenger mig på det yderste for at holde fast i den.
Mens en af de andre er på, har jeg placeret mig lige ved siden af en dreng, der snakker hele tiden. Jeg tysser på ham hver gang. Han snakker. Jeg tysser. Han snakker, jeg tysser, han griner. Hvem af os er autoriteten? Jeg vil have hans overskud! Han er alt og jeg er intet. Jeg ville også snakke, hvis jeg var min elev. Nej jeg ville ej. Jeg er dobbelt så gammel som ham og jeg er en god lærer. Jeg bliver en god lærer. Han snakker, jeg tysser. The show must go on.
Jeg slår ned på en anden elev. Han sidder og tegner i en bog. Jeg beder ham om, at lægge kuglepennen. Han gør det modvilligt men tager den igen, så snart jeg kigger væk. Jeg må bede ham om, at lægge bogen ned i tasken.
”Nej, vindueskarmen er ikke din taske, den skal helt ned i din taske”, hører jeg mig selv sige, som var jeg glanseksemplet på den stereotype, typiske, lærer, jeg ikke kunne fordrage i min egen skoletid.
Timen går, vi får præsenteret vores anderledes, spændende og kreative oplæg til gruppearbejde, og trods den anspændthed og usikre tone, som de må have fornemmet, uanset hvor godt vi troede vi camouflerede den, hører de efter, og de arbejder endda rigtig godt?
Da timen er slut, jubler vi faktisk nærmest og den følgende morgen, er der ikke helt så lang vej derop og ikke helt så dystert. Råber elevere mon mindre om tirsdagen? Alle i 6. klasse, er der til tiden og der er stille, når vi beder om ro. De fortsætter gruppearbejdet og jeg må næsten knibe en lille tåre, da jeg overværer en af de meget snakkende elever aktivere gårsdagens ”tegner”, (ham der skulle lægge bogen helt ned i sin taske), ved at få ham til at tegne en forside til det, de skulle aflevere. ”For du er jo god til at tegne”, argumenterer han. Vikar, praktikanter, det hele til trods – de har styr på det selv.
Timen slutter. Der er god stemning og ægte ro og overskud fra vores side. Jeg hanker op i tasken, går ned mod lærerværelset og den ventende kop kaffe, og en af eleverne på vej ned, går forbi og smiler og hilser - ja, han kunne ligeså godt have rakt mig et æble.
De følgende uger passerer jeg ofte den velkendte ”motherfuckers”-væg, men teksten virker forsvindende lille nu – og mindre og mindre for hver gang. Til sidst er den helt forsvundet.
Jeg er iøvrigt meget stolt af mine to faste læsere. Sikke et ansvar.
Mandag morgen. Ingen vej tilbage.
6. klasse har klasselokale på 3. sal. Der er langt op. Vi går sammen med vikaren, der virker rimelig rolig, men også lidt beklemt. Vi er noget mere anspændte. Skoletasker og råb fra en masse larmende elever flyver omkring os i et kaos, og jeg forsøger at overbevise mig selv om, at det bliver fedt, at jeg glæder mig, og at det er nu, jeg rigtigt skal ud og erfare, afprøve og lære en hel masse. Det er det her, der er min egentlig uddannelse. Det bliver bare så godt?
Som vi bevæger os opad, bliver der mere øde og på en eller anden måde mere dystert. Nervøsiteten tilspidser. Der er skrevet flere steder på væggen. Mest iøjnefaldende er det blå ”motherfuckers”, og det sorte s, der er tilføjet i slutningen gør, at det nærmest skriger efter os. Jeg ser en masse 6.klasse elever for mig, sige det, igen og igen, grinende med deres seje, men afslappede, halvdovne attitude, samtidig med at jeg bilder mig ind, at jeg ikke er nervøs. Det skal nok gå?
Vi møder deres blikke med en meget usikker sikkerhed. Alle piger, på nær én mangler – de kommer langsomt dryssende, og først 14 minutter inde i timen, har de sidste fundet deres plads. Vi lader som om det ikke rører os.
Inde i mit hoved lyder en linje fra en sang, jeg egentlig ikke kender så godt. Men den lyder igen og igen. Den skriger nærmest: The show must go on!
Den paniske rolighed, jeg har indhyllet mig i, er fuldstændig falsk, men jeg anstrenger mig på det yderste for at holde fast i den.
Mens en af de andre er på, har jeg placeret mig lige ved siden af en dreng, der snakker hele tiden. Jeg tysser på ham hver gang. Han snakker. Jeg tysser. Han snakker, jeg tysser, han griner. Hvem af os er autoriteten? Jeg vil have hans overskud! Han er alt og jeg er intet. Jeg ville også snakke, hvis jeg var min elev. Nej jeg ville ej. Jeg er dobbelt så gammel som ham og jeg er en god lærer. Jeg bliver en god lærer. Han snakker, jeg tysser. The show must go on.
Jeg slår ned på en anden elev. Han sidder og tegner i en bog. Jeg beder ham om, at lægge kuglepennen. Han gør det modvilligt men tager den igen, så snart jeg kigger væk. Jeg må bede ham om, at lægge bogen ned i tasken.
”Nej, vindueskarmen er ikke din taske, den skal helt ned i din taske”, hører jeg mig selv sige, som var jeg glanseksemplet på den stereotype, typiske, lærer, jeg ikke kunne fordrage i min egen skoletid.
Timen går, vi får præsenteret vores anderledes, spændende og kreative oplæg til gruppearbejde, og trods den anspændthed og usikre tone, som de må have fornemmet, uanset hvor godt vi troede vi camouflerede den, hører de efter, og de arbejder endda rigtig godt?
Da timen er slut, jubler vi faktisk nærmest og den følgende morgen, er der ikke helt så lang vej derop og ikke helt så dystert. Råber elevere mon mindre om tirsdagen? Alle i 6. klasse, er der til tiden og der er stille, når vi beder om ro. De fortsætter gruppearbejdet og jeg må næsten knibe en lille tåre, da jeg overværer en af de meget snakkende elever aktivere gårsdagens ”tegner”, (ham der skulle lægge bogen helt ned i sin taske), ved at få ham til at tegne en forside til det, de skulle aflevere. ”For du er jo god til at tegne”, argumenterer han. Vikar, praktikanter, det hele til trods – de har styr på det selv.
Timen slutter. Der er god stemning og ægte ro og overskud fra vores side. Jeg hanker op i tasken, går ned mod lærerværelset og den ventende kop kaffe, og en af eleverne på vej ned, går forbi og smiler og hilser - ja, han kunne ligeså godt have rakt mig et æble.
De følgende uger passerer jeg ofte den velkendte ”motherfuckers”-væg, men teksten virker forsvindende lille nu – og mindre og mindre for hver gang. Til sidst er den helt forsvundet.
Monday, February 9, 2009
Døre.
Min hoveddør er lyserød. Min bagdør er gul. Min skabsdør er blå. Jeg har også en skabsdør, der åbnes oppe fra og ned. Men den sidder helt oppe i loftet. Og så er der min toiletdør, som lige er lidt mindre end alle mine andre døre. Jeg har også nogen af de der helt almindelige hvide døre. Men jeg har ingen køkkendør. Gad vide hvorfor? Mon der er nogen, der har tænkt over det? Jeg har ikke tænkt over det så længe. Er det med vilje? Det er egentlig meget sjovt. Gad vide om jeg nogensinde får en grøn dør. Eller en lilla. Eller en køkkendør?
Monday, January 5, 2009
The world fascinates me
Hvordan kan solen skinne, uden at man kan mærke noget som helst varme? Når nu den skulle være så varm? Hvad i alverden er en pangasius filet og hvorfor mon den kun koster 20 kr. når den smager rigtig godt? Hvad ville der ske hvis alle råbte det samme præcis på samme tid, så højt de kunne? Hvor højt ville det lyde? Kan jeg nogensinde blive god til at sætte kommaer? - Hvis jeg bare øver mig? Kan man lave en sang, der ikke har nogen melodi? Hvor græder jeg ikke noget mere, når nu jeg bliver så rørt? Hvornår er man mest lykkelig? Når man elsker sig selv? Når man elsker andre? Når man elsker alle? Eller ingen? Kan man elske ingen? Dør en fisk, hvis det vand den svømmer i fryser til is? Drømmer en bjørn mon noget hele vinteren, når den ligger i dvale? Drømmer dyr overhovedet?
Jeg kan godt komme til at virke rigtig sur i netto, uden det er meningen. Man går og tænker over en masse gode ting, så skal man i netto og så bliver man sur. Så bliver man sur, når nogen har stillet en kurv bagest i den lange kø. Tror de så bare de kan gå rundt og handle og springe køen over tilsidst? Skal jeg skubbe kurven for dem eller hvad? Eller hende bag mig, der kun har en vare, hun står og kigger på mig, som om hun regner med, at jeg tilbyder hun kan komme foran mig. Men jeg har altså kun 8 varer, så det kan hun godt glemme. Og hvad sker der lige for kassedamen? Hun er totalt langsom. Helt ærligt!!?
Jeg har tre nytårsfortsæt: Jeg må ikke blive stresset. Jeg vil gøre noget godt for andre hver dag. Jeg vil have noget at glæde mig til hver dag.
Jeg kan godt komme til at virke rigtig sur i netto, uden det er meningen. Man går og tænker over en masse gode ting, så skal man i netto og så bliver man sur. Så bliver man sur, når nogen har stillet en kurv bagest i den lange kø. Tror de så bare de kan gå rundt og handle og springe køen over tilsidst? Skal jeg skubbe kurven for dem eller hvad? Eller hende bag mig, der kun har en vare, hun står og kigger på mig, som om hun regner med, at jeg tilbyder hun kan komme foran mig. Men jeg har altså kun 8 varer, så det kan hun godt glemme. Og hvad sker der lige for kassedamen? Hun er totalt langsom. Helt ærligt!!?
Jeg har tre nytårsfortsæt: Jeg må ikke blive stresset. Jeg vil gøre noget godt for andre hver dag. Jeg vil have noget at glæde mig til hver dag.
Subscribe to:
Posts (Atom)