Det forræderiske juletræ

Normalt er lærerens verden forbeholdt det, der foregår i skolen. Ind i mellem sker der dog noget udenfor skolen, som gør så stort indtryk, at det får en plads herinde. Lærerens weekend har nemlig været en smule usædvanlig.

I skolen er læreren den voksne, og selvom hun aldrig vænner sig helt til det, har hun affundet sig med det. Derhjemme er hun sådan set også den voksne, der står hun bare mest til ansvar for sig selv, derfor føles det ikke altid helt så voksent.

Men nogle gange gør det. Som fx da hun i slutningen af november købte et juletræ, cyklede det hele vejen hjem og pyntede det med, hvis hun selv skal sige det, noget af det flotteste julepynt, der findes. Der er både nisser, engle, påskeæg, fotografier, en flamingo, en luftballon og selveste Kim Larsen, Marylin Monroe og Frida Kahlo i engle-versioner.

Læreren er svært tilfreds med den alsidige julepynt, og hun har mange gange siden slutningen af november siddet voksent i sofaen og nydt at kigge på det.

Noget, der altid har forfulgt læreren er, at hun ikke bryder sig om kryb. (Egentlig er hun ikke begejstret for dyr helt generelt, men det skal man passe på med at sige for højt, for det er der mange, der ikke forstår.)

Kryb giver hende lyst til at forsvinde ud af sin krop og langt væk. De gør det faktisk lidt svært for læreren at styre sine bevægelser. De giver kuldegysninger, ubehagelige associationer og har gennem hele hendes liv fået læreren til at hoppe, springe, skrige og løbe væk i en grad, så hun altid har været flov over det.

Det er især hvepse, men det er egentlig også især stankelben, edderkopper, biller og alt, hvad der har mere end 4 (eller bare 2) ben.

Engang, da hun var lille, kom der en hveps imod hende og hun begyndte hysterisk at vifte med begge arme i en sådan grad, at hun ramte den. Hvepsen røg lige ned i asfalten, for så at flyve op og stikke lærerens mor, inden den faldt død til jorden. Stakkels moren. Det har læreren den dag i dag stadig dårlig samvittighed over.

Men en ting er, hvad man gør som barn. Det er noget andet, når man er voksen. Eller det bør være noget andet - men lærerens reaktionsmønster har ligesom ikke udviklet sig i den grad det burde. 

For det er desværre ikke særlig voksent at være så bange for kryb, som læreren er. Hun burde nok gå i behandling for det - hun er bare ikke rigtig voksen nok til at turde. Mest fordi hun er bange for, at det ikke virker.

I skolen, når læreren er sammen med børnene, er hun nødt til at lade som om, at hun ikke er så bange for krybene. Det er ikke altid nemt, men hun slipper fx afsted med det ved at sige: "Nåh, det er bare en edderkop - den er ikke farlig (som om!), er der lige en, der vil hjælpe den udenfor?" 

Det er der heldigvis altid en, der vil. 

Eller:
"Bare rolig, det er bare en hveps, den skal man bare ignorere - jeg skal lige herover og hjælpe, der er en, der græder". (Der er altid en, der græder. Som om, man bare kan ignorere en hveps.)

Nå, men en aften for nogle dage siden, sad læreren og nød synet af sit juletræ, da hun pludselig opdagede en form for bille i sofaen. Hun fjernede den voksent, mens det løb hende koldt ned ad ryggen og undrede sig lidt. Lidt efter sad der en til på hendes velourpuf. Den fjernede hun ligeså voksent, men angsten begyndte at melde sig. Tanken om, at hendes hjem var inficeret af kryb kunne hun ikke overskue, så hun valgte at ignorere de to tilfælde - der var nok ikke nogen sammenhæng.

Det var der desværre - for et par morgener efter, var der pludselig biller på gulvet i en sådan grad, at de ikke kunne ignoreres. Kryb kravlede rundt i lærerens stue, mens hun sad og forsøgte at fordrive tømmermændene med morgenkaffen og en cola zero.

Læreren havde ikke den fjerneste lyst til at opholde sig i sin stue. Samtidig følte hun heller ikke, at hun kunne forlade den, for hvad kunne krybene så finde på?

Hun begyndte at google kryb, men stoppede hurtigt igen, for det føltes som om, at alle de kryb, hun så billeder af, krøb rundt i nakken på hende.

Hun tog med stor væmmelse et billede af en af krybene og sendte rundt til forskellige venner, der måske kunne gøre hende klogere på, hvad hun skulle gøre. Allermest havde hun lyst til at finde en voksen, der kunne hjælpe hende. Det mest voksne hun havde, var hendes støvsuger, så den kom på arbejde, og når den ikke sugede kryb op, sørgede hun for at sætte en prop i, så krybene ikke krøb ud i hendes stue igen.

Vennerne satte hende til at google igen og det gjorde hun så.

Hun faldt bl.a. over "skadedyrsguiden" med de hyppigste skadedyr, der kan forefindes i hjemmet. 

 Link til skadedyrsguiden

Hun kunne hurtigt konkludere, at det hverken var skovduer, rotter eller muldvarpe, men der var alt for mange klamme kryb, det i princippet godt kunne være. Kryb, der er skadelige for møbler og tekstil, kryb, der er skadelige for træ, kryb, der går i maden eller kryb, der decideret går efter menneskehud eller menneskeblod.

Efter al for lang tids googlen og ikke så få gode råd, ramte den benhårde kendsgerning: At krybene kom fra lærerens juletræ! Lærerens højtelskede juletræ, som hun havde cyklet hjem og pyntet så fint, indeholdt et billebo, og mens læreren de seneste tre uger havde siddet og beundret træet, havde klamme billelarver troet at det var forår og derfor lavet sig til biller, der nu friskt og frejdigt spankulerede rundt i lærerens stue, som den, der ses herunder.

Så snart det gik op for læreren, at billerne troede det var forår, slukkede hun selvfølgelig for varmen. Det hjalp desværre ikke, men læreren følte alt for stort ubehag til, at hun var i stand til at fryse. 

Billerne var ikke hurtige og de fleste af dem kunne ikke flyve, så læreren kunne godt nå at støvsuge dem op i takt med, at de forlod juletræet. Hun brugte også lang tid på bare at sidde og kigge på stuegulvet - og hun skal hilse og sige, at der er meget på hendes stuegulv, der kan ligne insekter, så ikke så få gange har hun enten siddet og nedstirret en knast eller et søm eller panisk støvsuget henover det igen og igen, fordi hun troede det var en juletræsbille.

Små ubetydelige lyde fik hende til at fare sammen og alt omkring hende blev potentielle biller - om det så var den sorte neglelak på hendes negle fra festen, der havde givet hende tømmermænd.

200 biller sådan plus/minus havde læreren vel støvsuget op, inden hun mandede sig op til at fjerne pynten fra juletræet og panisk løfte det ud i gården, hvor det nu står i skammekrogen og fryser. 

(Læreren har for nyligt belært nogle børn om, at man hverken må sige "fuck" eller "række fuck" til nogen, men her var hun altså ikke voksen nok til at lade være. Beklager.)

Julepynten var læreren ikke klar til at pakke væk, så det har hun efter bedste evne fordelt i stuen, hvor der nu var plads. Det gik især udover vinduepartiet.

Læreren farer stadig sammen ved uventede lyde, synes, hun ser juletræsbiller overalt og får kuldegysninger hver gang hun ser et juletræ, men derudover er katastrofen afværget. 

Hun har de seneste dage følt sig både meget voksen og meget lidt voksen og netop derfor synes hun, at dramaet om det forræderiske juletræ fortjener at blive fortalt her.

Og hvad angår netop det forræderiske juletræ, så står det stadig og skammer sig ude i gården. Læreren kan vist godt få refunderet pengene, men det kræver at hun returnerer det. Om hun er voksen nok til at cykle det helt til Emdrup, hvor det er købt, velvidende at det indeholder et billebo, det har hun ikke lige fundet ud af endnu. Men det ville nu være rart at få det helt væk fra matriklen.

Glædelig jul fra lærerens verden!

Update:

Onsdag eftermiddag. 

Så fik læreren mandet sig op. Hun marcherede ud i gården, greb træet og marcherede over til cyklen med det. Her kæmpede hun noget tid for at få det pakket ind i sorte affaldssække. Det lykkedes dog til sidst, og selvom hun følte, at hun havde biller overalt, så hun kun en enkelt, der sad provokerende og betragtede hendes kamp.

Hun baksede det nu camouflerede juletræ op i cykelkurven. Et knap halvanden meter højt juletræ fylder sket ikke så lidt - heller ikke pakket ind i sort plastik.

Cykelturen gik langsomt og anstrengt - men meget fokuseret mod Emdrup. Lærerens ene arm var vredet om på ryggen i et krampagtigt forsøg på at holde træet. Julemusikken spillede ironisk gennem høretelefonerne og læreren følte sig på en gang både sej, dum og på glatis. Alt på hendes jakke lignede biller og alt under hendes jakke føltes som levende biller, der kravlede triumferende rundt på hende.

Endelig nåede hun Emdrup, og hun greb for sidste gang fat i træet og slæbte det ind i butikken. De to medarbejdere sad med deres egne ord omme i baglokalet og smovsede, så der gik lidt tid før de kom ud. Ingen af dem havde hørt om lærerens juletræ, indtil hun fortalte om billerne. Så havde de godt hørt om det.

“Vil du have det byttet til et nyt juletræ?”, spurgte de. 

“NEJ” svarede læreren eftertrykkeligt og helt uden tøven.

“Ok”, fortsatte de, “har du bonen med?” 

Læreren stirrede uforstående på dem: “Bonen? Nej, det skrev I altså ikke noget om?”

“Nej”, sagde de, “men det er jo meget normalt at have bonen med, hvis man skal returnere noget.”

Det var læreren udemærket klar over, og hun forsøgte at forklare at hendes fokus havde været et andet sted på grund af den omstændige cykeltur. Det undrede hende ærlig talt, at det var så vigtigt med den bon.

En af damerne ringede chefen op og imens stod læreren og fandt hendes kontoudtog, hvor det fremgik, at hun havde købt træet for 400,- kr. d. 25. november.

“Du skal nok få dine penge”, sagde damen, “men min chef spurgte også, om du havde bonen med - ja, for det er jo altså meget normalt at have bonen med, hvis man skal returnere noget”.

Havde lærerens ører ikke været dækket af hendes ørevarmere havde de lyst op, for de var rødglødende. Nu gad hun altså ikke mere.

“Jeg ved godt, det er normalt at have bonen med, hvis man vil returnere noget, jeg troede bare ikke, det var så normalt, at der var biller i ens juletræ, og derfor er det ligesom det, der har fyldt de sidste dage.”

“Ro på”, sagde damen tørt og stak læreren de 400,- kroner - “og glædelig jul”.

Med børnenes øjne

Noget af det, læreren elsker allermest er, når hun får et indblik i, hvordan børnene tænker om store og små ting. Det kan gøre kæmpe indtryk, give kæmpe smil på læben og ind i mellem også gøre læreren helt rørt, at se det hele med børnenes øjne.

Musiklokalet ligger nærmest så langt væk, som man kan komme: Ned ad trappen ud på legepladsen, forbi skolegården og så op ad så mange trapper, man kan - og så ind ad en dør og op ad lidt flere trapper.

Musiktimen starter altid nede i klassen, hvor læreren sender børnene afsted i små grupper. De skal ned i garderoben og have sko på, og man venter selvfølgelig på hinanden. Derfor kan det sagtens ske, at læreren når op i musiklokalet før børnene - selvom hun er den sidste, der forlader klasselokalet.

Flere børn har gentagne gange undrende spurgt læreren, hvordan hun kunne komme op i musik så hurtigt. Her har læreren altid henvist til hendes meget lange ben, og det har de godtaget.

En morgen overhørte hun dog en gruppe børn diskutere netop hvorfor, hun var så hurtig til at komme op i musik. De ræsonnerede det bedste de havde lært, men en af dem lukkede diskussionen helt ned med ordene: "Det er altså ikke fordi hun er hurtig - hun tager bare elevatoren".

Læreren har siden masser af gange forestillet sig scenariet: Hun sender alle børnene afsted og forsvinder så ellers ind i en skjult gang, der fører til en hemmelig elevator, som - nærmest på magisk vis - får hende hele vejen over skolegården, op ad alle trapperne og direkte ind i musiklokalet. 

Det ville være blæret. Men også lidt snyd. 

I starten af skoleåret, var læreren på vej til pause, men stødte på to børn fra 0. klasse, som meget frustrerede spurgte, om hun ikke godt ville hjælpe dem. Læreren gik med dem ned til gangen, hvor alle mælketaskerne hænger.

"Vi skal finde 0.B's mælketaske, men der er ikke nogen af dem, hvor der står 0.B på?", sagde den ene meget skingert, mens han lavede en masse fagter. 

Læreren kiggede på mælketaskerne og fik øje på en, hvor der stod "0.b". Hun pegede voksent og smilende på den, men børnene kiggede bare undrende på hende og nægtede: "Nej, der står ikke 0.B!"

"Joeh?", sagde læreren ligeså undrende, "det gør der faktisk". "NEJ! Der står ikke 0.B", lød det insisterende svar. Læreren prøvede at forklare at det jo var et "0" og et "b", og at det tilsammen gav 0.b, men den ene blev ved, og kunne næsten ikke være i sig selv af frustration. 

"Der står ikke 0.B, for det ser sådan her ud", og så begyndte han at skrive i luften med den ene finger. 

Pludselig forstod læreren hvad der var galt: Den søde lille dreng havde nemlig skrevet et stort "B" i luften og på mælketasken stod der et lille "b".

Læreren begyndte tålmodigt at forklare om det lille "b" og det store "B", men der var ikke tale om, at den forklaring skulle godtages. Til sidst sendte læreren de to børn afsted med den "falske" mælketaske og sagde til dem, at det med "B'erne" måtte de tage med deres egen lærer og så måtte de skyde skylden på hende, hvis de fik problemer med mælketasken nede i klassen. Hun har ikke hørt fra dem siden.

I starten af skoleåret i 0. klasse, er der jo ikke noget at sige til, at man endnu ikke kender til både det lille og det store "B", så læreren synes egentlig, at deres ihærdighed efter at finde det ægte "B" på mælketasken var meget prisværdig.

En anden gang skulle læreren forklare en blanding af 0., 1., 2. og 3. klasser om noget matematik og flere gange undervejs stillede hun spørgsmål. En af børnene fra 0. klasse satte sig eftertænksomt med fingeren på kinden, hver gang læreren stillede et spørgsmål. Hun spurgte ham om svaret, men her så han helt forkert ud i hovedet og svarede: "Men jeg har ikke hånden oppe?" Læreren beklagede, men da han ved næste spørgsmål satte sig på præcis samme måde, var læreren overbevist om, at han nu lå inde med svaret.

Drengen blev frustreret og gentog: "Men jeg har ikke hånden oppe?" Læreren undskyldte, men forklarede, at det jo bare var fordi han sad og rakte fingeren op, at hun troede, at han havde hånden oppe. Og så blev hun sat til vægs:

"Det er bare fordi, jeg skal tænke over det, du spørger om".

På skolen er der en gang, der bliver kaldt "glasgangen". Den er ikke lavet af glas, selvom man skulle tro det, for man skal altid gå pænt på den, og man må ikke larme. Den har nogle store vinduer, så det er nok derfor.

At skulle gå ned af en lang gang uden at måtte løbe, kan være en svær udfordring både for de større og mindre børn. Læreren påpeger det derfor ofte, så anerkendende, hun kan. Hvis nogen løber på gangen: "Husk nu, vi går på glasgangen." Og hvis nogen går: "Ej, hvor er det godt, I husker at gå på glasgangen".

Ikke sjældent kommer nogle af indskolingsbørnene løbende så hurtigt, de kan, indtil de pludselig opdager en voksen. Så skifter de med lynets hast til et eksemplarisk gåtempo: "Nej, hvor var det godt, I kom i tanker om, at man skal gå på glasgangen", siger læreren så.

Hertil kommer der ofte nogle spændende modsvar:

"Faktisk var det bare mine sko, der gjorde sådan, at jeg løb", var der en der sagde, mens han forklarende viste sine tilsyneladende magiske og meget egenrådige sko frem.

En anden var mere argumenterende:

"Der var faktisk tre grunde til, at jeg stoppede med at løbe. Den første var, at jeg så dig. Og så var det også fordi, at jeg så de store vinduer og så kom jeg i tanker om, at det var glasgangen, og så var det faktisk også bare fordi....." han holdt en lille pause, og fortsatte så, mens han ærbødigt kiggede på den lange, tomme glasgang, "... at der er så stille herude."

En af de ting, der sker, når man bliver voksen er, at der er flere og flere ting, man har vist så længe, at man har glemt, hvordan man lærte dem. Det er smart nok, men nogle gange også lidt kedeligt. (Og voksent!) Måske er det derfor, at nogle voksne kan være lidt kedelige at høre på? Fordi de har glemt, hvordan livet var, før man kendte til både det store og det lille "B". 

Eller dengang, man ikke kunne tænke ordentligt uden at sætte fingeren på kinden.

Læreren elsker, når børnene kan minde hende om, at der var engang, hvor det hele var lidt mere simpelt, og var det ikke det, ja så kunne det ikke passe. Og det, der kunne passe, havde man sin helt egen opfattelse af.

Så blev man lidt ældre, og så begyndte man at tro meget på, hvad de voksne sagde. Og så på et tidspunkt blev man teeanger, og så troede man ikke på så meget mere. Og så var man pludselig voksen?

Noget af det, læreren har allerstørst respekt for i hendes arbejde er, at hun netop prøver at lære børn ting, de ikke ved. Ofte er det endda ting, hun selv har glemt, hvordan hun lærte.

Det er sjovt. Og svært. Og ret vildt, når det lykkes. 

"Undskyld, men jeg skal bare lige høre... sidder jeg og dividerer nu eller hvad er det egentlig, jeg laver?", spurgte en pige for nyligt, da de netop ENDELIG havde lært om division i 3. klasse. Hun var skeptisk og forvirret, men lyste op i det største og stolteste smil, da læreren fortalte hende, at det var lige præcis det, hun lavede.

Der var for nyligt en opgave i matematikbogen, der var temmelig svær, og den dag børnene skulle lave den, havde de vikar. Efterfølgende, da læreren var tilbage, var der flere, der måtte spørge hende, om hun kunne forklare, hvad den gik ud på.

Læreren forklarede det for to drenge, og i det, de gik tilbage til deres plads, hørte hun den ene sige til den anden: "Årh, det var godt nok nemt at forstå, når hun forklarede det".

Drengen var helt sikkert slet ikke klar over, at han netop havde givet læreren en af de største komplimenter, han overhovedet kunne. 

Han var jo bare glad for, at han havde forstået opgaven. 

Det er så dejligt simpelt med børnenes øjne.

Læreren på lejrskole

Det er onsdag morgen. 50 spændte børn, meget mere end 50 spændte forældre og 5 spændte voksne møder ind i skolegården.

Luften emmer af forventning, frygt og overstadighed. Hos alle. For nu er der lejrskole. 

Børnene er spændte, fordi de skal undvære deres forældre. På godt og ondt.

Forældrene er spændte, fordi de skal undvære deres børn. På godt og ondt - men man fornemmer nervøsiteten. Det er deres guld, de overlader i hænderne på de fem voksne.

Og de fem voksne er selvfølgelig spændte, fordi de står med 50 guldklumper, som de har det store og vigtige ansvar for, de næste to et halvt døgn.

Læreren er en af de voksne. Hun står med sin guitar på ryggen og det helt store "det-skal-nok-gå"-smil på. Smilet sender hun til børnene og deres forældre - og i allerhøjeste grad også til sig selv. Hun har kopier af alle børns sygesikringsbevis i tasken og håber inderligt, at hun ikke får brug for dem. Programmet kører igennem hendes hovede på repeat. Huskelisten får hende til at tænke, så det knager. Er der noget vigtigt, de har glemt?

Der bliver kysset, krammet, vinket og så kører bussen afsted. De voksne fordeler sig i bussen, og der bliver taget mange ture op og ned ad gangen for at sikre, at alle børn er ok. Man ved dog godt, at det først for alvor er efter aftensmaden, at hjemveen begynder at sætte ind. Den smitsomme, uforudsigelige tilstand, der kommer til udtryk på mange forskellige måder. Der kan komme tårer, der kan komme vrede, der kan komme masser af ord, og der kan komme tavshed. Det gælder om at få øje på den i alle dens afskygninger. Og om at få den afværget, før den breder sig til hele værelset. At få italesat og anerkendt, at det er helt ok og helt normalt at savne dem derhjemme. Og herefter skal der lukkes for sluserne og skabes en god følelse i maven.

De voksne er godt forberedt: Hjemve-pillen.

Læreren er normalt tilhænger af ærlighed overfor børnene til hver en tid. Men lige her, har hun overgivet sig til den hvide løgn: Tictac-pastiller pakket ind i et pilleglas, der med apotekets hjælp ser meget ægte ud.

Det er ikke alle børn, der køber den. Men overraskende mange gør. Læreren kender det selv: Er man eksempelvis snotforkølet, så vil man gøre meget for at få det bedre. Spise hele hvidløg, sidde med hovedet i mentoldamp, osv. Og læreren skal da heller ikke gøre sig til naturdoktor - det kan sagtens være, at det virker. Men uanset er det en god følelse at gøre et eller andet ved den uønskede tilstand.

"Hjemve-pillen kan hjælpe dig med at tænke gode tanker, så du får en god følelse i maven og lettere kan falde i søvn", hed det sig.

"Jeg tror bare, at jeg tager en for en sikkerheds skyld"

"Umm, den smager af pebermynte"

"Skal man tygge den eller sluge den?"

Nogle børn er helt ukritiske. Andre lidt mere skeptiske:

"Jeg har taget en, men den virker desværre ikke", var der en, der sagde. Læreren forklarede overbevisende, at man nogle gange selv skulle hjælpe de gode tanker lidt på vej. 

"Nå ok", lød svaret, "så tænker jeg bare på min kanin".

"Min mor siger, at der ikke findes hjemve-piller", var der en anden, der sagde. Her måtte læreren finde den overbevisende etikette frem og sige: "Men du kan jo se, at den er købt på Søborg Apotek?" 

"Jeg tror godt på det", lød det fra en af de andre køjer, "og jeg synes allerede, jeg kan mærke, at det virker".

Andre var på ingen måde overbevist: "Men Ane - det er jo bare tictac-pastiller." 

"Nej?", svarede læreren uden at blinke.

"Jo? De ligner tictac, det smager af tictac og de dufter som tictac", lød det skarpe svar. Det blev sagt med et stort smil, for der var bestemt ikke brug for hjemve-pillen i denne køje. Det var der imidlertid i en af værelsets andre køjer, og læreren måtte finde sin mest voksne attitude frem og lukke samtalen ned omgående: "Jo. Det er hjemve-piller. De har bare fået det til at ligne, dufte og smage som tictac, fordi det er noget alle børn kan lide. Og nu skal vi bruge en her."

"Ok", blev der sagt fra overskudskøjen uden flere afslørende udsagn. Hun troede fortsat ikke på det, men forstod behovet i den underliggende køje, sagde hendes øjne. Lærerens øjne smilede taknemligt tilbage.

Udover hjemve-pillen tog læreren også et andet trick i brug. Et trick, hendes egen far i sin tid altid havde held med, da hun som barn ikke kunne falde i søvn. Det går simpelthen ud på, at tale hele kroppen til ro - nærmest på en lidt hypnose-agtig måde. 

"Nu skal du lægge dig på en måde, så du ligger riiiigtig godt. Og så skal du slappe af i begge fødder. Slap heeelt af i begge fødder og så i begge ben. Både skinneben, knæ og lår..." 

Stemmen skal være langsom, rolig og nærmest hviskende. Og når hele kroppen er talt til ro med særligt fokus på maven og hovedet, taler man de gode tanker frem:
"Tænk på alt det sjove, vi har lavet i dag. Da vi var på teknisk museum og prøve rum-virtual-reality-briller. Og da vi shoppede for 30,- kroner på Helsingør gågade. Helt uden de voksne. Og da vi spiste kage og æbler. Og da der var værelseshygge og spil i fællesrummet. 

Og tænk så på alt det sjove, vi skal lave i morgen.... Vi skal stå op og have læææækker morgenmad.... Og så skal vi på Øresundsakvariet og røre ved fisk.... Og måske skal vi også have en ... is ..." 

Læreren talte og talte men gjorde hele tiden stemmen langsommere, mere hviskende og lod der være flere og flere pauser i mellem sætningerne.

Til sidst talte hun ikke mere og her kom det gyldne øjeblik, hvor de små snork stille og roligt boblede frem. Herefter skal man bare liste sig ud uden at vække nogen, og det kan være svært.

Læreren har stadig sin egen fars stemme i hovedet og husker, hvordan det altid lykkedes ham at tale hende i søvn.

Læreren kunne egentlig godt have brugt sin far - eller en anden til at tale hende til ro, da hun selv skulle sove senere. Ikke fordi hun havde hjemve, men fordi hendes hovede var fyldt med bekymringer. Hvad nu, hvis nogen vågner og ikke ved, hvor voksenværelserne er? Hvad nu, hvis de ikke tør at gå udenfor, når det er mørkt og så bare bliver liggende og er bange og kede af det. Osv. 

Ovenstående tanker fyldte hele første nat. 

Læreren blev derfor nærmest lettet og hoppede ud af sengen, da der blev banket på døren 10 minutter i 6. 

Der var tale om en omgang morgenhjemve og læreren tog i samme omgang en runde og tjekkede op på de andre værelser. Der var liv og glade dage, og de færreste sov.

"Vi vågnede, fordi nogle af drengene stod og twerkede udenfor værelset", sagde nogle piger fnisende, mens de forsøgte at se forargede ud.

Læreren tog voksent og roligt en tur rundt og bad alle om at blive på værelserne og lade være med at twerke udenfor de andre børns værelser. Hvis de virkelig ikke kunne sove mere, kunne de finde på noget stille og roligt, men hun opfordrede til, at alle hoppede i seng igen og forsøgte at sove lidt mere.

En dreng kiggede uforstående på hende og sagde spørgende: "Skal vi gå i seng igen? Men ... vi har jo taget vores almindelige tøj på?"

Læreren svarede tålmodigt, at der jo så var to muligheder: Enten kunne man trække i nattøjet igen, eller også kunne man hoppe i seng i sit almindelige tøj. Drengen kiggede eftertænksomt på hende, men godtog svaret.

Ovenstående er lige præcis en af grundene til, at læreren er vild med lejrskolen. Man får et lidt større indblik i børnenes fantastiske måde at opleve tilværelsen på: Når man sover, skal man have nattøj på og når man ikke sover, tager man almindeligt tøj på. Selvfølgelig.

Den insisterende banken på døren den første morgen, gav læreren ro til at sove den anden nat. Så meget ro, at hun slet ikke ænsede, at der blev banket igen, og at en af de andre voksne på værelset i løbet af natten havde fået selskab, fordi der var et barn, der ikke kunne falde i søvn i sin egen køje. Det var efter lærerens egen mening lige i overkanten af ro og tung søvn, men der var ikke noget at gøre ved det.

Den tunge søvn havde også ramt mange af børnene på den anden nat. Læreren insisterede på, at gå rundt på værelserne om morgenen kl. 7 og vække børnene med guitar og sang. Læreren er for nyligt begyndt at gå til guitar, så morgenvækningen var egoistisk, så hun kunne øve sig lidt i at spille for et taknemligt og ukritisk publikum. 

Hun valgte en nem sang: Leaving on a jetplane, og så spillede hun løs på den melodi, mens hun fandt på tekst henad vejen:

Godmorgen piger har I sovet godt?

Nu' det blevet tid til at stå op

Og ta' jeres tøj på og børste jeres tænder

Og så indtil der er morgenmad

så kan I rydde op og rede jeres seng

Og hygge jer lidt og sørge for her ser pænt ud...

Og sådan kunne hun sådan set fortsætte længe, men børnenes undrende blikke stoppede hende som regel efter 2-3 vers. "Hvad har hun gang i?", sagde øjnene - nogle tydeligt fascinerede, andre tydeligt pinligt berørte.

Den første morgen var der reelt set ikke tale om morgenvækning, for stort set alle var vågne og havde været det længe, da læreren bankede på kl. 7. 

Den anden morgen var det helt anderledes. Her fik læreren vitterligt lov til at liste ind i mørket på værelserne der duftede lifligt af sure tæer, slå tonerne an og synge blidt og rustent, mens børnene langsomt vågnede op. 

Det må da have været lidt hyggeligt, bildte hun sig ind...

To et halvt døgn føles både som kort og lang tid i den intense lejrskoleboble. 

Men at se børn overvinde deres hjemve og frygt for at sove væk fra deres forældre. At se dem være gode kammerater overfor hinanden. At se børnene i en sammenhæng, hvor der ikke er en struktureret undervisningsplan, der skal gennemføres. At holde latteren tilbage, når børnene ikke kan finde hoved og hale i dynebetrækket, de selv skal lægge på, eller veltilfredse smører en sandwichbolle kun med smør og agurker og ikke helt kan gennemskue, hvordan man pakker den ind i madpapir, eller at et barn har taget shorts på i 8 graders kulde, fordi han ikke lige kunne finde nogle lange bukser i rodet. At få lov til at trøste og kramme og læse godnathistorier...

(Lejrskole eller ej - man er vel matematiklærer...)

...At blive taget i hånden nede i de mørke kasemater på Kronborg Slot og opdage, at der ikke bliver givet slip, selvom man forlængst er ude i lyset igen.

Det er noget af det, der gør lejrskole til noget helt særligt for læreren.

 Da bussen fredag eftermiddag vendte tilbage med de 50 trætte børn, og de 5 trætte voksne, og de meget mere end 50 forældre stod der og vinkede og glæden var total - ja, så var læreren alligevel glad for, at det var dét for denne gang.

En af de sidste beskeder børnene fik fra bussen var, at de skulle sige "farvel og tak for turen" til en af de voksne inden de gik med deres forældre hjem.

Og der stod så mere en 50 forældre og så mere end imponerede ud over, at alle deres trætte børn så høfligt fik sagt "farvel og tak for turen" til de 5 trætte voksne.

Læreren siger bestemt også tak for turen - til børnene og de andre voksne.

Og godnat.

via GIPHY
 

Fem års jubilæum i lærerens verden

Den er god nok. Det er nu lidt over fem år siden, at lærerens verden begyndte! Ikke bloggen af samme navn - men livet som lærer, for læreren.

Læreren husker, som var det igår, da hun rædselsslagen stod ude på legepladsen og panikkede over alle de måder, de mange børn hun skulle holde styr på, kunne komme til skade. 

Og da et barn kom løbende og råbte, at edderkoppegyngen var gået i stykker, og læreren febrilsk prøvede at regne ud, hvad edderkoppegyngen var. Og herefter, hvad man skulle gøre, når den gik i stykker. "Jeg tror, vi skal hente en voksen", sagde en af børnene. Læreren var enig, men tænkte bekymret, om det her lærerliv mon ville fungere?

Der er sket meget siden da. Nu ved læreren godt, hvad man gør, når edderkoppegyngen går i stykker. At man i 1. klasse skal huske at sige, at man BÅDE skal tage penalhus og matematikbog op af tasken. Ellers sidder der bare en hel spørgende klasse og kigger, når man har forklaret side 1 i matematikbogen og bedt dem om at gå i gang. 

Hun ved også hvor kopimaskinen er, og hvordan man printer trådløst. Hun ved faktisk ganske meget om printere og den slags, for hun er blevet autodidakt it-vejleder (læs: google-søgningsekspert).

Hun ved, at hun altid skal medbringe sin egen kaffe, for lærerværelseskaffe er præcis ligeså tyndt og usmageligt, som det lyder.

Hun ved lidt om lærerlivet før skolereformen, og en hel del om det efter skolereformen. Hun ved bl.a., at det kan være utrolig frustrerende, at dem, der tager de vigtigste beslutninger for folkeskolen ikke er dem, der rent faktisk opholder sig i den. Og når de nu ikke er tilstede, kan det være rigtig svært at få dem fortalt, når det ikke er nogle gode beslutninger, de har taget.

Hun har faktisk prøvet med et brev på et tidspunkt. Til selveste skolechefen. Det handlede om afviklingen af de omdiskuterede nationale tests i de tidlige klasser. Hvad læreren mener om de nationale tests, findes der et andet og meget frustreret blogindlæg om. Men det regner hun ikke med, at skolechefen har læst. (Selvom hun da egentlig synes, det ville være relevant for ham?)

Så hun skrev til ham om sine oplevelser med at afvikle "matematik 3. klasse nationaltesten" i 2. klasse. Det har skolechefen nemlig besluttet, at man skal. Læreren ved godt, hvorfor skolechefen synes, det er smart. Det er for at få en mere målbar progression. 

Sagen er bare, at det - med lærerens øjne i hvert fald - bliver en meget usand progression, man kommer til at se. For når børnene ikke har lært det, de bliver testet i, hvordan skal de så kunne svare? Jo, de skal svare "det, de synes er mest rigtigt" - altså gætte. Det er da helt vildt uretfærdigt at bruge gættede svar i en progressionsmåling?

Nå, men læreren skrev til skolechefen og følte sig lidt modig og lidt nervøs. Hun fik et svar. Det var overraskende positivt: 

"Det lyder umiddelbart ikke hensigtsmæssigt med de tidlige test. Vi indhenter derfor flere synsvinkler i løbet af de næste uger, og herefter revurderer vi beslutningen omkring nationale test snarest. Vi vender tilbage, så snart vi har et endeligt svar."

Det var i april, at svaret kom, og læreren gik i de efterfølgende uger og glædede sig helt vildt til at få det "endelige svar".

Desværre er det ikke kommet endnu.

Det kan jo godt være, at skolechefen stadig er i gang med at indhente synsvinkler eller revurdere beslutningen. Det var nok bare det der med "snarest", der gav læreren indtryk af, at hun ville høre fra skolechefen - ja, snarest?

Det er ikke sikkert, at skolechefen lige har tænkt over det - men læreren ved, at det er rigtig dumt at sige til nogen, at man vender tilbage med noget, hvis man ikke gør det. Det går i hvert fald ikke overfor børnene. Når det sker, bliver det ført til regnskab og aldrig glemt. (Måske bliver det glemt en dag, men det føles ikke sådan, når der står et barn og kigger en i øjnene og siger: "Men du sagde, at vi skulle have nye matematikmakkere i dag?")

Nå, men læreren har ikke opgivet at høre fra skolechefen. Der er sikkert meget arbejde i at være skolechef for en hel kommune, så måske det kommer på et tidspunkt,

Man fornemmer det måske, læreren har givet sig selv en stor, solid ja-hat i 5-års jubilæumsgave. Det trængte hun til - desværre virker den ikke så godt, som hun havde håbet. Det er ikke helt så grelt, som den opvaskemaskine, hun købte i elgiganten for nogle uger siden. Den virkede slet ikke, og det var en lang og meget dårlig oplevelse at få elgiganten til at give hende en ny. Det lykkedes heldigvis til sidst.

Det fungerer bare ikke helt sådan med ja-hatte. Men læreren har opdaget et smart trick: Ind i mellem kan man være heldig at finde en kollega, hvis ja-hat er så stor (og virker), at man kan låne et lille hjørne af den. Det er ret smart.

Det er nemlig noget andet, læreren har opdaget gennem sine fem år i lærerens verden. Kolleger er helt vildt vigtige. Man ser dem jo stort set hver dag! Og så kan man jo ikke lade være med at blive en del af hinandens liv. Og derfor bliver man glad, når der sker noget godt for dem og ked af det, når der sker noget dårligt. Læreren har masser af gange prøvet at stå med noget, der var så svært, at hun ikke syntes, hun kunne klare det selv. Og så var der heldigvis nogen, der hjalp. Og sådan noget, glemmer man aldrig. (Lidt ligesom, når nogen siger, de vender tilbage med et svar, men så ikke gør det. Her er følelsen bare ikke så god.) 

Kolleger og børn - det er det, der fylder i lærerens verden efter fem år. 

Og nu vi er ved børnene - ligesom læreren ikke kan undvære kollegerne, kan hun heller ikke undvære børnene. Af mange grunde. Bl.a. at de er de første til at bemærke den nye frisure, den nye tatovering, de nye øreringe eller når læreren har briller på.

Og så siger de præcis hvad de synes. Både hvis det er: "Ej, hvor er det nogle pæne øreringe. Og noget pænt tøj. Og en pæn tatovering (men gør det ikke ondt?)", og når det er: "Ane, har du fået briller? Du er godt nok pænere uden!"

(Kolleger er faktisk også gode til at lægge mærke til, når man ser anderledes ud i tøjet, frisuren eller lignende. De siger det bare på en anden måde: "Det er pænt til dig med det lange hår, Ane. Det skal du beholde". Så ved man godt, hvad de syntes, om det korte hår. Det er lidt sødt.)

For fem år siden stod læreren nervøst og spekulerede på, om lærerlivet ville fungere. Det synes hun, det gør. Trods kampene med ja-hatten, manglen på det "endelige svar", og det, at hun stadigvæk efter fem år, ofte står i situationer, hvor hun febrilsk prøver at regne ud, hvad det er meningen, hun skal gøre.

Det kan være frustrerende. Men så har hun heldigvis kollegerne. Og så må man prøve sig frem. Sammen. I virkeligheden tænker læreren nok, at den dag, hun aldrig "ikke ved, hvad hun skal gøre", ja - så er der nok noget først for alvor noget galt og så skal hun nok se at komme ud af lærerens verden, så hurtigt, hun kan.

Bare rolig. Det sker ikke foreløbig.

[Indsæt dybt citat om det menneskelige i at fejle, at vi lærer hele livet, at det er godt nok, når man gør sit bedste eller sådan noget. Peter Plys og Pippi har fx masser af den slags]

PS. Hvis nogen kender eller render ind i skolechefen, så mind ham gerne om det "endelige svar".

Læreren i GIF's

I løbet af en skoledag gennemgår man som lærer mange forskellige følelser og situationer. Her følger en ganske almindelig arbejdsdag i lærerens verden, illustreret med GIF's. 

(Ironi og sarkasme vil forekomme. Det er kærligt ment.)

Læreren forsøger altid at komme i god tid, men har så svært ved at stå tidligt op. Hun når det altid inden 8. Men også kun lige inden.

Læreren har lige gennemgået dagens stof og opgaver i matematik og slutter af med at sige: "Jeg vil gerne have, at I sidder på jeres pladser. I må arbejde alene eller arbejde sammen med nogle af dem fra jeres bord."

To elever, rækker prompte hånden op og spørger:

"Må man arbejde sammen?"  "Må man sidde hvor man vil?"

Det er næsten frikvarter, og børnene spiser 10-mad. En af dem kommer op med en snackpølse i den her slags plastik, der kan være lidt svær at åbne og beder om hjælp:

I musiktimen sidder læreren og spiller en sang ved klaveret, mens børnene står omkring hende. Midt i det hele begynder en af dem at lave kaninører på ham ved siden af. Læreren stopper op, beder ham om at stoppe og går hurtigt videre. I næste sekund er der pludselig fem børn, der laver kaninører på hinanden. 

I indskolingens frokostpause går snakken højt og muntert. Bedst som læreren tager en bid af sin mad drejes snakken pludselig over i børneorm, herefter berøres opkast og lort, og til sidst en gammel kending: fødsler!

Børnene har luftepause og læreren har lige taget en tår af sin kaffe, da to piger kommer over. De ser ikke glade ud. 

"Det er bare fordi..... Og så sagde hun.... Og så gjorde jeg... Men så sagde jeg, og så gjorde hun bare.... Og det er megastrengt...., osv., osv., osv."

En lærerstuderende spørger lærerens elever, hvornår de sidst havde lært noget, de ikke vidste i forvejen. En af børnene rækker hånden op og fortæller om matematiktimen i sidste uge, hvor læreren havde spurgt hvor mange sekunder, der går på en time, og de efterfølgende havde regnet det ud: 3600 sekunder.

Klokken er 14 og læreren er færdig med at undervise. Hun vil sætte sig til at forberede undervisning og går på skoleportalen - den virker ikke. Hun læser en forældremail omkring trivselsmåling og anonymitet, hun sender et skema til print - printeren virker ikke. En mail tikker ind: "Om hun vil på kursus i solotaksonomi?" En ny mail tikker ind: "Husk at lave din læringsmølle, så du kan være nysgerrig på din egen praksis". 

Læreren vil besvare en email. Internettet virker ikke.

Osv., osv., osv.

Læreren er færdig for i dag, og opdager, at det er blevet påskeferie.

GOD FERIE!