"I lost my drivers license"

Jeg har en chauffør, der henter og bringer mig til Bingham Academy hver dag. ”How are you?” er altid det første han spørger om, med sin tydelige etiopiske accent, hvor man ruller ekstra meget på r’erne, og i øjeblikket sidder han altid med et stort farvestrålende halstørklæde viklet – ikke om halsen, men om hovedet, fordi han har fået lavet et eller andet hos tandlægen, der gør ondt. Jeg kan se det farvede halstørklæde nærmest før jeg kan se hans bil, og morer mig altid lidt over det.
En morgen da vi havde kørt lidt, kiggede han pludselig på mig med et skævt smil og sagde: ”I lost my drivers license”. Jeg kiggede halvt skeptisk, halvt overrasket og en smule bekymret på ham, og forstod ikke helt hvad han lige mente. Hans udtryk var som et barn, der godt ved, det har gjort noget forkert, da han fortsatte: ”Yes, I forget in other pants. I call my wife”, hvorefter han gentagne gange med den ene hånd på rettet og den anden halv på hornet, som bruges hyppigt hernede, og halvt på telefonen, mens den ringede til den sikkert sovende kone.
Jeg smilede som en overbærende voksen og sagde: ”Well let’s hope you don’t meet the police today then”. ”Yes”, he said ”then is big problem”.
Vi fortsatte lidt i tavshed, mens jeg betragtede hans kørsel. Han kører ganske udmærket, som enhver anden etiopier, sørger han altid for at lægge midt på den tosporede vej – så er det nemt at komme forbi de andre bilister. Når man overhaler dytter man bare lige, så er det helt fint, uanset om man kører inden- eller udenom, og uanset hvor mange andre biler, der er i gang med det samme.
”Before many months ago, I again forget my drivers license, and I meet police” sagde han, nærmest lidt stolt”. “And did they give you a ticket, then”, spurgte jeg, igen som den fonuftige voksne, men han forklarede mig, at de havde stolet på, at han havde glemt det. ”Because I am honest man”, var hans begrundelse, og det var nok ment som en slags beroligelse, eller for lige at hævde sin position.

Jeg har pludselig under en uge tilbage af min tid her. Jeg har lige nået at blive så bekendt med de andre lærere og folk omkring mig generelt, at jeg føler mig som en del af deres fællesskab, og så skal jeg til at sige farvel igen. Jeg bliver særligt trist ved tanken om, at jeg skal sige farvel til Kindergarten 2, for dem kom jeg hurtigt til at holde af. I sidste uge underviste jeg dem i Math og Bible, og de er i fuld gang med at lære en dansk sang: ”Min Gud er så stor”.
Jeg bliver så fascineret af deres logik. I torsdags skulle de tegne Gud, der hvilede sig, efter han havde skabt jorden. ”This is God, lying in his bunkbed”, viste en mig stolt, og jeg så tydeligt stigen op til Guds køjeseng. Andre tegnede Gud meget stor, og for de fleste vedkommende lå han i en seng eller på skyerne og sov.
Og så er der en gennemgående godhed, hos børn, der ikke er ældre. Når de ind i mellem ikke hører efter, eller gør hvad der bliver sagt, er det oftest fordi de bare glemmer at koncentrere sig, eller har nogle kroppe, der simpelthen ikke er i stand til at sidde stille særlig længe. Det er ikke fordi de bevidst vil være på tværs. ”Look, I am concentrating today”, sagde en af pigerne stolt, med sin helt utroligt britiske accent, og hun fik lov til at tage en ”sticker” til sit hæfte som belønning.

Ellers har der på det sidste været en del praktiske opgaver at hjælpe til med, og jeg har haft mere at lave. Og så har jeg ellers udfordret min frimodighed og arrangeret en tur op på et bjerg i lørdags. En finsk pige, en hollandsk pige, jeg begge kender fra Bingham, hvor de er language assistents for nogle elever, der ikke taler så godt engelsk, og så to etiopiske venner jeg har fra forrige besøg udgjorde sammen med mig delegationen til Ntoto, et bjerg i udkanten af byen. Projektet var fra min side, udover at komme lidt ud i naturen, at pigerne og drengene skulle blive venner, så de kan hænge ud efter jeg er taget af sted. Pigerne er nemlig forholdsvis nye i byen og kender ikke så mange folk eller steder, og drengene kender mange folk og steder og er desuden sjove og nemme at snakke med. Dagen var, som jeg håbede, en stor succes og meget hyggelig, og da der ved dagens afslutning blev krammet farvel og sagt på gensyn, klappede jeg lidt stolt mig selv på skulderen.

Jeg er stadig helt vild med de amerikanske lærere, og de sjove samtaler jeg har med dem, der på en gang er overfladiske, og som var vi de bedste venner. Jeg er vild med etiopierne, med børnene og de skønne, eksotiske omgivelser.
Jeg er ikke så vild med regnen, der dagligt gennembløder gaderne og til tider bringer skader med sig, og heller ikke så vild med de tiggere, der konfronterer mig, mest fordi de stikker sådan til min samvittighed. (Siden jeg var her sidst, er det blevet forbudt at tigge på gaden, hvilket er rart nok for øjet, men ellers ikke, for man har ligesom bare samlet alle tiggerne og kørt dem så langt væk fra byen, så de ikke kan komme tilbage igen. De har det nok næppe bedre der, selvom at det kan man jo naivt gå at forestille sig, hvis man ikke kan holde til andet.)
Jeg er til gengæld vild med min chauffør og hans halstørklæde (og han har fået sit kørekort med sig igen)