Oversvømmelse!

Det lyder vidst som om, jeg har det strålende her. Og det har jeg også. Dog blev nogle andre, tæt på mig, hårdt ramt i sidste uge.

”This rain is endless”, sagde min tidligere omtalte chauffør, inden han satte mig af, hvor jeg bor. Det var onsdag eftermiddag, og jeg havde efterfølgende min daglige snak med vagten. Vi konkluderede, at der var meget regn, og at det ikke var godt. (Fordi det er en af de få ting, jeg kan konkludere på amharisk. Det konkluderer jeg til gengæld ofte, ligesom jeg altid konkluderer, at det er godt, når solen skinner.) Han pegede over mod haven, og det var som om han, i det han pegede, først rigtigt opdagede hvor meget vand, der rent faktisk var i gang med at oversvømme den. Han mumlede overrasket en masse ord på amharisk, mens vi kiggede nærmere på det. Og der var virkelig meget vand! Den yderste del af haven ligger et par meter lavere end resten, og det var altså denne del, der var blevet til en del af floden, der normalt løber forbi længere ude. Vandet, der var meget brunt og klamt, steg hurtigt, og havde stor kraft på. Man så kun øverste spids af den ene pæl, der normalt holder et volleyball net oppe. En lygtepæl, der var ved at vælte, satte vagten på arbejde, og han måtte gøre hvad han kunne for at holde den stående.

Jeg tog et par billeder, og vidste ellers ikke lige helt, hvad jeg skulle gøre af mig selv. Så var det vi pludselig hørte om de nyankomne danskeres hus.
Det ligger på nabocompounden, desværre så lavt, at det var blevet fuldstændigt oversvømmet. Familien, der var ankommet aftenen forinden, havde kun haft få minutter til at komme ud af det hus, de troede skulle være deres hjem de næste 4 år. De to børn, begge under 3 år, måtte vækkes fra middagssøvnen, og forældrene måtte kæmpe sig ud i vand til livet, hver med et barn på armen.
Man kan kun forestille sig, hvilken forfærdelig og uoverskuelig situation dette må have været, både mens det stod på og efterfølgende.
Vandet havde stået omkring halvanden meter højt i deres hus, før det begyndte at falde igen. Familien blev kørt til et hus i en anden del af byen, hvor de kan bo midlertidigt, og imens tog regnen og folk fra nabolaget gik rundt og sonderede området, alle chokerede, for dette har ingen oplevet før, ikke engang dem, der har boet her hele deres liv. Den danske families hus og huset ved siden af, var værst ramt. Det finske hus ved siden af vores havde fået kælderen og alle deres biler under vand, og mange steder var haver dækket af flodvandet. Mange hjælpende hænder tilbød sig, dog var det svært lige at vide hvordan denne situation skulle gribes an.
Da vandet var faldet til ankelhøjde lånte jeg et par gummistøvler og gik med over, for at redde, hvad der kunne reddes i danskernes hus. Det var gribende og trist at gå rundt i smat og søle, hvor sko, legetøj, møbler og alle deres ejendele lå. Og ejendommeligt var det, hvordan nogle ting var som kastet rundt, mens andre ting bare var ”lettet fra jorden” og så dalet tilbage på plads således at det, der havde ligget ovenpå var tørt.
Man følte, at man gik rundt midt i et nyhedsindslag, og det var slet ikke lige til at forstå.
De efterfølgende dage var der nok at gøre med tømning af huset, rengøring og sortering af de forskellige ting, og jeg var glad for at have masser af tid at give af.
Hvad sådan noget flodvand er fyldt af, er så ulækkert, at jeg ikke vil skrive det her, men den halve centimeters slam, der dækkede alt, der havde været under vand, talte sit tydelige sprog. En eftermiddag var jeg led i en rengøringsserie – en af vagterne spulede, en anden vagt og jeg skrubbede og sæbede ind, og så blev der spulet igen. En anden dag, var det mig der spulede – en computer fik bl.a. en ordentlig gang vand, og optimisterne mener, at når den tørrer, kan det være, at den virker igen. Som spuler, har jeg svært ved at forestille mig det.
De ting, vi kunne få rene nok, bragte vi til familien, og de fik langsomt et billede af, hvad de stadig har, og hvad de ikke har.
Samtidig med denne oprydningsproces, søges der efter et nyt hus til dem, så de forhåbentligt kan få skabt et godt og trygt hjem, trods denne hårde start.
Jeg har i disse dage sendt mange tanker til den lille familie. Og så til alle de etiopiere, der har boet ved flodens bred, og som ikke har noget der minder om de ressourcer, som vi har til rengøring og genopbygning. Hvad mon de gør?
Så vidt vi har hørt, er der ingen, der er døde. Mange ”hvad nu hvis”-tanker dukker dog op, og giver anledning til taknemlighed, men også til frygt og stor respekt for naturens kræfter.
Min konklusion skal fortsat være: Ikke mere regn nu!