Anes Afrika, første uge...

At det kun er 1 uge siden, at min søster blev gift i København, kan jeg slet ikke lige forstå. Så har jeg jo ikke engang været i Etiopien i 1 hel uge?
Tænker jeg for meget på mine kære derhjemme, stikker det lidt, og jeg mærker, at jeg er alene af sted. At jeg er ude af min trygge kendte hverdag, og de rammer jeg normalt foretrækker at holde mig indenfor. At der sker ting derhjemme, jeg går glip af, og at jeg ikke sådan lige er i nærheden af mine kære. Men så tager jeg mig sammen og overbeviser mig selv om, at jeg er sej, og at det er sejt, at jeg er på eventyr i Afrika, og at jeg er midt i en hel masse gode oplevelser. Og så bliver jeg glad og stolt.
Tænker jeg for meget på virkeligheden for de mange etiopiere, jeg ser hernede hver dag, de kummerlige forhold de er underlagt, og den store, store forskel der er på deres udgangspunkt og mit, stikker det også, og jeg bliver på en gang lidt flov og meget taknemlig.

En af de ting, der for alvor adskiller hverdagen her fra den derhjemme er, udover at Danmark og Etiopien generelt er to meget forskellige lande, at jeg har så få på forhånd planlagte aftaler. Der er selvfølgelig praktikken, men derudover ser jeg stort set altid frem mod aftener, hvor jeg ikke aner hvad jeg skal. Det kan gøre mig lidt nervøs, men samtidig spændt, og jeg udfordrer min frimodighed til at få mig vidt omkring.
I fredags, mens jeg efter endt skoledag stod og ventede på min chauffør, blev jeg inviteret på cafe sammen med nogle af de andre lærere. Jeg slog til, aflyste min hjemtransport og havde en hyggelig stund med dem, på Etiopiens svar på Starbucks coffee. Da vi så kom tilbage på Bingham Academy, hvor alle de andre bor, stod jeg og flagrede lidt, men besluttede at blive, da jeg viste om et hang-out arrangement for high school-eleverne om aftenen, hvor jeg også var velkommen.
Jeg satte mig lidt genert op i deres computerrum og skrev et par mails da en anden lærer kom forbi og inviterede mig på mad hos hende og roommaten. Min beskedenhed var ikke så meget for det, men jeg takkede ja, og havde endnu en virkelig hyggelig stund med de to amerikanske piger. Amerikanere er generelt både ret åbne og ret snaksalige, er de ikke?
Aftenen med High school-eleverne og de andre lærere var også sjovt, og jeg fik både spillet volleyball, bordfodbold og hængt ud. :)
Sådan blev en ellers tom fredag pludselig fyldt ud, og jeg har udvekslet tlf.numre med flere, til andre gode gange de næste par uger.

Ruth, missionæren hernede, sørger også godt for mig på alle tænkelige måder, og det er virkelig rart! Jeg nyder dog også de få gange, hvor jeg så er ude for mig selv, som i dag, hvor jeg skulle have købt et telefonkort. De købes i de fleste små butikker, så jeg gik mig en tur, og udover at det er lidt underligt sådan at blive set efter og tilråbt på gaden, kan jeg godt lide at gå der. I den lille butik sad et par damer og et par børn, og da jeg på amharisk sagde noget i retningen af: "Har I telefonkort?", lyste de alle op i smil og roste mit amhariske helt utroligt meget. Det fortsatte, da jeg hilste dem som man gør hernede, og selvom jeg i resten af samtalen bare kom med korte svar som "ja", "ok", "tak", "godt", "100birr?", ”Etiopien godt og smukt” og lignende, var der ingen grænser for jublen over, hvor dygtig jeg var til deres sprog, og jeg måtte uundgåeligt smile lidt stolt hele vejen hjem.

Mere følger i løbet af næste uge. Håber I har det godt derhjemme?!