Stines Zanzibar

Et helt saerligt indlaeg om Stines verden.
Vi har hoert hende fortaelle, maaske set et par billeder, og mange af os var heldige at moede Imu, da han var i Danmark i foraaret. Men Stines verden paa Zanzibar, har vaeret svaer at forestille sig - for mig, og sikkert ogsaa andre.

Men nu har jeg vaeret der!

Det at se Stine igen, var i sig selv baade fantastisk og helt uvirkeligt, og vi kunne slet ikke rigtig forstaa, at vi pludselig var i Afrika paa samme tid, og endda det samme sted. Det tog faktisk flere dage foer det rigtigt gik op for os.
Ikke desto mindre kunne jeg maerke varmen fra solen, duften af strand, og jeg maatte misse med oejnene fordi sandet var saa hvidt, himlen saa blaa og vandet saa smukt. Og lige ved siden af mig gik Stine!
Hun er ved at overtage jobbet som manager paa Imu's onkel Sheba's beach hotel Santa Maria. I oejeblikket arbejder hun baade paa Santa Maria og Queen of Sheba, hans andet hotel, der ogsaa er beach, men som snart skal lejes ud.
Stine bor paa Queen of Sheba, og her bliver jeg ogsaa indlogeret. Omgivet af palmer og bogstaveligt talt faa meter fra den hvide sandstrand bor Stine! Hver gang vi moeder en af de zanzibarianske medarbejdere stopper vi, jeg bliver introduceret, og Stine snakker et sprog med dem, jeg ikke forstaar. Men det lyder sejt!

Jeg bliver vaekket hver morgen ved at Stine banker paa min doer, og siger, at jeg kan moede hende i restauranten, naar jeg er klar.
Her bliver der serveret friskpresset juice, kaffe og frugt og jeg bliver spurgt om hvilken slags aeg, jeg kan taenke mig. Stine anbefaler den spanske omelet, og den er et hit.
Stine har som regel vaeret oppe noget tid, naar hun vaekker mig. Nogle gange har hun arbejdet, andre gange har hun set "Sex & the city" paa computeren. Som regel skal der lige ordnes noget regnskab under morgenmaden, og imens hun goer det, kan jeg sidde og vaere helt slaaet over, hvor varmt det er og hvor taet paa stranden vi er.
Og hvor dygtig Stine er til at tale det der sjove fremmede sprog, der lyder som elementer og karakterer fra "Loevernes konge".
Efter morgenmaden kan jeg saa vaelge om jeg vil ligge mig paa stranden ved Queen of Sheba, eller gaa med Stine til Santa Maria og ligge paa stranden der eller sidde i baren og nyde livet. For mig er dette de helt optimale valgmuligheder og jeg proever det hele og elsker det. Gaaturen fra Queen til Santa er gennem landsbyen og saa langs stranden, og vi bliver fulgt paa vej af hunden Poa. Naar den gaar med, generer boernene i landsbyen ikke de hvide piger. Vi goer et stop i et par lokale landsbyboder, Stine skal lige koebe toffeekarameller og chokoladekiks, der er blevet substitut for dansk lakrids.
Paa stranden begejstres jeg over at finde en lille, hvid og meget fin konkylie.. Jeg finder overrasket en til...og en til.... og opdager at hele stranden er fyldt med dem!
Paa Santa Maria vil de gerne have konkylier paa snor haengende ude foran de forskellige bandaer man kan leje sig ind i, og jeg faar mig en ny yndlingsbeskaeftigelse. Foerst samler jeg en massse konkylier paa stranden, saa vasker jeg dem, laver huller i dem ved at banke et soem forsigtigt paa dem med en stoerre konkylie og saa laver jeg lange konkyliesnore, som vi haenger op rundt omkring ved de smaa huse. Jeg er stolt, foeler mig samtidig bare lidt til nytte og nyder livet. I loebet af dagen bliver der hoejvande, og saa kan man tage sig dejlige svoemmeture.
Alt imens gaar Stines arbejdsdag - hun taler i telefon, laver mere regnskab, tager imod nyankomne gaester, sidder bag baren og uddelegerer opgaver til alle medarbejderne.
Om aftenen tager vi os gerne en kilimanjaro oel og et glas vin i baren. Eller flere. Gerne sammen med Imus onkel Sheba, der er Stines chef og en meget festlig mand.
Imu har faaet arbejde i Stonetown, og bor derfor ikke samme sted som Stine, men han besoeger os et par dage, hvor han ogsaa hjaelper til med nogle praktiske opgaver. Og jeg nyder at se dem sammen.
Det sker, at vi tager i byen ud paa aftenen, paa Stine og Shebas venner's hoteller, eller paa lokale strandbarer. Og det sker, at vi bare bliver i baren paa Santa Maria, der ligger i sandet under palmerne, og er et sted man nemt bliver haengende.

Vi naar ogsaa at besoege Imu i hans og Stines lejlighed i Stonetown. Han har advaret mig om, at den er meget ussel, og samtidig har han i ugevis knoklet efter arbejde, saa den er slet ikke ussel. Lidt primitiv, men placeret taet paa centrum og med potentiale til at blive et dejligt hjem for et dejligt par.
I Stonetown ser jeg Stines lokale handlesteder, cafeer, ruter og jeg fornemmer stemningen i de smaa gader, hvor vi ikke kan gaa laenge uden at moede nogen Stine kender. Flere gange var det endda nogen jeg ogsaa har moedt foer, og jeg foeler mig en lille smule hjemme. De faa gloser jeg har tilegnet mig paa swahili, falder lidt til jorden ved siden af Stines flydende samtaler, men jeg kan ogsaa bedst lide bare at lytte paa hende. Vi spiser orudhju og zanzibarpizza og drikker sugarcane-juice, og vi shopper og nyder, at Stine har et par fridage.
Ogsaa i Stonetown er der lokale barer og gaa-i-byen steder, som det er vigtigt jeg oplever, og jeg er stolt af at vaere ude med et af Zanzibars hotteste og uden tvivl skoenneste par. Vi spiller pool og danser og hele tiden, er der venner der stoeder til og hilser paa. Jeg fornemmer, hvordan flere af Imu's venner droemmer om at faa en Stine, og de forsoeger sig lidt hos veninden fra Danmark, der dog ikke er naer saa god til deres sprog, og desuden "taken" ligesom Stine. Men soede er de.

Det, der er vigtigt for Stine og efter denne uge ogsaa for mig, er at understrege og bevidne, at Stine har det helt fantastisk godt paa Zanzibar. Hun nyder det, er omgivet af gode mennesker, er god til og glad for sit arbejde og for at vaere taet paa sin Imu.
Fremover skal hun vaere manager paa Santa Maria og bo der, mens Imu bor og arbejder i Stonetown, men de har begge et par off-days om ugen og kan besoege hinanden, saa det skal nok gaa.
Alt det, de har gjort for mig i denne uge, kan slet ikke optaelles og heller ikke rigtig beskrives, selvom jeg nu har proevet lidt, men det har vaeret meget overvaeldende og det var svaert at sige farvel.
Og der er svaert at taenke paa, at der nu gaar meget lang tid, foer jeg ser Stine igen, samtidig med, at det er saa dejligt at vide, at hun har det godt, og har en fantastisk verden paa Zanzibar.
Jeg tror, det lyder lidt for godt til at vaere sandt... Men det er virkelig baade godt og sandt, og jeg kan ogsaa bevidne med billeder.
Maisha marefu to Stine and Imu and a sante sana! Hakuna Matata!