"Det er faktisk ret sindssygt, det nissen har gjort hjemme hos mig", kom en af mine 8-årige elever og sagde den anden dag. "Den har lagt nogle ting til mig, et sted, hvor det faktisk er helt vildt svært at komme ind, så det burde egentlig være helt umuligt for den?!"
Han forklarede lidt mere om det sted, nissen havde lagt noget og lød oprigtigt imponeret. Og det lyder da også ret sindssygt.
December i indskolingen er noget helt særligt. Der er julehyggen, stearinlysene og julemusikken. Der er risengrøden, pebernødderne og julehistorierne. Så er der pakkekalendrene. Og julekalendrene i fjernsynet, der gør, at børnene sover alt for sent. Der er de store mængder søde sager og sukker, de indtager, så de er helt speedede. Og så er der alle de julearrangementer, de render til, som gør dem helt kulrede. Mest af alt, er der tanken om juleaften og alle gaverne - de tænker så meget på det, at de unægteligt har sværere ved at koncentrere sig om matematikopgaverne. Og så tuder de hele tiden.
Samtidig er deres lærere - inklusiv hende fra lærerens verden, så klar til ferie, som de sjældent har været før. Sådan virker det i hvert fald. (Jeg tror desværre, at det har noget at gøre med den reform, der ikke benævnes yderligere på denne side.)
Der tælles dage, timer, næsten minutter. Hos voksne, så vel som børn.
Børnene er heldigvis stadig søde. For det meste. Ofte. I hvert fald ind i mellem. Men vi glæder os til december er færdig.
Vi sad i musiktimen den anden dag og øvede julesalmen "Et barn er født i Betlehem". I den forbindelse talte vi om de tre vise mænd og hvad det var for gaver, de havde med.
"Var det ikke...." begyndte en dreng tøvende... "Guld, ragelse og så et eller andet?"
Jeg måtte tage en dyb indånding for ikke at grine og vi fik en fin snak om forskellen på ragelse og røgelse.
I dag talte vi om julegaver. Samme 8-årige dreng, som var imponeret over nissens evner til at gemme ting, fortalte, at hos ham gav de ikke hinanden julegaver. Julemanden kom simpelthen og lagde gaverne under træet om natten!? Han lød igen temmelig imponeret.
Nogle fortalte at de prøvede at finde julegaverne hjemme hos dem, så de kunne åbne dem før det blev jul. En sagde, at hans far havde sagt at de ikke fik julegaverne, hvis de fandt dem.
"Det er garanteret løgn", svarede en anden hurtigt - "forældre lyver altid - især når det er jul!"
Vi snakkede lidt om, hvorfor forældre mon havde en tendens til at lyve op til jul - og om at det på nogle områder gav mening - i forhold til det med julegaverne. Alligevel blev jeg inden i lidt trist ved tanken om, at et barn havde en opfattelse af at forældre altid lyver. Jeg tror i allerhøjeste grad, at han har ret. Det er det, der er lidt trist.
En dreng kom hen til mig for nogle dage siden og bad om et plaster til hans finger. Han havde dagen før været i gang med en julegave til hans mor og havde skåret sig. Det havde gjort ret ondt.
"Men jeg kunne jo ikke sige til min mor, at jeg havde skåret mig, for gaven skal jo være en overraskelse, så jeg sad bare derhjemme og havde ondt i fingeren hele dagen i går."
Det var et meget lille sår, men han fik et stort plaster, og jeg forsikrede ham om at hans mor helt sikkert bliver meget glad for gaven.
Tag ikke fejl. Børnene er megasøde!
Og læreren fra lærerens verden har ferie om 3 arbejdsdage og en weekend. Glædelig jul!
Wednesday, December 17, 2014
Monday, December 1, 2014
"Find dig en kæreste og tag til stranden!"
Den er god nok. Læreren fra lærerens verden er blevet 30 år, og det viser sig, at det simpelthen kræver et blogindlæg. Det skal ikke handle om den festlige og meget fantastiske weekend, som Læreren netop har haft eller om alle de skønne, særlige mennesker, der på den ene eller den anden måde gjorde, at lørdag d. 29. november var en helt perfekt dag for den 30-årige lærer. Det er simpelthen bare "Rund fødselsdag i Lærerens verden".
Jeg var vist selv ude om, at jeg fik forholdsvis meget opmærksomhed fra børnene i forbindelse med min nyligt overståede fødselsdag, da jeg de sidste par måneder har udtalt mig ret meget om, hvor lidt jeg glædede mig til at fylde rundt.
"Ej, bliver du 30? Jeg troede du var meget ældre?", sagde en elev i 2. klasse til mig i fredags. Jeg klistrede et ikke helt oprigtigt smil på, mens hendes veninde sendte hende et forarget blik og skyndte sig at sige til mig: "Jeg synes ikke du ser gammel ud, jeg synes du ligner en på 25." Det var tydeligt, at hun havde stiftet bekendtskab med "damer-der-ikke-bryder-sig-om-at-blive-vurderet-til-at-være-ældre-end-de-er-syndromet" før.
I en af 2. klasserne havde de planlagt at overraske mig med roser, sang og søde fødselsdagskort fredag inden min fødselsdag. Det kom ikke helt bag på mig, da børnene det meste af ugen har kigget mærkeligt og meget smilende på mig og sagt ting som: "Du bliver 30 om 3 dage!" og "Jeg tror du har fødselsdag snart!"
"Jeg må ikke sige til dig, hvad du får!", var der også en der ubekymret og lidt uforstående bemærkede, da han gik forbi mig i kantinen kort tid inden det gik løs.
Det gjorde det nu ikke mindre rørende, da jeg kom ind i klassen og fik roser, fødselsdagssange og et flot banner med teksten "Tillykke med de 30 år Ane".
Jeg fik også en masse søde kort. Her er et af dem:
Det tenderer over i et "jeg-skriver-det-jeg-ved-læreren-gerne-vil-høre-brev", men det er ok med mig. Det er jo det, jeg gerne vil høre!
Udover at kortene var pyntede med flotte farver, flag og søde ord, var der selvfølgelig også masser af regnestykker. Og så var der en pige der kom hen og gav mig et ternet papir med en kæmpestor figur hun havde tegnet og fundet arealet af. Vi har lige lært om areal, men da vi ikke har lært at gange endnu, har hun simpelthen talt antallet af firkanter inden i ved at sætte en streg. Som I kan se, var arealet 2078 små firkanter:
Det var uden tvivl den bedste gave hun kunne forestille sig at give mig, og jeg må tilstå, at jeg virkelig også er svært glad for den. Jeg er især vild med de noterede mellemregninger øverst på papiret.
I en af mine andre klasser var det lidt af en overraskelse for en af pigerne, at jeg havde fødselsdag. Så kort efter, at jeg stoppede matematiktimen for at dele flødeboller ud, kom hun op til mig med et af de meget populære elastikarmbånd, som hitter i indskolingen i øjeblikket, pakket ind i en krøllet serviet: "Jeg havde egentlig lavet det til mig selv, men du skal have det, fordi du har fødselsdag. Der er glimmer på de lilla elastikker", sagde hun til mig, imens jeg langsomt smeltede indeni.
Jeg spurgte børnene om de havde nogle gode råd til mig, nu hvor jeg blev 30. Det havde de. En af mine favoritter er:
"Find dig en kæreste og tag til stranden!"
Jeg kunne ikke dy mig for at spørge hvorfor vi lige skulle tage på stranden. Drengen, som rådet var kommet fra kiggede på mig, som om det var det dummeste spørgsmål, jeg kunne have stillet og sagde uden tøven: "altså...for at bade?!"
Det var da også et dumt spørgsmål, jeg stillede.
Det med, at jeg skulle få en kæreste, var der mange der var inde på. Jeg spurgte hvorfor de syntes at lige netop det med en kæreste var så vigtigt, og her kan man også undre sig over, at jeg var i tvivl:
"Fordi så kunne han tage opvasken for dig. Og hjælpe dig med alle mulige forskellige ting."
I den forgangne uge har jeg også fået sagt til nogle børn, at de gerne måtte spørge deres forældre, hvordan de syntes det var at blive 30. En pige kom hen til mig og sagde, at hun havde spurgt sin far og han havde sagt, at det gjorde meget ondt. "Men han fjollede bare, Ane" - skyndte hun sig at understrege, "han sagde, det var meget værre at blive 40!"
Der er ingen tvivl om, at skal man runde en skarp alder, som man har det lidt svært med hvis man skal være helt ærlig, så er indskolingen altså i allerhøjeste grad anbefalelsesværdig.
Det er som nævnt i starten bestemt ikke kun børnene, der har hjulpet mig godt rundt om det skarpe hjørne. Men børnene kan bare noget helt særligt uden overhovedet at være klar over det.
Og blandt andet derfor - er den 30-årige lærer indtil videre glad og helt ok med det nye årti.
Jeg var vist selv ude om, at jeg fik forholdsvis meget opmærksomhed fra børnene i forbindelse med min nyligt overståede fødselsdag, da jeg de sidste par måneder har udtalt mig ret meget om, hvor lidt jeg glædede mig til at fylde rundt.
"Ej, bliver du 30? Jeg troede du var meget ældre?", sagde en elev i 2. klasse til mig i fredags. Jeg klistrede et ikke helt oprigtigt smil på, mens hendes veninde sendte hende et forarget blik og skyndte sig at sige til mig: "Jeg synes ikke du ser gammel ud, jeg synes du ligner en på 25." Det var tydeligt, at hun havde stiftet bekendtskab med "damer-der-ikke-bryder-sig-om-at-blive-vurderet-til-at-være-ældre-end-de-er-syndromet" før.
I en af 2. klasserne havde de planlagt at overraske mig med roser, sang og søde fødselsdagskort fredag inden min fødselsdag. Det kom ikke helt bag på mig, da børnene det meste af ugen har kigget mærkeligt og meget smilende på mig og sagt ting som: "Du bliver 30 om 3 dage!" og "Jeg tror du har fødselsdag snart!"
"Jeg må ikke sige til dig, hvad du får!", var der også en der ubekymret og lidt uforstående bemærkede, da han gik forbi mig i kantinen kort tid inden det gik løs.
Det gjorde det nu ikke mindre rørende, da jeg kom ind i klassen og fik roser, fødselsdagssange og et flot banner med teksten "Tillykke med de 30 år Ane".
Jeg fik også en masse søde kort. Her er et af dem:
Det tenderer over i et "jeg-skriver-det-jeg-ved-læreren-gerne-vil-høre-brev", men det er ok med mig. Det er jo det, jeg gerne vil høre!
Udover at kortene var pyntede med flotte farver, flag og søde ord, var der selvfølgelig også masser af regnestykker. Og så var der en pige der kom hen og gav mig et ternet papir med en kæmpestor figur hun havde tegnet og fundet arealet af. Vi har lige lært om areal, men da vi ikke har lært at gange endnu, har hun simpelthen talt antallet af firkanter inden i ved at sætte en streg. Som I kan se, var arealet 2078 små firkanter:
Det var uden tvivl den bedste gave hun kunne forestille sig at give mig, og jeg må tilstå, at jeg virkelig også er svært glad for den. Jeg er især vild med de noterede mellemregninger øverst på papiret.
I en af mine andre klasser var det lidt af en overraskelse for en af pigerne, at jeg havde fødselsdag. Så kort efter, at jeg stoppede matematiktimen for at dele flødeboller ud, kom hun op til mig med et af de meget populære elastikarmbånd, som hitter i indskolingen i øjeblikket, pakket ind i en krøllet serviet: "Jeg havde egentlig lavet det til mig selv, men du skal have det, fordi du har fødselsdag. Der er glimmer på de lilla elastikker", sagde hun til mig, imens jeg langsomt smeltede indeni.
Jeg spurgte børnene om de havde nogle gode råd til mig, nu hvor jeg blev 30. Det havde de. En af mine favoritter er:
"Find dig en kæreste og tag til stranden!"
Jeg kunne ikke dy mig for at spørge hvorfor vi lige skulle tage på stranden. Drengen, som rådet var kommet fra kiggede på mig, som om det var det dummeste spørgsmål, jeg kunne have stillet og sagde uden tøven: "altså...for at bade?!"
Det var da også et dumt spørgsmål, jeg stillede.
Det med, at jeg skulle få en kæreste, var der mange der var inde på. Jeg spurgte hvorfor de syntes at lige netop det med en kæreste var så vigtigt, og her kan man også undre sig over, at jeg var i tvivl:
"Fordi så kunne han tage opvasken for dig. Og hjælpe dig med alle mulige forskellige ting."
I den forgangne uge har jeg også fået sagt til nogle børn, at de gerne måtte spørge deres forældre, hvordan de syntes det var at blive 30. En pige kom hen til mig og sagde, at hun havde spurgt sin far og han havde sagt, at det gjorde meget ondt. "Men han fjollede bare, Ane" - skyndte hun sig at understrege, "han sagde, det var meget værre at blive 40!"
Der er ingen tvivl om, at skal man runde en skarp alder, som man har det lidt svært med hvis man skal være helt ærlig, så er indskolingen altså i allerhøjeste grad anbefalelsesværdig.
Det er som nævnt i starten bestemt ikke kun børnene, der har hjulpet mig godt rundt om det skarpe hjørne. Men børnene kan bare noget helt særligt uden overhovedet at være klar over det.
Og blandt andet derfor - er den 30-årige lærer indtil videre glad og helt ok med det nye årti.
Tuesday, October 28, 2014
IPads, traner, drømme og diverse andet.
Jeg er blevet indehaver af en iPad. Det samme er sket for 5599 andre lærere, pædagoger og elever i Gladsaxe kommune. Det har noget at gøre med en ambitiøs IT-satsning og det skal nok blive rigtig godt for os alle sammen på et tidspunkt. Min far har også fået en iPad. Det har ikke noget med Gladsaxe kommune at gøre og er generelt en helt anden slags satsning, som min mor har ansvaret for. Han tager det nu meget seriøst og har blandt andet lovet at være på facebook minimum 1 gang om måneden. Det er ret flot for en, der i så høj grad som ham påskønner en gammel nokia-telefons mangler.
Jeg glæder mig til at følge både Gladsaxe kommunes og min mors iPad-satsning. Det er slet ikke umuligt, at der kan finde sparring sted.
Big Muzzy har været en stor succes i 2. klasse. Det har været skønt at gense Bob, Sylvia, Corvax og alle de andre, og de har hjulpet os med at lære tallene, månederne, bogstaverne og meget mere. Faktisk har vi øvet det engelske alfabet så meget, at en af børnene for et par uger siden fortalte mig, at hun har glemt det danske alfabet, fordi vi har sunget det engelske så meget. "Den var værre", sagde jeg til hende - men jeg synes nu egentlig, at det er meget sejt. Jeg har ikke fortalt noget om det til dansklæreren, men jeg tænker, at det går.
I 2. klasse har vi også brugt noget tid på at skrive et bud på en tekst til Danmarks skolesang 2014. Den måtte handle om alt muligt og de tre klasser har lavet hver deres vers og omkvæd. Det er nogle alsidige tekster, der er sendt ind. En klasse har fokus på hvor skønt det er at gå i skole, hvor sjovt det er at lave lektier og hvor dejligt det er at lege med sine venner. En anden klasse berører de nye bevægelseskrav, mens den tredje klasse har et lidt mere nøgternt og drømmende syn på skolen:
Vers:
Skolen den kan være kedelig
Vi har mange lektier for
Og den starter rimelig tidligt
så vi er lidt trætte når
timen star-ter men vi bli’r klar
når vi får lidt luft
Omkvæd:
Bare skolen den var lav’t af slik – og kage
For så ku’ vi spise mat’matik – og dansk
Bare slik, var sundt så at vi ikk’ blev tykke
Bare der var mere tid til hygge og til leg
Hvis I spørger mig, så er man altså ikke helt tabt bag en vogn, når man drømmer om at skolen er lavet af slik - men lige husker at reflektere over, at slik i så fald hellere må være sundt.
Til vores store overraskelse var der ingen af vores tekster, der blev udvalgt til at være med i den nye skolesang.
I 1. klasse har vi sunget min yndlingssang om Sørøverkongen Jonathan. Da vi nåede til den del, hvor alle folk i byen lige pludselig opdager at den farlige og blodtørstige pirat synger som en dejlig smørtenor, spurgte jeg, hvad en smørtenor egentlig var for noget?
De fleste vidste det ikke, men interessante bud som "en, der synger om smør" eller "en, der sender smør til nord" var oppe at vende. Jeg bad dem spørge deres forældre og vi fik ugen efter en spændende snak om, hvad en smørtenor egentlig er - og ikke er.
Vi har også sunget en sang, der hedder Tranedans, og i den forbindelse undret os over om Traner og Tranebær egentlig har noget med hinanden at gøre? Og vi har talt om, hvordan i alverden tranerne ved, hvornår de skal flyve sydpå. Den reference, der gik klarest igennem var, at en trane er den samme slags fugl, som den fra Kung Fu Panda.
Som det måske kan regnes ud, har jeg ind i mellem en tendens til at fortabe mig i snak og spørgsmål i timerne. Tidsplanen kan godt skride, fordi vi falder i snak om hvad "De smukke unge mennesker" handler om, hvad positionssystemet er for noget, hvad "Fun City" egentlig betyder, hvordan det var at være slave i Amerika og hvem Wafande er. Jeg tror det er en god ting, og derudover bliver jeg helt sikkert et klogere menneske af det. Vi taler både om store og små ting. Men det er næsten altid de små ting, der leder os hen til de større emner. Og lige pludselig er der en, der beskriver hvordan han godt kan blive ked af det, af at se andre være kede af det. Men så hjælper det at være sammen med andre mennesker - fx familien.
Det er i sådan en situation, at det går op for mig, hvor godt det er at høre disse simple, klare formuleringer om ting, man altid har vidst. Især når de kommer fra en dreng på 8 år. Måske er det bare mig, der er simpelt anlagt - men jeg tror det er sundt.
Det der med at drømme kan også anbefales... For helt ærligt - tænk lige, hvis skolen virkelig var lavet af slik?!
Monday, August 18, 2014
Lærerens verden, vol. 2. year 2, grade 2
Læreren er startet på sit andet år. Og hvilket år. Jeg vil forsøge at undlade at kommentere på skolereformen, da politik simpelthen er for voksent til denne blog. Det kan være det kommer en dag. Det eneste jeg vil sige er, at der er et stykke vej endnu, og at det i perioder er meget svært at holde på ja-hatten.
De små 1. klasser er blevet til 2. klasser. Det er helt vildt. Hverken de eller jeg forstår det sådan helt endnu. Som er par af drengene sagde til mig første skoledag, da jeg spurgte om de ikke synes det var ret vildt at gå i 2. klasse.
"Det er sådan lidt mærkeligt, for vi er jo stadig så små."
Jeg kan kun give dem ret. De er så små og søde. Alligevel virker de pludselig både meget høje og meget store og meget kloge. De kender nogle helt vildt store tal, kan lave svære regnestykker, huske lange, mærkelige ord som "symmetriakse" og næsten alle ved hvornår de har fødselsdag. Ok, den med symmetriakse er lidt snyd - den kunne de faktisk ikke huske, og der kom mange gode bud, før der til sidst var en, der sagde "Symmetriaksel" .. Aksel / akse - det lyder da næsten også ens!? Jeg godtog den, og jeg synes, de er kloge! Og høje! Og store! Men også helt utroligt små og søde!
I år er jeg også musiklærer for de nye 1. klasser. Her kan man virkelig tale om små. De myldrer rundt og er stolte begyndt og sige "Hej Ane", når jeg møder dem på gangene. Eller i kantinekøen. 5 minutter efter, at jeg havde haft dem første gang og havde sagt tak for nu, stod jeg netop i kantinekøen, og lidt længere fremme tittede 3 hoveder fra 1. klasse frem - så små, at deres hoveder nærmest virkede som om de var i min knæhøjde. De hilste på mig, med stolthed og begejstring, og jeg hilste tilbage, ligeså stolt og begejstret. Og det virkede slet ikke fjollet, selvom musiktimen var sluttet, kun 5 minutter forinden. Det lyder nok lidt fjollet.
I 2. klasse vækker den nye tatovering på min arm en del opsigt. Det samme gør den nye matematikbog - kun overgået af tanken om, at vi starter på engelsktimerne i denne uge. Jeg skal være engelsklærer og går derfor og øver mig på "the abc song" og "Old McDonald had a farm". Jeg tror, jeg glæder mig ligeså meget som dem - ikke mindst fordi, at vi har skrevet "Big Muzzy" ind i årsplanen. Jeg tror måske, at det er filmene om ham, jeg husker allerbedst fra hele min skoletid. Big Muzzy, og så dengang jeg fik et kærestebrev, som overrumplede mig så meget, at jeg gik ud på toilettet og græd lidt. Jeg fik mulighederne for at sætte kryds i "Ja, det vil jeg gerne" eller "Nej, dit dumme svin." Jeg havde virkelig ikke lyst til at få en kæreste. Jeg var faktisk skrækslagen ved tanken, og havde nok været det uanset hvilken dreng, der havde spurgt. Men "nej, dit dumme svin", virkede også lige voldsomt nok. Efter mange overvejelser (eller så mange, man nu kan gøre sig på et skoletoilet, mens man tuder, og mens timen er i gang), stregede jeg "dit dumme svin" ud, men satte kryds i "nej", tørrede øjnene og åndede lettet op. Men det er jo egentlig en helt anden historie.
At gense Big Muzzy - det bliver for vildt!
Jo jo - livet som lærer går sin gang. "Om 7 timer er der 39 uger tilbage", var der en kollega der fortalte mig fredag morgen - i en stund, hvor ja-hatten var lidt svær at finde. Det hjalp nu ikke så forfærdelig meget på ja-hatten, men det gør børnene heldigvis. Dem har jeg det rigtig fint med at bruge næste 39 skoleuger med. Og så har jeg megaoptur over ikke at være (så) ny længere.
Og så er der faktisk kun et par uger, til vi skal se det første afsnit af "Big Muzzy" i 2. klasse.
De små 1. klasser er blevet til 2. klasser. Det er helt vildt. Hverken de eller jeg forstår det sådan helt endnu. Som er par af drengene sagde til mig første skoledag, da jeg spurgte om de ikke synes det var ret vildt at gå i 2. klasse.
"Det er sådan lidt mærkeligt, for vi er jo stadig så små."
Jeg kan kun give dem ret. De er så små og søde. Alligevel virker de pludselig både meget høje og meget store og meget kloge. De kender nogle helt vildt store tal, kan lave svære regnestykker, huske lange, mærkelige ord som "symmetriakse" og næsten alle ved hvornår de har fødselsdag. Ok, den med symmetriakse er lidt snyd - den kunne de faktisk ikke huske, og der kom mange gode bud, før der til sidst var en, der sagde "Symmetriaksel" .. Aksel / akse - det lyder da næsten også ens!? Jeg godtog den, og jeg synes, de er kloge! Og høje! Og store! Men også helt utroligt små og søde!
I år er jeg også musiklærer for de nye 1. klasser. Her kan man virkelig tale om små. De myldrer rundt og er stolte begyndt og sige "Hej Ane", når jeg møder dem på gangene. Eller i kantinekøen. 5 minutter efter, at jeg havde haft dem første gang og havde sagt tak for nu, stod jeg netop i kantinekøen, og lidt længere fremme tittede 3 hoveder fra 1. klasse frem - så små, at deres hoveder nærmest virkede som om de var i min knæhøjde. De hilste på mig, med stolthed og begejstring, og jeg hilste tilbage, ligeså stolt og begejstret. Og det virkede slet ikke fjollet, selvom musiktimen var sluttet, kun 5 minutter forinden. Det lyder nok lidt fjollet.
I 2. klasse vækker den nye tatovering på min arm en del opsigt. Det samme gør den nye matematikbog - kun overgået af tanken om, at vi starter på engelsktimerne i denne uge. Jeg skal være engelsklærer og går derfor og øver mig på "the abc song" og "Old McDonald had a farm". Jeg tror, jeg glæder mig ligeså meget som dem - ikke mindst fordi, at vi har skrevet "Big Muzzy" ind i årsplanen. Jeg tror måske, at det er filmene om ham, jeg husker allerbedst fra hele min skoletid. Big Muzzy, og så dengang jeg fik et kærestebrev, som overrumplede mig så meget, at jeg gik ud på toilettet og græd lidt. Jeg fik mulighederne for at sætte kryds i "Ja, det vil jeg gerne" eller "Nej, dit dumme svin." Jeg havde virkelig ikke lyst til at få en kæreste. Jeg var faktisk skrækslagen ved tanken, og havde nok været det uanset hvilken dreng, der havde spurgt. Men "nej, dit dumme svin", virkede også lige voldsomt nok. Efter mange overvejelser (eller så mange, man nu kan gøre sig på et skoletoilet, mens man tuder, og mens timen er i gang), stregede jeg "dit dumme svin" ud, men satte kryds i "nej", tørrede øjnene og åndede lettet op. Men det er jo egentlig en helt anden historie.
At gense Big Muzzy - det bliver for vildt!
Jo jo - livet som lærer går sin gang. "Om 7 timer er der 39 uger tilbage", var der en kollega der fortalte mig fredag morgen - i en stund, hvor ja-hatten var lidt svær at finde. Det hjalp nu ikke så forfærdelig meget på ja-hatten, men det gør børnene heldigvis. Dem har jeg det rigtig fint med at bruge næste 39 skoleuger med. Og så har jeg megaoptur over ikke at være (så) ny længere.
Og så er der faktisk kun et par uger, til vi skal se det første afsnit af "Big Muzzy" i 2. klasse.
Monday, June 30, 2014
Looking back
"Looking back" er ifølge den ungarske matematiker George Pólya det sidste, men vigtigste trin i matematisk problemløsning. Jeg giver ham ret, og vil endda tilføje, at det er væsentligt at gøre i mange sammenhænge.
Så lad mig da lige opsummere, nogle af de væsentlige ting, jeg har lært i løbet af mit første år som lærer (før jeg tager på festival og hamrer det hele ud af knolden uden at se mig tilbage).
- Så har jeg fundet ud af at mine krøller, "den ørering jeg har i næsten", min civile status (især den), min alder og min tatovering er meget ombejlede emner at diskutere med mig. Og det er netop igennem samtaler om nogle af ovenstående, at jeg har erfaret, hvor vild jeg er med børn i 1. klasse's umiddelbarhed, ærlighed og direkte fremtoning. Jeg får ind i mellem et hint om hvad deres forældre synes også, og det er egentlig også interessant.
Til gengæld er der ikke gået en dag, uden at jeg er blevet rørt, glad og blød om hjertet, fordi jeg er helt ovenud, vanvittigt vild med de der børn. Og det, der helt sikkert har gjort størst indtryk på mig, er førnævnte børn, med deres skarpe kommentarer og direkte spørgsmål. Meget af det er vel egentlig ret ligegyldigt eller uvæsentligt. Og så alligevel.
"Ane, tænk hvis alt i hele verden var regnbuefarvet - ville det ikke være vildt?"
Eksempelvis nu - det er d. 30. juni 2014, og jeg har sommerferie. Jeg har været igennem mit første år som lærer. Jeg har været nødt til at sige det til mig selv og folk omkring mig mange gange, for det er faktisk ret vildt.
Tænk, at der er gået et helt år? (Det føles i virkeligheden som flere. Og så alligevel slet ikke.)
Det er mærkeligt - bedst, som jeg lige har vænnet mig til at undervise i 1. klasse, er de blevet til 2. klasse. De vokser garanteret helt vildt meget i løbet af sommerferien. Og kommer til at se helt anderledes ud. Og glemmer alt det de har lært, alt det der var så svært (- det har vi i hvert fald sunget om mange gange!)
Jeg er spændt på, hvor meget jeg selv glemmer. Sikkert en del.
Så lad mig da lige opsummere, nogle af de væsentlige ting, jeg har lært i løbet af mit første år som lærer (før jeg tager på festival og hamrer det hele ud af knolden uden at se mig tilbage).
- Jeg ved først og fremmest hvad edderkoppegyngen er, og hvad man gør, hvis den går i stykker. Jeg ved også hvad banangyngen er for en, og lur mig om man ikke gør det samme, hvis den går i stykker. Kvalmegyngen er kommet til efter mig, så den har jeg helt styr på.
- Jeg ved at tydelig pædagogik er meget væsentlig i 1. klasse. At man ikke kommer nogen vegne ved at bede børnene om at tage matematikbogen frem og lave en side, hvis man ikke også har husket at bede dem tage penalhuset frem.
- Jeg har erfaret at bevægelse (læs: dans) er meget væsentlig for mine musiktimers succeskriterier i 1. klasse. Og at 1. klasse desuden gider danse til alt - lige fra Mek Pek's "3 små fisk" til "The ketchup song" af Las Ketchup. Det er jeg vild med.
- Jeg har erfaret at december er noget mere kaotisk end andre måneder. Sandsynligvis på grund af det høje sukkerindtag, de mange arrangementer og de indtil flere julekalendre, der gør, at børnene overskrider deres normale sengetid.
- Jeg har erfaret at december er noget mere kaotisk end andre måneder. Sandsynligvis på grund af det høje sukkerindtag, de mange arrangementer og de indtil flere julekalendre, der gør, at børnene overskrider deres normale sengetid.
- Jeg har også erfaret at skolelærere holder utrolig mange møder. (lærermøder, fagudvalgsmøder, forældremøder, pr-møder, teammøder, og mange flere. Og så alt det, der slet ikke hedder noget med møder, men som i høj grad er det: Store K, Lille K, mus-samtaler, skole-hjem-samtaler, faglig klub, osv.) Jeg har også erfaret, at det kan være svært at holde koncentrationen til disse møder,
- Så har jeg fundet ud af at mine krøller, "den ørering jeg har i næsten", min civile status (især den), min alder og min tatovering er meget ombejlede emner at diskutere med mig. Og det er netop igennem samtaler om nogle af ovenstående, at jeg har erfaret, hvor vild jeg er med børn i 1. klasse's umiddelbarhed, ærlighed og direkte fremtoning. Jeg får ind i mellem et hint om hvad deres forældre synes også, og det er egentlig også interessant.
"- Ane, min far synes du er sej", "- Ane, min mor synes du ser meget ældre ud end 29" eller "Ane, skal du ikke snart finde en kæreste?" (Sidstnævnte kom fra en elev, og var ikke som sådan forbundet med et forældreudsagn. Jeg mistænker dog en eller anden form for voksenindblanding.)
... Og sådan kunne jeg blive ved. Jeg følte mig ny i lang tid, og vil nok også gøre det lang tid endnu, men jeg er svært begejstrede for mine kolleger og min arbejdsplads. Og mest af alt børnene.
Der har været masser af dårlige oplevelser - en følelse af afmagt, af at noget mislykkedes eller en situation, hvor jeg gjorde eller sagde noget andet, end jeg egentlig skulle havde gjort. Eller helt overordnet en følelse af frustration over noget i systemet, et barn, en forælder, et møde(!) eller folkeskolen sådan helt generelt.
Til gengæld er der ikke gået en dag, uden at jeg er blevet rørt, glad og blød om hjertet, fordi jeg er helt ovenud, vanvittigt vild med de der børn. Og det, der helt sikkert har gjort størst indtryk på mig, er førnævnte børn, med deres skarpe kommentarer og direkte spørgsmål. Meget af det er vel egentlig ret ligegyldigt eller uvæsentligt. Og så alligevel.
"Ane, tænk hvis alt i hele verden var regnbuefarvet - ville det ikke være vildt?"
"Ane, du er godt nok klog, siden du ved hvad man skal i alle opgaverne i matematikbogen."
"Ane, jeg har spillet yatzy med min far derhjemme!"
"Ane, ved du hvad - min far har fødselsdag i dag, så vi har fået kage til morgenmad."
"Ane, jeg savner min mor."
"Ane, jeg har en dårlig nyhed. Min morfar er død!"
"Ane, må jeg gerne gå sammen med dig ned til bussen?"
"Ane, du er godt nok høj!"
Læreren i Lærerens Verden kom hermed igennem første år. I August går det løs igen. Læreren er til den tid ikke helt så ny - men efter al sandsynlighed bliver der masser at skrive om alligevel.
God sommer :)
"Ane, jeg har spillet yatzy med min far derhjemme!"
"Ane, ved du hvad - min far har fødselsdag i dag, så vi har fået kage til morgenmad."
"Ane, jeg savner min mor."
"Ane, jeg har en dårlig nyhed. Min morfar er død!"
"Ane, må jeg gerne gå sammen med dig ned til bussen?"
"Ane, du er godt nok høj!"
Læreren i Lærerens Verden kom hermed igennem første år. I August går det løs igen. Læreren er til den tid ikke helt så ny - men efter al sandsynlighed bliver der masser at skrive om alligevel.
God sommer :)
Saturday, May 10, 2014
Filosofi, Søren Kierkegaard og stadielære i 1. klasse
Søren Kierkegaard. De fleste støder på ham på et tidspunkt. Hvorfor ikke bare få ham og hans filosofi på banen allerede i 1. klasse?
Vi har i den forgangne uge haft et tredages tema om Søren Kierkegaard, og her er nogenlunde hvad jeg fortalte 1. klasse om Søren Kierkegaards stadielære:
(Jeg har tilegnet mig viden gennem internettet og min helt egen kloge, dejlige, akademiker-SAK-fan-søster. Men jeg indrømmer og understreger. at der muligvis i forsimplingsprocessen er smuttet nogle vigtige og væsentlige pointer. Det synes jeg er ok.)
Filosofi betyder helt præcist "kærlighed til viden". Det vil altså sige, at man er helt vild med at lære noget og at man elsker blive klogere. En filosof er en person der helt vildt godt kan lide at gøre sig klog på noget.
Søren Kierkegaard var en filosof, og en af de ting, han gjorde sig rigtig klog på, var mennesker. Hans filosofi om mennesker hedder "Stadielære" og den handler om hvordan mennesker er forskellige, hvilke typer mennesker, der findes og om at finde ud af hvem man er.
Der findes jo rigtig mange forskellige mennesker, men helt overordnet siger Søren Kierkegaard, at der findes 4 forskellige slags mennesker.
Den første type er Spidsborgeren. Man kan sammenligne Spidsborgeren med Gaston fra Skønheden og Udyret's lille væbner. Han gør ligesom bare, som alle de andre gør og følger strømmen. Han er sådan en kammerat, som ikke rigtigt kommer med nogle ideer til legen, men bare altid hopper med på de andres forslag.
Den anden type hedder Æstetikeren. Og ham kan man godt sige minder om Gaston. Han nyder livet og elsker at tale om sig selv. Han er bange for at kede sig, så der skal hele tiden ske noget. Han er faktisk ikke en særlig god kammerat, fordi han er sådan en, som går ud af legeaftalen helt vildt hurtigt, fordi han vil lege noget nyt med nogle andre - selvom man havde aftalt at lege hele frikvarteret.
Og så er han sådan en, som ikke lytter særlig godt efter når man fortæller ham noget, fordi han bare står og tænker på sig selv.
(Her så vi et lille klip fra Skønheden og Udyret: https://www.youtube.com/watch?v=VYMo3PjHmFw)
Så er der etikeren. Det er sådan en, der bare elsker at gøre alt det rigtige og gode. Det er sådan en, der får rigtig mange PALS-kort (på Søborg Skole kan man få sådan nogle kort, når man gør noget godt (jf. billedet)). Etikeren elsker at leve og elsker at følge reglerne. Måske er han ind i mellem en lidt kedelig kammerat, fordi han taler så meget om alle reglerne som han elsker at følge, men han er altid flink og hjælpsom.
Den fjerde og sidste type er den religiøse. (Præsten på billedet er Stina, som er præst i Søborg Kirke. Hende har vi været ovre at besøge flere gange og hun er rigtig flink.)
Den religiøse kan man sammenligne med en præst, for det er en, der tror på Gud. I virkeligheden minder den religiøse ret meget om etikeren, men hun tror, at der er en Gud og beder til Gud, når hun har brug for hjælp.
Og det er faktisk kort sagt Søren Kierkegaards stadielære. De fleste mennesker er lidt en blanding af alle typerne, og så handler det om at finde ud af hvem man selv er og så være sig selv. Der findes nemlig kun 1 af os selv og det er meget godt at være klar over, hvem man egentlig selv er.
Efterfølgende har vi repeteret en del og det svære var at huske hvad de 4 typer hed - hvad de var for nogle, har 1. klasse ret godt styr på nu. De ved også en masse andet om Kierkegaard. Fx at han blev 42 år og skrev 40 bøger, at han blev kaldt "gaflen" i skolen fordi han ikke var særlig sød ved sine kammerater. Han syntes at matematik og dansk var kedeligt, men latin var sjovt. Og så var han rigtig forelsket i en pige, men han kunne ikke rigtig finde ud af at være kærester med hende. Hans mor hed Ane eller Anne (vi tror, hun hed Ane.), og det var først da hun var død, at han opdagede hvor glad han faktisk var for hende og han ville ønske at han havde været sødere ved hende, mens hun levede. Han var rig og så var han lidt sort indeni. Det vil sige, at han var ked af det og at han havde nogle triste tanker inden i sig. Det havde hans far også. Men de gik mange ture sammen og snakkede om alt muligt. Han levede samtidig med H.C. Andersen og måske var de venner.
H. C. Andersen, det er ham, der har skrevet rigtig mange eventyr. Fx "Den standhaftige tandsoldat" og "Den lille pige med tandstikkerne" eller sådan noget.
Vi har besøgt hans gravsted og også H. C. Andersens. (Og Natasjas fordi vi lige kom forbi). Og vi har tegnet silhouetter af os selv og leget filosoffer for en dag. Det var rigtig sjovt.
Monday, March 17, 2014
1 - 2- 3 - 4 - 5 - 6, Ane er sød
En af grundene til, at jeg elsker 1. klasse, er tegninger som denne. Måske er det bare fordi jeg er nyuddannet, men det går lige i hjertet på mig. Denne hænger i klassen, og så har jeg fået en næsten identisk, som jeg stolt har hængt op hjemme på min egen væg.
Jeg har også en masse tegninger med flere tal eller mennesker, der synger. Og en utrolig stor, malet trænøgle, en guirlande af piberensere (som jeg også gerne måtte bruge som armbånd), diverse perleplader og en stor tegning af en burger og en drink med sugerør.
Jeg har været lærer i syv en halv måned nu. Jeg tager madpakke med næsten hver dag (en meget uinspirerende en, men dog en madpakke), jeg går tidligt i seng (ind i mellem) og jeg er blevet så vant til at stå tidligt op, at jeg ikke engang kan sove særlig længe i weekenderne længere (det er lidt ærgerligt).
Jeg lyder meget voksen, hvis jeg selv skal sige det. Jeg føler mig nu ikke så voksen.
Som ny (eller måske som pige? Eller måske bare som menneske?) kan man godt hæfte sig lidt mere ved de ting, der ikke lykkes. Og det er nok derfor, at børnenes umiddelbare, banale udsagn om, at jeg er sød, er så opmuntrende. Jeg er stadig træt af, at det ikke er det hele der lykkes, at børnene ikke er lige nemme at få ro på altid, at jeg ikke når alt det, jeg gerne vil, osv. Men det er altid rart når nogen siger, at man er sød. Børn er gode til sådan noget. Og man tror på, at de mener det.
Voksne burde være lidt bedre til at sige til hinanden, at de er søde. Men kun hvis de mener det.
I matematik har vi for nylig lært om årets måneder, datoer, klokken og andre målbare emner. Vi har lært knoreglen - at man kan huske hvor mange dage der er i de forskellige måneder ved hjælp af knoerne på en knyttet hånd. Der viser sig dog, at der også er andre regler vedrørende knoer, der er vigtige at huske.
I hvert fald var der en, der eftertænksomt kigge på sin knyttede næve og knoerne, da jeg spurgte om nogen kunne huske hvad det var knoreglen var.
"Man må ikke slå med den", sagde han.
Den knoregel er på en eller anden måde meget mere væsentlig end den anden. Indrømmet - det har ikke så meget med matematik at gøre, men til gengæld vil jeg sige, at vi her - ganske integreret i undervisningen - berører den der almene dannelse, som folkeskolen også skal give børnene. Det er i hvert fald godt at få slået fast.
Ane er sød og man må ikke slå. Så langt så godt.
Sunday, January 19, 2014
Stillehavet, positionssystemet og andre interessante perspektiver
I Natur/Teknik har vi om andre lande og verden og den anden dag, fandt vi Danmark på Google Maps. Vi kunne zoome helt ind og finde Søborg Skole og så, med et overskueligt antal klik (17 for at være helt nøjagtig), zoome ud og se hele verden! Det var et ret vildt perspektiv at se sin egen skole i forhold til hele verden.
Det der med, at jorden er rund, ved man godt, når man går i 1. klasse. Men hvordan man så kan se hele verden på et fladt kort, er en lille smule forvirrende - der må da være noget på den anden side?
Og hvorfor hedder det der kæmpe hav Stillehavet? Vi kom frem til, at det må være fordi, at der er så stille og roligt derovre, hvor det ligger.
Det er lige pludselig midten af Januar og jeg har snart været lærer i et halvt år(?)! December fløj afsted, godt hjulpet på vej af julen. Med jul i skolen følger det, nogle kalder hygge, andre stress og andre igen kuller. Jeg vil ikke gå nærmere ind i hvad jeg kalder det, men lige understrege, at det er fint for mig, at Januar er sådan helt almindelig og højtidsløs.
Vi skal have noget fra hånden i matematik og det første emne i det nye år er "tal" - nærmere forstået tallenes placering i positionssystemet. Et meget vigtigt emne, lærte jeg på seminariet, og jeg har derfor brugt en del tid på at forklare, hvad de enkelte cifre i større tal beskriver. Det giver god mening for de fleste, og jo større tallene, vi kigger på er, jo sejere er det!
Noget andet sejt, vi har lært er, hvordan man afgør om et tal er lige eller ulige. Tænk, at man bare skal kigge på det bageste tal, og hvis man ved om det er lige eller ulige, så ved man også at hele det store tal er det samme!?
I en opgave i bogen, skulle man farve de lige tal blå og de ulige røde på en ganske almindelig talrække fra 0-10. En af børnene sidder og farver og kigger så pludselig overrasket op på mig og udbryder "Ej Ane?! Hvorfor har du gjort det sådan, at det er skiftevis??!"
Idet hun spurgte, blev jeg revet ud af min voksne tilværelse og i stedet gjort til herre over både matematikbogen og de lige og ulige tal. Jeg tænkte ved mig selv: "ja, hvorfor gjorde jeg det egentlig sådan at tallene er skiftevis lige og ulige?", og begyndte at overveje, hvad jeg ellers kunne have gjort. Hvordan jeg kunne have organiseret positionssystemet anderledes. Og hvorfor jeg egentlig ikke havde afskaffet brøker og division - hvordan ville verden se ud uden brøker og division?
De mange svimlende tanker var ikke til at stoppe, så det var nok meget fint, at klokken ringede lige i det samme.
i musik i 1. klasse har vi i forbindelse med et tema om sorg og glæde hørt forskelligt slags musik og talt om, hvilken stemning det udtrykte - glad eller trist.
En af de sange, jeg afspillede for dem, var Hymns from Ninevehs "A Kid On The Beach". De fleste var enige om, at det var en glad sang, selvom det godt kunne give en lidt sørgelig stemning, at en mand sang så lyst. Der var enighed om, at blandt andet trommerne var med til at give den glade stemning. Vi gik videre til Beethovens Måneskinssonate og da vi var i fuld gang med at snakke om den, er der pludselig en, der rækker hånden op og siger: "Jeg synes altså at ham, der sang før lød som Kim Larsen".
Han mente ham, der sang i "A Kid On The Beach", og jeg måtte trække på smilebåndet - dels fordi denne parallel ikke lige var så tydelig for mig, men mest fordi at netop ham, der synger "A Kid On The Beach" er min kære svoger.
Jeg spurgte lidt ind til, hvad det var der gjorde, at han lød som Kim Larsen, men der var ikke rigtig nogen forklaring, så jeg afspillede lidt af "Langebro" for lige at være sikker på, at vi var enige om, hvem Kim Larsen er. Det var vi, og påstanden blev fastholdt uden at blink. Det har jeg smilet af mange gange siden.
Det er lige pludselig midten af Januar og jeg har snart været lærer i et halvt år(?)! December fløj afsted, godt hjulpet på vej af julen. Med jul i skolen følger det, nogle kalder hygge, andre stress og andre igen kuller. Jeg vil ikke gå nærmere ind i hvad jeg kalder det, men lige understrege, at det er fint for mig, at Januar er sådan helt almindelig og højtidsløs.
Vi skal have noget fra hånden i matematik og det første emne i det nye år er "tal" - nærmere forstået tallenes placering i positionssystemet. Et meget vigtigt emne, lærte jeg på seminariet, og jeg har derfor brugt en del tid på at forklare, hvad de enkelte cifre i større tal beskriver. Det giver god mening for de fleste, og jo større tallene, vi kigger på er, jo sejere er det!
Noget andet sejt, vi har lært er, hvordan man afgør om et tal er lige eller ulige. Tænk, at man bare skal kigge på det bageste tal, og hvis man ved om det er lige eller ulige, så ved man også at hele det store tal er det samme!?
I en opgave i bogen, skulle man farve de lige tal blå og de ulige røde på en ganske almindelig talrække fra 0-10. En af børnene sidder og farver og kigger så pludselig overrasket op på mig og udbryder "Ej Ane?! Hvorfor har du gjort det sådan, at det er skiftevis??!"
Idet hun spurgte, blev jeg revet ud af min voksne tilværelse og i stedet gjort til herre over både matematikbogen og de lige og ulige tal. Jeg tænkte ved mig selv: "ja, hvorfor gjorde jeg det egentlig sådan at tallene er skiftevis lige og ulige?", og begyndte at overveje, hvad jeg ellers kunne have gjort. Hvordan jeg kunne have organiseret positionssystemet anderledes. Og hvorfor jeg egentlig ikke havde afskaffet brøker og division - hvordan ville verden se ud uden brøker og division?
De mange svimlende tanker var ikke til at stoppe, så det var nok meget fint, at klokken ringede lige i det samme.
i musik i 1. klasse har vi i forbindelse med et tema om sorg og glæde hørt forskelligt slags musik og talt om, hvilken stemning det udtrykte - glad eller trist.
En af de sange, jeg afspillede for dem, var Hymns from Ninevehs "A Kid On The Beach". De fleste var enige om, at det var en glad sang, selvom det godt kunne give en lidt sørgelig stemning, at en mand sang så lyst. Der var enighed om, at blandt andet trommerne var med til at give den glade stemning. Vi gik videre til Beethovens Måneskinssonate og da vi var i fuld gang med at snakke om den, er der pludselig en, der rækker hånden op og siger: "Jeg synes altså at ham, der sang før lød som Kim Larsen".
Han mente ham, der sang i "A Kid On The Beach", og jeg måtte trække på smilebåndet - dels fordi denne parallel ikke lige var så tydelig for mig, men mest fordi at netop ham, der synger "A Kid On The Beach" er min kære svoger.
Jeg spurgte lidt ind til, hvad det var der gjorde, at han lød som Kim Larsen, men der var ikke rigtig nogen forklaring, så jeg afspillede lidt af "Langebro" for lige at være sikker på, at vi var enige om, hvem Kim Larsen er. Det var vi, og påstanden blev fastholdt uden at blink. Det har jeg smilet af mange gange siden.
Subscribe to:
Posts (Atom)