Små mennesker, store tanker

December. Læreren gennemlever i øjeblikket juletid i folkeskolen for tredje gang. Som lærer, selvfølgelig. 
Som de to foregående år tælles dagene i december med en begejstring og utålmodighed, som ingen af de andre måneder præsterer. Børnene tæller ned til juleaften og de voksne til den forestående juleferie. Ingen kan vente længere nu.
December er hyggelig, men den voldsomme trængsel og alarm er også tydelig hos børnene. Julearrangementer, alt for meget sukker, overstimulerede af kalendergaver og pakkekalendre. Og julekalendre. Både dem i tv og dem med lågerne.
"Min bror er rigtig tæt på at vinde 1 million kroner, for han har skrabet 9 juletræer og der er 8 dage tilbage", fortalte en pige stolt og spændt i dag. "Og hvis han vinder, så køber han en iPhone 6 til mig og til vores anden bror. Men ikke nogen til vores forældre".
Læreren skyndte sig videre i dagens program, mens hun overvejede om hun skulle gennemgå lidt spontan sandsynlighedsregning. Hun lod være og bakkede op om forventningens glæde.

Følelserne sidder også lidt udvendigt i december. Både hos børnene og læreren. I udmattelsen over at gå og glæde sig, kommer man lidt lettere til at græde. Hos børnene ses det i frikvartererne, hvor det hele bare er lidt mere uretfærdigt eller gør lidt mere ondt. Hos læreren sås det bl.a. under 5. klassernes nyligt overståede Luciaoptog. Man kan da ikke andet end at fælde et par skjulte tårer, når sådan en flok syngende preteenagere går så flot i takt, med levende lys og hvide kjoler. Læreren kender ikke børnene på 5. årgang, men holder fast i, at det er december, der er skyld i de våde øjne.

På 3. årgang har man over de sidste uger afholdt elevsamtaler forud for elevplaner og skole-/hjemsamtaler. Det er en god anledning til at blive lidt klogere, både på hvad børnene tænker og på hvordan, de tænker. Som altid fascineres læreren dybt.
En af de ting, der tales om i samtalen er, hvordan det går med børnenes læring. For mange børn er det svært at svare på (Det ville det i øvrigt også være for mange voksne). For andre er det simpelt: "Jeg ved, at jeg lærer noget, fordi jeg får noget at vide, som jeg ikke ved i forvejen." 
Andre igen kommer med små, nærmest eksistentielle refleksioner: "Hvis man fx ikke går i skole, så ved man jo ikke engang hvad 1 + 1 er - eller andre regnestykker. Jeg er også blevet bedre til at tegne. Jeg er også blevet bedre til at læse."
Og så er dem, der bare er ærlige: "Jeg kan ikke helt huske hvad det er, jeg har lært, men jeg ved, jeg har lært noget."

Nogle bruger samtalen til høfligt at komme med små hentydninger: "Jeg synes måske, at vi skulle bruge lidt mindre tid på at få forklaret opgaverne i matematik." 
Hos andre, er hentydningen lidt mere henvendt til dem selv: "Jeg vil gerne række fingeren lidt mere op og lade være med at snakke, når læreren forklarer."

Andre igen reflekterer på hele klassens vegne:

"Vi bander næsten hele tiden til hinanden og det er der jo ikke rigtig nogen grund til at man gør. Jeg ved ikke hvorfor, men de fleste lytter bare lidt mere, når man siger det sådan." 

Samtalen drejes efterfølgende til en snak om sproget i klassen og de snakker om, hvorvidt det var noget, der måske skulle tages op i "klassens tid". Den pågældende elev tør måske at tage det op, men synes ikke helt, at han kan tillade sig at klage over det, da han selv er en af dem, der bander. 

"Jeg ville egentlig gerne bare tale lidt pænere."

Læreren prøver selv at tale pænt, når der er børn tilstede. Det lykkes ikke altid, og læreren tænker efterfølgende over, hvorfor det er, at de fleste bare lytter bedre efter, når man bander?

Et generelt spørgsmål i løbet af samtalerne er også om børnene helt overordnet er glade for deres skoledag. Standardsvaret er: "Ja, fordi jeg har mange venner." eller "Ja, fordi det er sjovt at gå i skole."

Et svar skilte sig alligevel ud og satte sig fast hos læreren. Især fordi det kom fra en af dem, hun egentlig troede bare ville svare kort og få samtalen overstået. Men han havde gjort sig mange tanker om, hvorvidt han var glad for sine skoledage:

"Altså nogle gange. Fx om torsdagen, når vi har UUV, hvor vi leger rigtig meget. Mandagen er ikke så sjov, for der skal man lige vænne sig lidt til skolen, fordi det var to dage siden, man sidst var der. Onsdag er den dag, hvor man har mest lyst til at være i skole fordi man har vænnet sig til det, og fredag glæder man sig bare til weekenden. Tirsdag er hverken den dårligste eller den bedste dag - den er bare fin nok."

Læreren var meget begejstret for drengens fine kortlægning af ugedagene. Hun har det selv lige sådan med mandag og fredag i hendes arbejdsuge, men vil gerne øve sig i at tænke tirsdag, onsdag og torsdag ligesom drengen. Ind i mellem kan man som voksen bare gå og glæde sig til weekend hele ugen. Og det er da alligevel lidt spild af arbejdsuge. Ikke mindst, hvis man oven i købet bare går og taler grimt hele tiden. Så hellere have en fin nok tirsdag, en perfekt onsdag og en sjov torsdag.

Gangestykker, tekstanalyse og lejrskole

Det går stærkt i Lærerens verden, og læreren kan ikke helt følge med. Der er for mange udfordringer af den slags, der ikke skrives om her på siden og selvom læreren er på sit tredje år som lærer, og derfor snart gerne vil kunne kalde sig rolig og erfaren, synes hun hele tiden der dukker nye, ukendte ting op. Ting, hun ikke lærte hvordan man skulle tackle på læreruddannelsen. Og så er det svært at være rolig og erfaren.

Hun er jo snart 31, og forestiller sig også, at det på et eller andet tidspunkt kommer med alderen... Roen og erfaringen, altså... Indtil det kommer, prøver hun at gøre ligesom dem, der virker rolige og erfarne, mens hun lader som om, hun selv er det. 

Og så lever læreren og lærerens verden fortsat videre i hverdagen med børnene og deres skoledag. Godt, der stadig findes børn i den nye skolereform!

Når børnene krydses af om morgenen, får de som regel lov til at sige et regnestykke. Det har de gjort siden 1. klasse, og det er efterhånden nogle store flotte tal, de kan regne med.

De får tre tal at vælge i mellem, som resultat. Et tal under 100, et mellem 100 og 1000 og et over 1000. Det kunne fx se sådan ud:

Dette er et fint morgenritual, og har derudover hjulpet både med at huske 10'er-venner, med forståelsen af at "noget +/- 0 = noget" og at "noget x 1 = noget", af hvad der sker, når man ganger et tal med 10, osv. Ikke mindst, har det hjulpet med forståelsen af positionssystemet.

I 1. og 2. klasse var det nemt nok at være den overlegne lærer, der kunne sige om svaret var rigtigt på nul komma fem. I 3. klasse er det blevet sværere. Eller også er det bare børnene, der overhaler lærerens hovedregningsevner.

I hvert fald kom læreren til kort en morgen, hvor tavlen så nogenlunde ud som eksemplet ovenfor, og en dreng, da det blev hans tur sagde: "Ok, 187 x 50 - det er bare noget, jeg slynger ud". Han så så forvirret og undskyldende ud, at læreren desværre fik sagt noget i retningen af, at det vist ikke kunne passe. Da hun alligevel fik regnet efter, var det hende, der så forvirret og undskyldende ud, og regner den kloge læser efter, forstås at 187 x 50 netop er lig med 9350!

Læreren spurgte forbløffet, hvordan drengen havde fundet frem til det regnestykke, hvortil han forvirret svarede: "Jeg tog bare det dobbelte af 3,5 og det er 7 og så tog jeg det dobbelte af 9 og det er 18 og så ganger man bare det, altså 187 med 50. Men jeg troede ikke, det var rigtigt."

Det var rigtigt, og læreren var i den grad sat på plads. Ikke fordi hun er overrasket over, at der findes smarte systemer, men fordi systemet var regnet ud af en dreng på 9 år... 

I musik er vi i 3. klasse begyndt på noget, der hedder Dagens sang. Børnene har på skift en sang med, som vi lytter til, og de fortæller lidt om den:

1) Hvorfor de har valgt sangen

2) Hvem, der har lavet sangen og hvad den handler om

3) Hvilke instrumenter, de kan høre i sangen

Det er sjovt at høre deres sangvalg, men det er ofte ligeså sjovt at høre hvilke ting, de har fundet ud af, og hvad de vælger at fremhæve.

I dag, havde en pige valgt, at vi skulle høre Joey Moes aktuelle pophit: "Hvis det ik' skal være os". Hun kunne høre både trommer, guitar og klaver, men det var hendes tekstanalyse, der gik rent ind hos læreren.

Joey Moe synger følelsesladet og falsetfyldt fraser som: 

"Min hverdag er ude af takt."

"Hvis det ikke skal være os, hvorfor føltes det så forkert? Når du ikke er her, når du ikke er her"

"Nu mit hjerte gjort af glas. Jeg føler der bliver kastet med sten."

Børn i 3. klasse kender til både følelser og kærester, men pigens udlægning af sangen var alligevel imponerende nøgtern og ligefrem, stillet op overfor det følsomme pop-ikon:

"Sangen handler om, at han havde en kæreste, men så troede han ikke, at han kunne lide hende så godt, så derfor slog de op, men så da de havde slået op, fandt han ud af, at han savnede hende helt vildt meget, når hun ikke var der, så han skulle slet ikke have slået op."

Pigen virkede som om, at hun forstod hans problem, men syntes det virkede ret fjollet, hvorfor de ikke bare blev kærester igen. Læreren er enig.

I morgen tager hele 3. årgang på lejrskole. Børnene er spændte og glæder sig, for det har de aldrig prøvet før - med skolen i hvert fald. Nogle af dem er ret nervøse for hjemve og sådan noget. Deres forældre er også nervøse over alle mulige ting og henvender sig ret meget i øjeblikket.

Læreren også er nervøs. Ikke for hjemve og sådan. Jo, hun husker godt, hvordan det var at have hjemve, men hun har aldrig prøvet at være voksen på en lejrskole. Hun glæder sig helt vildt, men er også meget spændt på, om hun kan finde ud af det. Om hun ved alle de ting, hun skal vide, om hun får givet de rigtige beskeder og om hun generelt gør alt det, hun kan for at børnene får verdens bedste lejrskole. Hun skal heldigvis af sted med en masse rolige og erfarne kolleger, men derfor er der stadig sommerfugle i lærermaven.

Flere af børnene glæder sig så meget, at de allerede pakkede for en uge siden. Læreren spurgte derfor en af dem, hvad det var vigtigt at huske:

"Bukser. Masser af bukser", sagde han og tøvede. "For det er koldt. Og masser af sko."

En jakke, en varm trøje, lommelygte og tandbørsten kom også på listen og jeg spurgte ham, om han selv havde husket alle de ting. Han nikkede, men forklarede mig, at der er nogen ting, man ikke kan pakke før om morgenen. Fx tandbørsten.

"Man kan heller ikke pakke madpakken en uge før", sagde han klogt, "så det er vigtigt, at man husker de ting om morgenen".

Læreren noterede sig de vigtige pointer, og håber dermed, at hun er klar til de tre dages lejrskole. I morgen tager hun en dyb indånding, krydser fingrene og lader som om, at hun er rolig og erfaren.

Læreren og hendes aftaler

Det er flere måneder siden, at læreren gav lyd fra sig herinde. Det er ikke et godt tegn. Det er ikke børnenes skyld. Det er jo nok lærerens egen skyld, men spurgte man hende, ville hun i sit forsvar bebrejde travlhed, kaos og frustration over den der skolereform. Heldigvis taler vi ikke om den herinde. Læreren er desværre helt vildt dårlig til at overholde hendes aftale om ikke at være et brokkehoved. Det er ikke så godt. Hun burde skamme sig eller ændre sin blog til at hedde "Brokkehovedets verden". Det med at ændre navnet er en dårlig ide, så løsningen må blive, at hun skammer sig. Og det gør hun, for hun taler næsten dagligt med børnene om, hvor vigtigt det er at overholde aftaler.
Aftaler om at tie stille, om at lade være med at fjolle, om at arbejde godt, osv. Tænk hvis børnene vidste, at deres lærer prøvede at lære dem noget, hun ikke selv kunne. Gisp.

Måske ved de det godt, for de er blevet så store og kloge. Kloge, det har de nu altid været, men de er vokset og går i 3. klasse og det får dem til at virke endnu klogere.
I 3. klasse må man have telefoner med i skole (selvom de skal ligges i en kasse i klassen indtil SFO'en starter). Og man må holde pause i de stores skolegård (hvis der er en voksen, der går med derover). Og så skal man lære at dividere (i slutningen af 3. klasse).

Læreren følte sig virkelig lille allerede i slutningen af 2. klasse. (Ikke bogstaveligt - det sker vist aldrig!)
Hele 2. årgang var på stranden lige inden sommerferien. Det havde været planlagt længe og tanken var, at det selvfølgelig var godt vejr d. 24. juni. Tak for lort (undskyld børn!), Danmark.
Vandet var 11-12 grader og som timerne gik blev både voksne og børn mere og mere forfrosne. Det førte til en snak blandt de voksne, hvor læreren stod og pralede med, at hendes forældre er vinterbadere - faktisk på selv samme strand. Som de voksne stod der og klaprede tænder, undrede de sig. En ting er at stille sig ud i vandet i badeshorts og tyk, ulden sweater og fremstamme: "Ikke længere ud, børn". Men decideret at betale penge for at tage en dukkert flere gange ugentligt? Det er da virkelig til at undre sig over.
Men tænk, bedst som de stod og undrede sig, kom selveste lærerens mor løbende ned på stranden. Hun havde selvfølgelig været ude at bade og set en masse børn. Gad vide om det var hendes lærerdatter, der var på tur havde hun tænkt, og det skulle selvfølgelig lige tjekkes. Læreren var ret overrasket, for hun havde ikke sagt noget til moren om, at hun var på stranden den dag. Og der findes trods alt mange skoler med mange lærere i København og omegn. Men ok - det er nok sådan noget, mødre kan.
For det var jo hendes lærerdatter og det var især spændende for børnene at se lærerens mor. "Ane, hvem er det?", spurgte de overraskede og nogle blev helt forvirrede, fjollede og kulrede, da de hørte, at det var lærerens mor.
"Ane er min matematiklærer", sagde en, "og hun er rigtig god til matematik". Det blev lærerens mor glad for at høre og hun smilede sødt til alle børnene.
Og så var det, at der kom en pige hen og hilste på lærerens mor, efterfulgt af ordene: "Det er en sød datter, du har". "
Det ved jeg godt", sagde moren, meget mor-agtigt, og her vidste læreren ikke helt, hvad hun skulle gøre af sig selv.
For når ens mor og en 9-årig pige, som man er lærer for, står og har sådan en samtale om en selv, så er der noget, der føles meget omvendt. På en ret sød og smigrende måde. Og læreren kan bestemt godt lide, når hun ikke føler sig så voksen.

Hun er dog stadig 30 år. Det husker de fleste børn tydeligt og de minder gerne læreren om det ved at sige: "Ane, du er 30 år". Læreren forsøger altid at tysse på dem, men det har ofte modsat effekt.
En af pigerne kom dog efter sommerferien forvirret hen og sagde: "Ane, jeg har glemt hvor mange år, du er". Bedst som læreren lettet forsøgte at understrege, at det ikke gjorde så meget, fortsatte pigen : "Eller vent - du er 20 år, ikke?!"
Det er for det meste ikke så godt, hvis en lærer lyver, men i dette tilfælde, var det selvfølgelig det eneste rigtige at gøre.

Senere samme dag, fortalte en af de andre børn pigen, at læreren er 30 år. Snart 31,  faktisk (Puha, der skulle tysses!). I sidste uge opdagede en af børnene, at læreren bruger en facitliste når hun retter matematikopgaver. Han troede hun bare regnede det hele i hovedet på nul komma fem.
På samme måde finder børnene selvfølgelig en eller anden dag ud af, at læreren nogle gange laver aftaler, hun ikke kan holde. Og at hun til tider laver alt mulig lort (undskyld igen, børn). Og at hun synes, at statistik og sandsynlighed er svært. Og at hun er dårlig til at spille på bas og guitar (hun øver sig dog ind i mellem). Og at hun ryger. Og drikker. Og så videre.
Måske ved de det allerede.
Med hensyn til aftalerne, skal de bare vide, at hun prøver.

Om ikke før, så imorgen...?

Læreren fra lærerens verden har sommerferie om sådan ca. seks og en halv uge. Det er slet ikke til at forstå! Og så alligevel føles det som meget længe siden at lærerens andet år, som samtidig var skolereformens første år, startede. Læreren fra lærerens verden har jo aftalt med sig selv, at hun ikke skal være et brokkehoved. Det går desværre ikke altid så godt. I hvert fald ikke når det handler om den reform. Men det gør det jo heldigvis ikke her.

Børnene får mig ofte til at grine - uden de selv ved hvorfor. Men ind i mellem er det altså også omvendt.
Jeg stod foran 2. klasse og forklarede et chancespil, hvor man skulle bruge tisidede terninger. Jeg er altid grundig i min forklaring, så det var mange gange på kort tid, jeg fik brugt ordene: "tisidede terninger". Det gik pludselig op for mig, at flere af børnene fnisede hver gang jeg snakkede om de tisidede terninger. Jeg var lige ved at tage den alvorlige mine på og sige den voksne standardsætning med, at de ikke skulle sidde og fjolle, men i stedet sidde pænt og lytte efter.
(Jeg bryder mig ikke om den, men bruger den desværre tit).
Da er det, at det går op for mig, at med mindre man virkelig artikulerer ordet "tisidede", så lyder det altså utrolig meget som "tissede"... Jeg hører nu mig selv med børnenes ører og forstår godt, at de fniser over at høre deres lærer sige "tissede terninger" så mange gange. Jeg begynder selv at fnise med og forklarer, at det altså er "ti-si-de-de terninger", det handler om, selvom det lyder som noget andet. (Til mit forsvar, vil jeg sige, at det nu er ret svært at sige "tisidede terninger" uden at det lyder som det andet... Prøv selv!)

Børnene får mig også ofte til at tænke. Som fx den anden dag, da to piger fra 1. klasse gik forbi mig på gangen, med mælketasken i mellem dem. Den ene stoppede op, da hun så mig, med ordene:

"Men Ane...?"

Jeg fornemmede, at det var vigtigt. At det var noget, hun havde tænkt over. Noget, hun måtte få sagt til mig med det samme hun så mig.
Jeg kunne faktisk virkelig godt lide, at hun startede vores samtale sådan. Det har man da i virkeligheden ofte meget mere lyst til, hvis man har noget vigtigt på hjerte. "Men'et", har ifølge enhver dansklærer vist slet ikke noget at gøre i starten af en sætning.
Men (!) det gik op for mig, at jeg faktisk ofte selv har lyst til at starte samtaler sådan... Hvis der er noget, man undrer sig over, kan man vel ligeså godt bringe sin undren frem med det samme? Og det gør et "men" altså noget bedre end diverse minutters samtaleindledning eller ligegyldig smalltalk.
Nå, pigen fortsatte:

"... når vi har haft musik, slutter vi altid af med at synge "Tak for i dag"-sangen og den slutter jo med, at man siger: "vi ses igen - om ikke før, så i morgen..." Hvorfor synger vi det, når der går en hel uge, før vi har musik igen?"

"Men'et" er berettiget - det er et godt spørgsmål. Og hun er bestemt ikke den eneste, der undrer sig. Der er ofte et kvikt barn, der kommenterer på netop det, når vi uge efter uge synger omkvædet fra Bamses venners: "Tak for i dag":

"Tak for i dag
Og tak for det, du gav
Vi ses igen - om ikke før, så i morgen"
(Bamses venner: "Tak for i dag")

De har helt ret, børnene (- men det er nu ikke noget nyt). Jeg forklarede pigen noget i retningen af, at det var jo sådan sangen var og at jeg ikke lige havde kunnet finde på noget, der rimede, hvor man sang det, som det var: At vi først ses igen om 1 uge.

I virkeligheden handler det vist om, at jeg er helt vild med den sang. Og så, at jeg nok bare synes, at tanken om, at vi ses igen i morgen alle sammen, er meget rar og betryggende.

Gåden om gamle Iversen

Gamle Iversen efterlod 6000,- kr. da han døde. Pengene skulle deles mellem to mødre og deres to døtre. Iversen havde inden sin død bestemt, at de alle skulle have 2000,- kr. hver.

Hvordan kan det lade sig gøre at dele arven efter Iversen?

Denne gåde stillede jeg mine to 2. klasser som en frivillig opgave i forbindelse med påskeferielektien. Dette lille blogindlæg er simpelthen bare dedikeret til de få, men fantastiske svar, jeg indtil videre har fået på den.

Der er dem, der er helt eksemplariske. Jeg tror, de har fået voksenhjælp (hvilket er helt i orden!):

"den ene som arver er både en mor og en datter. Så det er gamle Iversens kone, datter og barnebarn der skal arve efter ham."

Så er der systematikeren:

"Mormor får 2000 kr. Mormor er også mor. Mor får 2000. Hun er også mormors datter. Datteren får 2000 kr."

Øh, så er det vist slået fast! Jeg er vild med det!

Logikeren er også sød:

"de skal have 1500 hvis de skal ha ligde mange". 

- 6000 delt mellem 4 er 1500 - og så er det altså lige meget, at der står 2000 i opgaven....

Og så er der den forvirrede, som jeg må tilstå er mit yndlingssvar:

"der er en voksen som er et barn."

Der er blevet tænkt og tænkt! Altså der er to mødre og to døtre... En mor kan ikke være et barn.... Eller kan hun...? Et barn kan godt være en mor, hvis det er voksent.... Et barn kan ikke være voksen... Eller kan det....? Der må simpelthen være en voksen, som er et barn... Og det er jo fuldstændig rigtigt. Hvilken voksen, der er et barn vides ikke her... Men en af de voksne er simpelthen et barn, og det er det nærmeste, vi kommer et præcist svar. Læreren godkender det 100 %! 

Det sidste svar, vil jeg lade tale helt for sig selv:

"Iversen har efterladt 6000kr til 3 arvinger,en bedstemor,en mor og en dater. Bedstemor er mor til mor og mor er mor til dater(dermed 2 mødre). Mor er dater til bedstemor og datteren er datter til mor( dermed 2 døtre).så er der i alt 2 mødre og 2 døtres."

Punktum. Slut. Det er fedt.

... Ja, sådan bringer gåden om Gamle Iversen i øjeblikket smil hos læreren fra lærerens verden. Og det er meget rart.

Den gigantiske, lyserøde panter, gammelmor i klokkerne og de gamle grækere

Læreren fra lærerens verden er udfordret. Hun har på det seneste indset, at hun alt for ofte slutter sig til det store kor af brokkehoveder, og det har hun faktisk lovet sig selv aldrig at gøre! Dermed ikke sagt, at det er uberettiget brok (- noget af det er nok lidt). Tværtimod. 

Rigtig meget af brokkeriet er helt reelt - men man kan have sin tvivl om hvorvidt det når ud til de rigtige.

Uanset - læreren fra lærerens verden skal tage sig sammen og melde sig ud af det brokkehovedkor! Mest fordi at brokkeriet afføder vrede, frustration og ondt i maven. Det bliver selvforstærkende og er i sidste ende medvirkende til, at hun glemmer at nyde tiden sammen med børnene. I værste tilfælde bliver hun en sur, dårlig og bitter lærer og så kan det hele jo være lige meget.

Så altså - læreren fra lærerens verden kæmper videre imod sit brokkeri. Blandt andet med dette indlæg. Hun håber dog, at det er til at regne ud at det, der får hende til at synge med på brokkehovedkorets sange, selvfølgelig er den skolereform, der ikke nævnes yderligere på denne blog.

Nok om brok. Det har lige været fastelavn. Når man er lærer i indskolingen forventes det selvfølgelig at man er klædt ud. Man vækker faktisk nærmest mere opsigt, hvis man ikke er det. Så der var selvfølgelig ingen vej udenom - og når nu der ikke var det, så kan man ligeså godt gøre det ordentligt...

Når det er fastelavn er børn lidt på samme måde, som hvis de har fået for meget sukker. Der er derfor ind i mellem behov for, at være helt klar i mælet og tale alvorligt, måske endda med store bogstaver. Det var virkelig ikke nemt for den gigantiske lyserøde panter fra lærerens verden.

I indskolingen fejrer man fastelavn fra 8-14. (Det er meget længe at være panter!) Det indebærer selvfølgelig tøndeslagning. Spørger man den gigantiske lyserøde panter er det helt klart det mest ubehagelige ved at holde fastelavn (udover at være panter). 100-vis af udklædte, overgearede børn, der smadrer løs på tønder med køller, råber og skriger og bliver uvenner, fordi der er meget få vindere og uendeligt mange tabere! Lidt komisk var det derfor også, at det var en voksen, der blev kattekonge for den ene klasse, fordi han skulle løsne det sidste bræt lidt med et enkelt slag. Han var oprigtigt ked af, at brættet var røget af, fortalte han børnene iført en lang, lys paryk. Børnene kunne ikke helt finde ud af om de skulle være sure og skuffede eller om de skulle synes det var sejt, at han var så stærk?

To børn formåede i kampens hede, at ramme sig selv i hovedet i stedet for at ramme tønden. De fik dog trøst af voksen-munken, der sad nede i hjørnet og passede på de børn, der syntes det var lidt for voldsomt. Panteren havde helt klart foretrukket også at sidde hos hende.

I spisepausen var der mange voksne, der smed udklædningen. Panteren skulle være i en anden klasse efter frokost og nænnede ikke at skuffe dem, så hun åd en ekstra fastelavnsbolle og holdt ud. Det var dejligt, da klokken blev 14. 

Godt, det først er fastelavn igen om et år!

I samtlige 5 musikklasser er vintersangen "Sneflokke kommer vrimlende" blevet sunget flittigt. Det er en sjov sang at synge, ikke mindst pga. den første linje i vers tre: "Og gammelmor i klokkerne..."

Der opstod unden, blev hvisket og selvfølgelig grinet, når vi læste det op.

"Er det ikke sådan lidt, øh....", spurgte en dreng undrende og næsten rødmende, mens han pegede ned på det, han opfatter som "klokkerne". "Altså... klokkerne?"

Læreren formåede de første mange gange at binde børnene den historie på ærmet, at det var en gammelmor, der arbejdede i en kirke og skulle ringe med klokkerne, man sang om. På et tidspunkt fik hun så øje på de mange ordforklaringer nederst på siden... 

Alle fem klasser har siden fået den rigtige forklaring. 

Læreren fra lærerens verden har en stor passion for oldtidens Grækenland. Det fik børnene på 2. årgang lov til at mærke da vi i sidste uge havde tema om netop det. 

Vi holdt OL som i oldtiden. Cirka. Dengang aflagde alle deltagere ed på, at de ikke ville snyde. Vi aflagde derfor ed om, at vi ikke ville snyde og at vi ville være gode vindere og gode tabere. Dengang fik vinderen en olivenbladskrans, retten til at få lavet en statue af sig selv og et hyldestdigt (egenbetaling) og så blev de hædret på rådhuset og måtte spise gratis der resten af deres liv.

Vinderne hos os fik en lamineret olivenbladskrans (ok, det var faktisk laurbær, for de var simpelthen flottest), de blev hyldet og så fik de lov til at spise gratis i kantinen den følgende dag. Ok stort, når man går i 2. klasse!

Læreren fik lov at holde oplæg om de gamle grækere. Ca. 75 børn sad musestille stuvet sammen i et klasselokale i næsten en time, mens de lærte om Sokrates, Platon og Pythagoras. Sokrates var ham, der var helt vildt grim, men ham med samtalerne, der var god til at stille spørgsmål. Hans kone var en rappenskralde og han døde af at drikke gift, fordi han var dømt til døden for at gøre så mange mennesker sure.

Platon var ham med idelæren. Ok, det var ret svært, men det var da i hvert fald noget med en hule og to verdener. Og nogle fanger. Hvorfor mon de var blevet taget til fange? Det var også Platon, der skrev alt det ned, som ham den første snakkede om. Og han lavede en skole for voksne.

Den sidste var ham med det svære navn. Det var ham, der elskede musik og matematik. Præcis som læreren fra lærerens verden. 

Filosoffer, det er dem, der godt kan lide filosofi. Og filosofi betyder kærlighed til visdom. (Det er altid lidt ulækkert, når der bliver sagt noget med kærlighed). Grækerne var gode til demokrati og demokrati er det med, at det er folket der bestemmer.

I slutningen af dagen, var der en quiz om alt det, der var blevet fortalt om både OL og de gamle grækere. Det var virkelig heldigt, at vi havde aflagt ed på, at vi ville være gode vindere og gode tabere.

Lærerens verden er heldigvis stadig fuld af de gode historier og de sjove kommentarer. Og så er der i øvrigt de mange underfundige øjeblikke, der umuligt kan gengives, men som giver den der følelse af, at det er sjovt, godt og rørende at være menneske. Det er svært og lidt kedeligt at være voksen, og det er så nemt at brokke sig og så svært at lade være. 

Men man kan godt klare det, hvis man ind i mellem sørger for at se livet gennem børneøjne. Eller klæder sig ud som gigantisk, lyserød panter... 

Tak for hjælpen, Sofie!!

Følgende har intet med lærergerningen at gøre. Det er weekend og læreren er lige lidt mere glad og taknemlig end normalt. Her skal I høre hvorfor:

Lørdag eftermiddag. Jeg havde endelig fået slæbt mig ned for at træne. Må med skam erkende, at det var første gang i 2015. På høje tid.
I Fitness World på Nordre Fasanvej er receptionen ubemandet om lørdagen. Det skulle senere komme til at volde mig en god del bekymring.

Det kørte med træningen og jeg var godt tilfreds med mig selv. Aftenen skulle stå på VM-håndbold, og der var intet at klage over.

Træningen veloverstået. Jeg så frem til badet, da jeg stod foran skabet i omklædningsrummet. Og så var det, at jeg stødte på et problem. Jeg stak nøglen i min lille, smarte (troede jeg) hængelås og drejede den om. Den drejede, men den lille kliklyd kom ikke. Jeg undrede mig og prøvede igen. Og igen. Tog musikken ud af ørene. Drejede og drejede, men ingenting skete.

Jeg indså langsomt uoverskueligheden af min situation. I skabet var jo alt det jeg skulle bruge. Min taske, min trøje, min jakke, mine sko og mest ubelejligt: Nøglerne til min lejlighed.
Jeg overværede engang en situation hvor en anden pige i omklædningsrummet stod i samme uheldige situation som mig. Man skulle derfor dække sig til, så receptionisten kunne komme ind og klippe hendes hængelås op.
Her var problem nummer to. Der var ingen receptionist. Jeg gik ud i receptionen for at kigge efter hjælp i form af et telefonnummer eller måske fordi jeg håbede, at der i mellemtiden var kommet en receptionist. Det var der ikke. Telefonnummer var der heller ikke.
Nummeret til Fitness World fandt jeg på nettet, men der stod, at åbningstiden for at ringe var mellem 10 og 13 om lørdagen. Klokken var ca. 16.30. Jeg ringede alligevel op i håb om at telefonsvareren kunne være behjælpelig med et akutnummer. Det var den ikke.

Jeg begyndte at kontakte diverse lokale veninder for at bede om hjælp.
De var ikke at træffe. En veninde med nøgler til min lejlighed var behjælpelig med moralsk opbakning og velvillighed. Men hun var babysitter i Vanløse halvanden time endnu.
Jeg fik efter nogle forsøg fat i min søster, der også har en ekstranøgle. Mens vi snakkede var der en pige i omklædningsrummet der foreslog, at jeg ringede til Fitness World i Valby. "De lukker kl. 17 og er bemandede. Den er 16.59. Ja, det er ikke fordi jeg lytter", sagde hun smilende. (Ironien sad lige i skabet...)

Jeg aftalte med søsteren, at jeg ville undersøge muligheden for at komme i kontakt med en fitness world-medarbejder et andet sted i byen og ellers ringe tilbage.
Pigen spurgte hvad problemet var og tilbød at give det et forsøg. "Ikke fordi jeg tror jeg kan noget særligt, men måske det hjælper hvis et par andre hænder prøver". Jeg lod hende taknemligt prøve og vi undrede os sammen. Både over min hængelås og over den ubemandede reception.
Min søster ringede og sagde, at min svoger (god bless him!) var på vej ud af døren med en trøje og mine ekstranøgler.
Jeg brød mig ikke om, at han skulle ud i det dårlige vejr på min bekostning. Ville samtidig virkelig gerne ud af omklædningsrummet. Hvad jeg skulle gøre med tingene i skabet vidste jeg fortsat ikke, men så var jeg da trods alt så langt. Tænkte, at der på et eller andet tidspunkt i løbet af weekenden måtte dukke en medarbejder op, som kunne hjælpe mig.

Den hjælpsomme pige fortalte, at hun havde netop havde købt noget meget olieret makeupfjerner, og hun foreslog, at vi prøve at hælde noget af det ned i låsen. Det gjorde hun så, mens jeg taknemligt talte videre med min søster om hvordan mine ekstranøgler så ud og om hvor skørt det hele var.

Jeg lagde på og takkede den hjælpsomme pige, mens jeg fortalte at den søde og ligeså hjælpsomme svoger nu var på vej. Og netop da, lød simpelthen det længe ventede og særdeles savnede klik.

Låsen gik op. Jeg var reddet!!

Jeg skyndte mig at ringe til svogeren og afblæse hans mission og takkede igen og igen den hjælpsomme pige. Hun bad mig holde øje med hendes ting, mens hun vaskede den olierede makeupfjerner af hænderne og fandt så et visitkort som hun skrev sit navn på og gav mig.
"Nogle gange skal man lige handle, når man møder mennesker i sådan nogle mærkelige situationer. Hvis du en dag skulle mangle en frisør, er du velkommen til at ringe. Jeg hedder i øvrigt Sofie."
Jeg er ikke sikker på, at jeg fik sagt mit navn, for jeg ærgrede mig sådan over, at jeg ikke havde en god flaske vin eller nogle blomster ved hånden, for det fortjente hun virkelig. Jeg ærgrede mig også over, at jeg ikke står og mangler en frisør, men jeg tror jeg fik understreget min taknemlighed.

Jeg ved ikke hvornår jeg sidst har været så glad og lettet i badet. Det var jo ikke fordi det handlede om liv eller død. (Jeg kom dog i tanker om en væsentlig detalje som havde gjort situationen lidt mere akut, hvis Sofie ikke havde fået den hængelås op. Jeg er nemlig diabetiker og min insulinpumpe lå inde i skabet. Det er frygtelig besværligt og omfattende at undvære den i mere end et par timer.)

Så kære, søde Sofie - tak for hjælpen!! Hvis jeg en dag kommer til at mangle en frisør, så ringer jeg helt sikkert! (Er der nogen derude, der mangler en frisør, giver jeg hermed Sofie mine varmeste anbefalinger!!)
Kæmpe stort og taknemligt tak også, til svogeren, søsteren og veninden, der babysittede!!

Og til alle jer andre - god karma og fortsat glædelig lørdag derude!