Stines Zanzibar

Et helt saerligt indlaeg om Stines verden.
Vi har hoert hende fortaelle, maaske set et par billeder, og mange af os var heldige at moede Imu, da han var i Danmark i foraaret. Men Stines verden paa Zanzibar, har vaeret svaer at forestille sig - for mig, og sikkert ogsaa andre.

Men nu har jeg vaeret der!

Det at se Stine igen, var i sig selv baade fantastisk og helt uvirkeligt, og vi kunne slet ikke rigtig forstaa, at vi pludselig var i Afrika paa samme tid, og endda det samme sted. Det tog faktisk flere dage foer det rigtigt gik op for os.
Ikke desto mindre kunne jeg maerke varmen fra solen, duften af strand, og jeg maatte misse med oejnene fordi sandet var saa hvidt, himlen saa blaa og vandet saa smukt. Og lige ved siden af mig gik Stine!
Hun er ved at overtage jobbet som manager paa Imu's onkel Sheba's beach hotel Santa Maria. I oejeblikket arbejder hun baade paa Santa Maria og Queen of Sheba, hans andet hotel, der ogsaa er beach, men som snart skal lejes ud.
Stine bor paa Queen of Sheba, og her bliver jeg ogsaa indlogeret. Omgivet af palmer og bogstaveligt talt faa meter fra den hvide sandstrand bor Stine! Hver gang vi moeder en af de zanzibarianske medarbejdere stopper vi, jeg bliver introduceret, og Stine snakker et sprog med dem, jeg ikke forstaar. Men det lyder sejt!

Jeg bliver vaekket hver morgen ved at Stine banker paa min doer, og siger, at jeg kan moede hende i restauranten, naar jeg er klar.
Her bliver der serveret friskpresset juice, kaffe og frugt og jeg bliver spurgt om hvilken slags aeg, jeg kan taenke mig. Stine anbefaler den spanske omelet, og den er et hit.
Stine har som regel vaeret oppe noget tid, naar hun vaekker mig. Nogle gange har hun arbejdet, andre gange har hun set "Sex & the city" paa computeren. Som regel skal der lige ordnes noget regnskab under morgenmaden, og imens hun goer det, kan jeg sidde og vaere helt slaaet over, hvor varmt det er og hvor taet paa stranden vi er.
Og hvor dygtig Stine er til at tale det der sjove fremmede sprog, der lyder som elementer og karakterer fra "Loevernes konge".
Efter morgenmaden kan jeg saa vaelge om jeg vil ligge mig paa stranden ved Queen of Sheba, eller gaa med Stine til Santa Maria og ligge paa stranden der eller sidde i baren og nyde livet. For mig er dette de helt optimale valgmuligheder og jeg proever det hele og elsker det. Gaaturen fra Queen til Santa er gennem landsbyen og saa langs stranden, og vi bliver fulgt paa vej af hunden Poa. Naar den gaar med, generer boernene i landsbyen ikke de hvide piger. Vi goer et stop i et par lokale landsbyboder, Stine skal lige koebe toffeekarameller og chokoladekiks, der er blevet substitut for dansk lakrids.
Paa stranden begejstres jeg over at finde en lille, hvid og meget fin konkylie.. Jeg finder overrasket en til...og en til.... og opdager at hele stranden er fyldt med dem!
Paa Santa Maria vil de gerne have konkylier paa snor haengende ude foran de forskellige bandaer man kan leje sig ind i, og jeg faar mig en ny yndlingsbeskaeftigelse. Foerst samler jeg en massse konkylier paa stranden, saa vasker jeg dem, laver huller i dem ved at banke et soem forsigtigt paa dem med en stoerre konkylie og saa laver jeg lange konkyliesnore, som vi haenger op rundt omkring ved de smaa huse. Jeg er stolt, foeler mig samtidig bare lidt til nytte og nyder livet. I loebet af dagen bliver der hoejvande, og saa kan man tage sig dejlige svoemmeture.
Alt imens gaar Stines arbejdsdag - hun taler i telefon, laver mere regnskab, tager imod nyankomne gaester, sidder bag baren og uddelegerer opgaver til alle medarbejderne.
Om aftenen tager vi os gerne en kilimanjaro oel og et glas vin i baren. Eller flere. Gerne sammen med Imus onkel Sheba, der er Stines chef og en meget festlig mand.
Imu har faaet arbejde i Stonetown, og bor derfor ikke samme sted som Stine, men han besoeger os et par dage, hvor han ogsaa hjaelper til med nogle praktiske opgaver. Og jeg nyder at se dem sammen.
Det sker, at vi tager i byen ud paa aftenen, paa Stine og Shebas venner's hoteller, eller paa lokale strandbarer. Og det sker, at vi bare bliver i baren paa Santa Maria, der ligger i sandet under palmerne, og er et sted man nemt bliver haengende.

Vi naar ogsaa at besoege Imu i hans og Stines lejlighed i Stonetown. Han har advaret mig om, at den er meget ussel, og samtidig har han i ugevis knoklet efter arbejde, saa den er slet ikke ussel. Lidt primitiv, men placeret taet paa centrum og med potentiale til at blive et dejligt hjem for et dejligt par.
I Stonetown ser jeg Stines lokale handlesteder, cafeer, ruter og jeg fornemmer stemningen i de smaa gader, hvor vi ikke kan gaa laenge uden at moede nogen Stine kender. Flere gange var det endda nogen jeg ogsaa har moedt foer, og jeg foeler mig en lille smule hjemme. De faa gloser jeg har tilegnet mig paa swahili, falder lidt til jorden ved siden af Stines flydende samtaler, men jeg kan ogsaa bedst lide bare at lytte paa hende. Vi spiser orudhju og zanzibarpizza og drikker sugarcane-juice, og vi shopper og nyder, at Stine har et par fridage.
Ogsaa i Stonetown er der lokale barer og gaa-i-byen steder, som det er vigtigt jeg oplever, og jeg er stolt af at vaere ude med et af Zanzibars hotteste og uden tvivl skoenneste par. Vi spiller pool og danser og hele tiden, er der venner der stoeder til og hilser paa. Jeg fornemmer, hvordan flere af Imu's venner droemmer om at faa en Stine, og de forsoeger sig lidt hos veninden fra Danmark, der dog ikke er naer saa god til deres sprog, og desuden "taken" ligesom Stine. Men soede er de.

Det, der er vigtigt for Stine og efter denne uge ogsaa for mig, er at understrege og bevidne, at Stine har det helt fantastisk godt paa Zanzibar. Hun nyder det, er omgivet af gode mennesker, er god til og glad for sit arbejde og for at vaere taet paa sin Imu.
Fremover skal hun vaere manager paa Santa Maria og bo der, mens Imu bor og arbejder i Stonetown, men de har begge et par off-days om ugen og kan besoege hinanden, saa det skal nok gaa.
Alt det, de har gjort for mig i denne uge, kan slet ikke optaelles og heller ikke rigtig beskrives, selvom jeg nu har proevet lidt, men det har vaeret meget overvaeldende og det var svaert at sige farvel.
Og der er svaert at taenke paa, at der nu gaar meget lang tid, foer jeg ser Stine igen, samtidig med, at det er saa dejligt at vide, at hun har det godt, og har en fantastisk verden paa Zanzibar.
Jeg tror, det lyder lidt for godt til at vaere sandt... Men det er virkelig baade godt og sandt, og jeg kan ogsaa bevidne med billeder.
Maisha marefu to Stine and Imu and a sante sana! Hakuna Matata!

Oversvømmelse!

Det lyder vidst som om, jeg har det strålende her. Og det har jeg også. Dog blev nogle andre, tæt på mig, hårdt ramt i sidste uge.

”This rain is endless”, sagde min tidligere omtalte chauffør, inden han satte mig af, hvor jeg bor. Det var onsdag eftermiddag, og jeg havde efterfølgende min daglige snak med vagten. Vi konkluderede, at der var meget regn, og at det ikke var godt. (Fordi det er en af de få ting, jeg kan konkludere på amharisk. Det konkluderer jeg til gengæld ofte, ligesom jeg altid konkluderer, at det er godt, når solen skinner.) Han pegede over mod haven, og det var som om han, i det han pegede, først rigtigt opdagede hvor meget vand, der rent faktisk var i gang med at oversvømme den. Han mumlede overrasket en masse ord på amharisk, mens vi kiggede nærmere på det. Og der var virkelig meget vand! Den yderste del af haven ligger et par meter lavere end resten, og det var altså denne del, der var blevet til en del af floden, der normalt løber forbi længere ude. Vandet, der var meget brunt og klamt, steg hurtigt, og havde stor kraft på. Man så kun øverste spids af den ene pæl, der normalt holder et volleyball net oppe. En lygtepæl, der var ved at vælte, satte vagten på arbejde, og han måtte gøre hvad han kunne for at holde den stående.

Jeg tog et par billeder, og vidste ellers ikke lige helt, hvad jeg skulle gøre af mig selv. Så var det vi pludselig hørte om de nyankomne danskeres hus.
Det ligger på nabocompounden, desværre så lavt, at det var blevet fuldstændigt oversvømmet. Familien, der var ankommet aftenen forinden, havde kun haft få minutter til at komme ud af det hus, de troede skulle være deres hjem de næste 4 år. De to børn, begge under 3 år, måtte vækkes fra middagssøvnen, og forældrene måtte kæmpe sig ud i vand til livet, hver med et barn på armen.
Man kan kun forestille sig, hvilken forfærdelig og uoverskuelig situation dette må have været, både mens det stod på og efterfølgende.
Vandet havde stået omkring halvanden meter højt i deres hus, før det begyndte at falde igen. Familien blev kørt til et hus i en anden del af byen, hvor de kan bo midlertidigt, og imens tog regnen og folk fra nabolaget gik rundt og sonderede området, alle chokerede, for dette har ingen oplevet før, ikke engang dem, der har boet her hele deres liv. Den danske families hus og huset ved siden af, var værst ramt. Det finske hus ved siden af vores havde fået kælderen og alle deres biler under vand, og mange steder var haver dækket af flodvandet. Mange hjælpende hænder tilbød sig, dog var det svært lige at vide hvordan denne situation skulle gribes an.
Da vandet var faldet til ankelhøjde lånte jeg et par gummistøvler og gik med over, for at redde, hvad der kunne reddes i danskernes hus. Det var gribende og trist at gå rundt i smat og søle, hvor sko, legetøj, møbler og alle deres ejendele lå. Og ejendommeligt var det, hvordan nogle ting var som kastet rundt, mens andre ting bare var ”lettet fra jorden” og så dalet tilbage på plads således at det, der havde ligget ovenpå var tørt.
Man følte, at man gik rundt midt i et nyhedsindslag, og det var slet ikke lige til at forstå.
De efterfølgende dage var der nok at gøre med tømning af huset, rengøring og sortering af de forskellige ting, og jeg var glad for at have masser af tid at give af.
Hvad sådan noget flodvand er fyldt af, er så ulækkert, at jeg ikke vil skrive det her, men den halve centimeters slam, der dækkede alt, der havde været under vand, talte sit tydelige sprog. En eftermiddag var jeg led i en rengøringsserie – en af vagterne spulede, en anden vagt og jeg skrubbede og sæbede ind, og så blev der spulet igen. En anden dag, var det mig der spulede – en computer fik bl.a. en ordentlig gang vand, og optimisterne mener, at når den tørrer, kan det være, at den virker igen. Som spuler, har jeg svært ved at forestille mig det.
De ting, vi kunne få rene nok, bragte vi til familien, og de fik langsomt et billede af, hvad de stadig har, og hvad de ikke har.
Samtidig med denne oprydningsproces, søges der efter et nyt hus til dem, så de forhåbentligt kan få skabt et godt og trygt hjem, trods denne hårde start.
Jeg har i disse dage sendt mange tanker til den lille familie. Og så til alle de etiopiere, der har boet ved flodens bred, og som ikke har noget der minder om de ressourcer, som vi har til rengøring og genopbygning. Hvad mon de gør?
Så vidt vi har hørt, er der ingen, der er døde. Mange ”hvad nu hvis”-tanker dukker dog op, og giver anledning til taknemlighed, men også til frygt og stor respekt for naturens kræfter.
Min konklusion skal fortsat være: Ikke mere regn nu!

"I lost my drivers license"

Jeg har en chauffør, der henter og bringer mig til Bingham Academy hver dag. ”How are you?” er altid det første han spørger om, med sin tydelige etiopiske accent, hvor man ruller ekstra meget på r’erne, og i øjeblikket sidder han altid med et stort farvestrålende halstørklæde viklet – ikke om halsen, men om hovedet, fordi han har fået lavet et eller andet hos tandlægen, der gør ondt. Jeg kan se det farvede halstørklæde nærmest før jeg kan se hans bil, og morer mig altid lidt over det.
En morgen da vi havde kørt lidt, kiggede han pludselig på mig med et skævt smil og sagde: ”I lost my drivers license”. Jeg kiggede halvt skeptisk, halvt overrasket og en smule bekymret på ham, og forstod ikke helt hvad han lige mente. Hans udtryk var som et barn, der godt ved, det har gjort noget forkert, da han fortsatte: ”Yes, I forget in other pants. I call my wife”, hvorefter han gentagne gange med den ene hånd på rettet og den anden halv på hornet, som bruges hyppigt hernede, og halvt på telefonen, mens den ringede til den sikkert sovende kone.
Jeg smilede som en overbærende voksen og sagde: ”Well let’s hope you don’t meet the police today then”. ”Yes”, he said ”then is big problem”.
Vi fortsatte lidt i tavshed, mens jeg betragtede hans kørsel. Han kører ganske udmærket, som enhver anden etiopier, sørger han altid for at lægge midt på den tosporede vej – så er det nemt at komme forbi de andre bilister. Når man overhaler dytter man bare lige, så er det helt fint, uanset om man kører inden- eller udenom, og uanset hvor mange andre biler, der er i gang med det samme.
”Before many months ago, I again forget my drivers license, and I meet police” sagde han, nærmest lidt stolt”. “And did they give you a ticket, then”, spurgte jeg, igen som den fonuftige voksne, men han forklarede mig, at de havde stolet på, at han havde glemt det. ”Because I am honest man”, var hans begrundelse, og det var nok ment som en slags beroligelse, eller for lige at hævde sin position.

Jeg har pludselig under en uge tilbage af min tid her. Jeg har lige nået at blive så bekendt med de andre lærere og folk omkring mig generelt, at jeg føler mig som en del af deres fællesskab, og så skal jeg til at sige farvel igen. Jeg bliver særligt trist ved tanken om, at jeg skal sige farvel til Kindergarten 2, for dem kom jeg hurtigt til at holde af. I sidste uge underviste jeg dem i Math og Bible, og de er i fuld gang med at lære en dansk sang: ”Min Gud er så stor”.
Jeg bliver så fascineret af deres logik. I torsdags skulle de tegne Gud, der hvilede sig, efter han havde skabt jorden. ”This is God, lying in his bunkbed”, viste en mig stolt, og jeg så tydeligt stigen op til Guds køjeseng. Andre tegnede Gud meget stor, og for de fleste vedkommende lå han i en seng eller på skyerne og sov.
Og så er der en gennemgående godhed, hos børn, der ikke er ældre. Når de ind i mellem ikke hører efter, eller gør hvad der bliver sagt, er det oftest fordi de bare glemmer at koncentrere sig, eller har nogle kroppe, der simpelthen ikke er i stand til at sidde stille særlig længe. Det er ikke fordi de bevidst vil være på tværs. ”Look, I am concentrating today”, sagde en af pigerne stolt, med sin helt utroligt britiske accent, og hun fik lov til at tage en ”sticker” til sit hæfte som belønning.

Ellers har der på det sidste været en del praktiske opgaver at hjælpe til med, og jeg har haft mere at lave. Og så har jeg ellers udfordret min frimodighed og arrangeret en tur op på et bjerg i lørdags. En finsk pige, en hollandsk pige, jeg begge kender fra Bingham, hvor de er language assistents for nogle elever, der ikke taler så godt engelsk, og så to etiopiske venner jeg har fra forrige besøg udgjorde sammen med mig delegationen til Ntoto, et bjerg i udkanten af byen. Projektet var fra min side, udover at komme lidt ud i naturen, at pigerne og drengene skulle blive venner, så de kan hænge ud efter jeg er taget af sted. Pigerne er nemlig forholdsvis nye i byen og kender ikke så mange folk eller steder, og drengene kender mange folk og steder og er desuden sjove og nemme at snakke med. Dagen var, som jeg håbede, en stor succes og meget hyggelig, og da der ved dagens afslutning blev krammet farvel og sagt på gensyn, klappede jeg lidt stolt mig selv på skulderen.

Jeg er stadig helt vild med de amerikanske lærere, og de sjove samtaler jeg har med dem, der på en gang er overfladiske, og som var vi de bedste venner. Jeg er vild med etiopierne, med børnene og de skønne, eksotiske omgivelser.
Jeg er ikke så vild med regnen, der dagligt gennembløder gaderne og til tider bringer skader med sig, og heller ikke så vild med de tiggere, der konfronterer mig, mest fordi de stikker sådan til min samvittighed. (Siden jeg var her sidst, er det blevet forbudt at tigge på gaden, hvilket er rart nok for øjet, men ellers ikke, for man har ligesom bare samlet alle tiggerne og kørt dem så langt væk fra byen, så de ikke kan komme tilbage igen. De har det nok næppe bedre der, selvom at det kan man jo naivt gå at forestille sig, hvis man ikke kan holde til andet.)
Jeg er til gengæld vild med min chauffør og hans halstørklæde (og han har fået sit kørekort med sig igen)

Anes Afrika, første uge...

At det kun er 1 uge siden, at min søster blev gift i København, kan jeg slet ikke lige forstå. Så har jeg jo ikke engang været i Etiopien i 1 hel uge?
Tænker jeg for meget på mine kære derhjemme, stikker det lidt, og jeg mærker, at jeg er alene af sted. At jeg er ude af min trygge kendte hverdag, og de rammer jeg normalt foretrækker at holde mig indenfor. At der sker ting derhjemme, jeg går glip af, og at jeg ikke sådan lige er i nærheden af mine kære. Men så tager jeg mig sammen og overbeviser mig selv om, at jeg er sej, og at det er sejt, at jeg er på eventyr i Afrika, og at jeg er midt i en hel masse gode oplevelser. Og så bliver jeg glad og stolt.
Tænker jeg for meget på virkeligheden for de mange etiopiere, jeg ser hernede hver dag, de kummerlige forhold de er underlagt, og den store, store forskel der er på deres udgangspunkt og mit, stikker det også, og jeg bliver på en gang lidt flov og meget taknemlig.

En af de ting, der for alvor adskiller hverdagen her fra den derhjemme er, udover at Danmark og Etiopien generelt er to meget forskellige lande, at jeg har så få på forhånd planlagte aftaler. Der er selvfølgelig praktikken, men derudover ser jeg stort set altid frem mod aftener, hvor jeg ikke aner hvad jeg skal. Det kan gøre mig lidt nervøs, men samtidig spændt, og jeg udfordrer min frimodighed til at få mig vidt omkring.
I fredags, mens jeg efter endt skoledag stod og ventede på min chauffør, blev jeg inviteret på cafe sammen med nogle af de andre lærere. Jeg slog til, aflyste min hjemtransport og havde en hyggelig stund med dem, på Etiopiens svar på Starbucks coffee. Da vi så kom tilbage på Bingham Academy, hvor alle de andre bor, stod jeg og flagrede lidt, men besluttede at blive, da jeg viste om et hang-out arrangement for high school-eleverne om aftenen, hvor jeg også var velkommen.
Jeg satte mig lidt genert op i deres computerrum og skrev et par mails da en anden lærer kom forbi og inviterede mig på mad hos hende og roommaten. Min beskedenhed var ikke så meget for det, men jeg takkede ja, og havde endnu en virkelig hyggelig stund med de to amerikanske piger. Amerikanere er generelt både ret åbne og ret snaksalige, er de ikke?
Aftenen med High school-eleverne og de andre lærere var også sjovt, og jeg fik både spillet volleyball, bordfodbold og hængt ud. :)
Sådan blev en ellers tom fredag pludselig fyldt ud, og jeg har udvekslet tlf.numre med flere, til andre gode gange de næste par uger.

Ruth, missionæren hernede, sørger også godt for mig på alle tænkelige måder, og det er virkelig rart! Jeg nyder dog også de få gange, hvor jeg så er ude for mig selv, som i dag, hvor jeg skulle have købt et telefonkort. De købes i de fleste små butikker, så jeg gik mig en tur, og udover at det er lidt underligt sådan at blive set efter og tilråbt på gaden, kan jeg godt lide at gå der. I den lille butik sad et par damer og et par børn, og da jeg på amharisk sagde noget i retningen af: "Har I telefonkort?", lyste de alle op i smil og roste mit amhariske helt utroligt meget. Det fortsatte, da jeg hilste dem som man gør hernede, og selvom jeg i resten af samtalen bare kom med korte svar som "ja", "ok", "tak", "godt", "100birr?", ”Etiopien godt og smukt” og lignende, var der ingen grænser for jublen over, hvor dygtig jeg var til deres sprog, og jeg måtte uundgåeligt smile lidt stolt hele vejen hjem.

Mere følger i løbet af næste uge. Håber I har det godt derhjemme?!

Greetings from Miss Ann

"You may go aboard the plane, but your baggage wont make it. They will follow in 24-48 hours. Are you prepared to travel like that?"

Jeg var overhovedet ikke klar "til at rejse paa den maade", nej, saa denne meddelelse i Heathrow airport, slog mig lidt ud. Jeg var stadig paa den boelge af nervoesitet, der havde ramt mig paa vej til Kastrup lufthavn. I London rendte jeg forvildet rundt i de forkerte terminaler og havde ikke lang tid til skiftet, hvorfor jeg altsaa var forsinket og noedt til at acceptere min bagages skaebne.
Flyveturen videre til Afrika var derfor ikke den bedste. Men jeg faldt i soevn, og naaede godt frem. Kludrede lidt rundt for at faa lavet mig et visa til mit ophold, og tog derefter en dyb indaanding for at gaa hen og se bagage-situationen i oejnene... Jeg gjoerde et hurtigt stop, der hvor bagagen rullede - og saa til min overraskelse som det foerste - mit eget store, tunge stykke bagage komme rullende.
Og pludselig var alt godt igen... Jeg blev hentet af min gode, gamle ven Ruth, fik morgenmad og kaffe, pakkede ud - og et par timer efter, er jeg paa vej til Bingham Academy, for at starte min praktik.
Resten af dagen bliver en god blanding af moedet med det nye og det kendte. Der er laerere jeg husker fra sidst jeg var der, i 2007, steder, vagter, lugte, maden, kaffen, osv. Og saa er der alle de nye ansigter, forandrede bybilleder, og ikke mindst, savnede ansigter, der ikke laengere er at finde.

Jeg skal vaere "student teacher" i Kindergarten 2, som er boern paa 5-6 aar. De er meget smaa og meget soede, og jeg blev hurtigt gode venner med dem.

I det jeg saetter mig ned paa gulvet hos boernene, jeg lige er blevet praesenteret for, er der en dreng der kigger paa mig mens han stolt hvisker "I'm five", og viser det med den ene haand. Jeg ville gerne have vist ham, hvor gammel jeg er med fingrene, men har ikke lige 25 fingre til raadighed, saa jeg smiler bare voksent og anerkendende og foeler mig gammel...
I pauserne staar jeg ind i mellem i staff loungen og flagrer lidt, men generelt er der mange laerere, der kommer hen og byder mig velkommen, spoerger interesseret til hvem jeg er, og de synes det er cool, at jeg er fra Danmark og aergeligt, at jeg kun er her 3 uger, og saa er de fleste ioevrigt fantastisk amerikanske... (Gotta love 'em, man, everything is just cool and great and stuff like that...)
Jeg har endda faaet en kurv med en masse "Velkommen til Bingham Academy" papirer, mapper, osv., og nogle smaa gaver. Det bedste var brevet fra "The Bingham team" som byder mig varmt velkommen, og haaber, at jeg i loebet af de naeste uger vil finde mig til rette i mit nye hjem... (Her ved jeg dog ikke helt, om jeg skal foele mig helt utrolig meget velkommen, eller en smule misforstaaet, eftersom jeg jo rejser igen om 3 uger - men mon ikke jeg vaelger det foerste...)

Kaffen er stadig skoen, etioperne er stadig de smukkeste mennesker, og selv regnen som er ret voldsom i oejeblikket er til en vis grad bare dejlig.

Saa livet er godt for Miss Ann so far... It is good to be back!

The return of Miss Ann...

På den ene side, har jeg næsten glemt, hvordan det hele ser ud. Hvordan der dufter, hvordan stemningen kryber ind under huden og optager alle sanserne. Hvordan de smukke mennesker fylder vejene, sammen med køer, får, biler, boder og butikker. Maden! Kaffen! Solen! Hvordan fattigdommen roder op i den dårlige mavefornemmelse, mens den fantastiske mentalitet smitter tiltrængt af på en stresset dansk personlighed.
På den anden side husker jeg det meget, meget klart.

Det var i 2007 jeg var der for første gang. I 4 1/2 måned. Og så igen, stadig i 2007, i 2 1/2 måned.
Og nu, vi skriver 2010, tager jeg så tilbage i bare 4 uger. Og der er simpelthen ikke ord for, hvor meget jeg glæder mig. 3 uger i Etiopien i praktik på Bingham Academy, hvor jeg skal hedde Miss Ann og undervise små internationale børn. 1 uge på Zanzibar, hvor venner venter, hvis gode selskab jeg slet ikke kan vente med at skulle nyde igen.

På lørdag skal min eneste og meget kære søster giftes, og det bliver en stor dag. Måske en af de største nogensinde. Og på søndag flyver så Miss Ann af sted til Afrika. Kan I forstå, at jeg mentalt er helt skeløjet af at glæde mig, og praktisk er en lille smule stresset? :)

Jeg vil skrive lidt på bloggen her i de 4 Afrika-uger, så læs med hvis du vil, og få bare en lille fornemmelse af de dragende afrikanske himmelstrøg, jeg vil befinde mig under...

Til mine, i hvert fald 3, læsere...

Jeg holder lidt igen med blogindlæggene herinde, fordi jeg for en tid vil koncentrere mig om at undre mig over diabetes. På diabetesblog.dk.
Så følg med der, hvis I vil, der er også nok af ting at undre sig over der. Men det er måske en anelse internt...
Dog interessant alligevel.

Vi undres ved igen :)

"Du lugter af hvidløg, vil du have et tyggegummi?"

Der kom en dame gående mod mig, endnu langt væk. Jeg gik på en hospitalsgang, og der var kun hende at se. Hun hulkede mens hun gik, højt, og jeg blev straks lidt nervøs ved at skulle passere hende.
Det var lang tid, jeg hørtes hendes gråd, men da hun var kommet så tæt på, så det næsten ikke kunne være mere akavet, uden at jeg dog var sikker på, at jeg kunne tillade mig at sige noget, sagde hun: "Det er ikke fordi jeg er ked af det, at jeg græder - jeg er bare så glad. Jeg skal endelig ud i friheden..." Og så blev et bogstaveligt talt til hulk, på hulk, der hørtes indtil jeg endelig drejede væk fra gangen.
Jeg oplevede det meget mærkeligt, at hun pludselig snakkede til mig, og var fortsat lidt bekymret for hende? Jeg må faktisk tilstå, at jeg senere den dag tjekkede nyheder og tekst-tv for, om der var nogle damer efterlyst i Hvidovre.

Jeg var glad og gik ind i en bus, og så blev jeg straks lidt mindre glad. Den var proppet og alle bebrejdede ligesom uden at sige noget, hinanden for det. Alle syntes at sige: "du sidder på min plads", med øjne og bevægelser og buschaufføren gjorde det ikke nemmere med sine bitre "service"meddelelser. Han virkede også lidt anklagende og uforstående, og det havde den effekt på mig, at jeg frøs fast i en akavet stilling, der hvor jeg stod, i håb om at komme så få ved som muligt. Der stod jeg så, og blev hurtigt klar over, at ham til venstre for mig, der ligesom havde armen lidt hen over mit hovede, for at holde sig fast, havde spist hvidløg kort tid inden hans bustur. Meget hvidløg. Jeg havde lyst til at tilbyde ham et tyggegummi, og ville egentlig ønske, at jeg havde gjort det.

Jeg havde været ude på ærinder - noget, jeg faktisk ret godt kan lide, og parkerede min cykel udenfor min opgang. Der lå en pakke printerpapir i min cykelkurv, som havde været på indkøbslisten i lang tid. To mænd var på vej over gaden ved siden af mig, i det, den ene kigger på mig og siger: "Nå, så er der købt printerpapir..."
Var det en konstatering eller et spørgsmål? Skulle jeg svare ham noget? Hvad var hans hensigt, og hvad skulle jeg lige gøre af mig selv? "Ja" svarede jeg, for han havde jo ret.

Hvorfor mon det hurtigt bliver så akavet og unaturligt at konversere med fremmede - med mindre det skal handle om vejret? Eller er det bare i byen? Er det anderledes i Jylland? Måske er det bare mig?